Tirsdag den 4. januar.
Vi står op og pakker sammen. Jens går op for at hæve nogle penge, så vi er sikre på at vi har kontanter nok, hvis der ikke er en atm i Kribi, hvilket vi er i tvivl om. Vi tjekker ud og tager en taxa til bussen. Den kører efter ca ½ time, og 3½ timer efter er vi i kribi.
Vi tager en taxa til hotellet som hedder Auberge Tara Page, et hotel vi læste om på nettet. Værelset koster 10.000 CFA. Hotellet ligger et stykke fra byen helt ud til en dejlig sandstrand. Vi er dog i tvivl om hvor rent vandet er, men det er dejligt ved vandet. Natten bliver meget varm, da vores fan ikke virker.
Onsdag den 5. januar.
Vi går ind til byen via stranden. Vi vil prøve at finde noget internet, da jeg skal tjekke om en mail jeg sendte i går er kommet afsted, for nettet på hotellet havde drillet. Det første sted sidder vi i 20 minutter uden at få forbindelse, men vi finder er nyt, og der lykkes det at få tjekket mail på ½ time. Vi køber noget vand og tager en motorcykel tilbage. Han ved dog ikke hvor hotellet er og vi kender heller ikke vejen, da der er omkørsel pga. Broarbejde, så det sidste stykke må vi alligevel gå langs med stranden som er den vej vi kender. Vi slapper af på hotellet.
Torsdag d. 6. januar.
Jens vågner med hovedpine, og vi beslutter at slappe af ved stranden. Vi bestiller en tur på floden til klokken 3. Da vi skal på tur har Jens stadig hovedpine, Det er en flot tur på floden, og vi ser også lidt aber, men Jens har det rigtig skidt, og lige så snart vi er hjemme igen går han ind og lægger sig. Så jeg spiser aftensmad alene.
Fredag d. 7. januar.
Vi vågner omkring 5.30 ved et gevaldigt tordenvejr. Det lyder som om lynet slog ned i vores tag og strømmen gik, det er det vildeste regn og tordenvejr jeg har oplevet.
Jens er stadig syg. Jeg løber en tur ud til Lobe vandfaldene, som ligger et par kilometer ude af stranden. Da jeg kommer tilbage vasker jeg lidt tøj, og så får vi mulighed for at skifte til værelset ved siden af. Det har vindue ud mod havet, og så er der renere, hvilket der ikke var på vores, så vi skynder os at flytte alle vores ting. Vi spiser morgen og går derefter ned på værelset og slapper af, da Jens har brug for at ligge i skyggen. Godt at jeg har taget bøger med på min ipod.
Lørdag 8/1 2011 - Kribi
Vågner og min hovedpine er næsten forsvundet, så det bliver en dag i solen. Her er en af de flotteste og mest uforstyrrede strande jeg har set. Kilometer efter kilometer til hver side. I eftermiddag går vi 2-3 kilometer til vandfaldene ved floden Lobe. Alle guidebøger gør meget ud af at fortælle at det er et af de få vandfald i verden som ender direkte i havet. Ikke fordi det er særlig stort, men så har vi da set det. Vi købte en øl for 1.000 penge, men da vi kun havde en 5.000 seddel tog det os meget besvær og en halv times tid at betale den. Pengene ér små her i landet.
Nu ér min hovedpine væk!
Søndag 9/1 2011 - Kribi
Igen en dag hvor vi nyder solen på stranden og dypper os i saltvandet. Sidst på eftermiddagen går vi sydpå langs stranden til vi finder en lille improviseret restaurant. Det er to fyre som har lidt initiativ som over taler os til at spise hos dem. Da vi har aftalt hvad vi skal have(9.000), beder de om nogle af pengene på forskud. Da de har fået det styrter en af dem hen ad stranden og ind mellem træerne, og lidt efter kommer han tilbage med de to øl vi bestilte. Han drøner flere gange ned ad stranden og kommer tilbage med noget. Han er også ud at købe de to fisk vi skal have. Det tager meget lang tid før maden er klar, men til sidst er den der da. Den smager fortrinligt selv om den ikke er så avanceret. Vi får den først da det er helt mørkt, så det bliver i stearinlysets skær, lige i vandkanten hvor bølgerne jo naturligt nok slår ind, og der er frit syn til flammen fra boreplarformen langt ude. Og så glemmer jeg helt krabberne der fiser frem og tilbage.
Tilbage på hotellet vinder jeg aftenens Canasta turnering.
Mandag 10/1 2011 - Kribi
Går en tur ind til Kribi by som er eneste sted her i nærheden med dette hersens nymoderne såkaldte indernet her i nærheden. Får lagt dagbog og billeder op, og set en smule nyheder hjemmefra. Der er som sædvanligt ikke sket en sk... Nå jo, Mary har født to nye kontanthjælpsmodtagere. Resten af eftermiddagen tilbringes på stranden.
Tirsdag 11/1 2011 - Kribi
Går en lang tur på omkring 20 km. ind i landet langs med vejen. Flot regnskov det hele, med meget lidt menneskeliv på vejen, i forhold til resten af landet hvor der altid er mennesker, uanset hvor langt ud man kommer. Vejen er dog meget støvet, så hver gang der kommer en lastbil forbi indhyldes vi i rødt støv.
Igen en eftermiddag på stranden og aftensmad på hotellet. Dagene flyder lidt ud i hinanden her hvor det ikke sker så meget og hvor der ikke har mulighed for at arrangere sig til noget. Afslappende og stressende på samme tid. Første gang jeg nogensinde har været så længe samme sted! Her sker så lidt at vi hver aften kommenterer og diskutterer kattekillingens udvikling. Den er så lille at den tydeligt er blevet dygtigere mens vi har været her. Heidi vandt igen i kanasta!!!
Onsdag 12/1 2011 - Kribi
Vi går en tur ind til Kribi for at gå på Internettet. Først da vi er ved en låst dør til Internetstedet finder vi ud af at hele byen og området mangler strøm. Så lang næse til os og endnu en stranddag denne gang med aftensmad i olielampernes skær.
Torsdag 13/1 2011 - Kribi
Ingen strøm , bad i hav og troperegn, soler, strøm ved 20 tiden, eneste gæster næsten
Stadig ingen strøm. Det vil også sige ingen vand og da vi ikke kunne få bad i går, har sovet i 30 graders fugtig tropevarme og badet i havvandet så føler vi os ærlig talt noget fedtede. heldet er dog med os. Mens vi tager et havbad om morgenen kommer der en tropebyge af det store. Vi bruser os i nedløbsvandet fra restaurentens tag. Herligt, sjældent har jeg følt mig så ren og nyfødt.
Strømmen kommer tilbage ved 20 tiden om aftenen. Halvandet døgn uden strøm, den var ikke gået Danmark uden anslag til borlige oprør.
Fredag 14/1 2011 - Kribi til Douala
Efter endnu en stranddag kører fra hotellet ved 18:30 tiden i den bil vi har arengeret til at køre os til Douala lufthavn. Det tager ca. 3 timer af den relativt gode asfaltvej. Trafikken er dog noget halsbrækkende i mørket. Motorcykler uden lys, fodgængere overalt, biler som aldrig har fået indstillet lyset så man blændes konstant og lastbiler med brutale overlæs med bremselængder der er katastrofale. Vores chauffør finder dog frem til lufthavnen med besvær og resten af turen er rutine.
Lørdag 15/1 2011 - Douala til København
Nogle timer i et noget lunere Bruxelles end den p.... kolde sneramte by vi var i for en måned siden, og så hjem til vinterdanmark.
søndag, januar 23, 2011
mandag, januar 10, 2011
Mandag den 3. januar 2011 - Yaounde
Vi stod op kl. 7.30, og efter morgenmaden tog vi taxa til togstationen for at købe billetter. Da vi kom spurgte de om vi havde reservationer, og vi fortale, at vi havde forsøgt at få det i går, men havde fået at vide, at vi skulle komme igen i dag og købe billetter. Tja det kunne godt være, men man skal altså reservere tre dage i forvejen for at købe billetter!!!! Vi forsøgte alligevel, men det kunne ikke lade sig gøre. Nå så måtte vi jo finde en plan B. vi kan enten købe dyre flybilletter eller tage sydpå i stedet, da det vil være for sent først at tage toget om tre dage, så får vi for lidt tid, hvis vi også skal nå tilbage igen, og måske have samme problem på tilbagevejen. Vi beslutter derfor at tage sydpå, og vælger at blive en nat mere i Yaounde. Så går vi ud for at kigge lidt på byen. Der er et kæmpe supermarked med alt, hvad man kan forestille sig, og vi køber noget vaskemiddel, da vi er løber tør for det vi havde med hjemmefra. Vi går lidt rundt og sætter os på en cafe på den dyre forretningsgade, så priserne er også derefter. Bagefter vil vi prøve togstationen endnu engang, for at se om der evt. er uafhentede billetter. Vi er kun lige begyndt at gå, da jeg får mavekneb, som bare blive værre. Jeg står med krydsede ben og sved på panden og er bogstavelig talt ved sk... i buksene, da en dame råber at jeg kan komme ind i deres butik og låne toilettet. Det var bare rigtig heldigt. Så går vi tilbage til hotellet, hvor jeg indtager diverse medicamenter og besøger toilettet et par gange før der kommer lidt ro i maven igen. Jens går en tur ud i byen, men jeg tør ikke forlade hotellet, hvor jeg har et toilet i dejlig nærhed. Heldigvis har vi nogle gange internet og jeg har også en god bog at læse i, så det går alligevel, men surt er det nu.
Tirsdag den 4. januar - Yaounde til Kribi
Vi står op og pakker sammen. Jens går op for at hæve nogle penge, så vi er sikre på at vi har kontanter nok, hvis der ikke er en atm i Kribi, hvilket vi er i tvivl om. Vi tjekker ud og tager en taxa til bussen. Den kører efter ca ½ time, og 3½ timer efter er vi i kribi.
Vi tager en taxa til hotellet som hedder Auberge Tara Page, et hotel vi læste om på nettet. Værelset koster 10.000 CFA. Hotellet ligger et stykke fra byen helt ud til en dejlig sandstrand. Vi er dog i tvivl om hvor rent vandet er, men det er dejligt ved vandet. Natten bliver meget varm, da vores fan ikke virker.
Onsdag den 5. januar - Kribi
Vi går ind til byen via stranden. Vi vil prøve at finde noget internet, da jeg skal tjekke om en mail jeg sendte i går er kommet afsted, for nettet på hotellet havde drillet. Det første sted sidder vi i 20 minutter uden at få forbindelse, men vi finder er nyt, og der lykkes det at få tjekket mail på ½ time. Vi køber noget vand og tager en motorcykel tilbage. Han ved dog ikke hvor hotellet er og vi kender heller ikke vejen, da der er omkørsel pga. Broarbejde, så det sidste stykke må vi alligevel gå langs med stranden som er den vej vi kender. Vi slapper af på hotellet.
Torsdag d. 6. januar - Kribi
Jens vågner med hovedpine, og vi beslutter at slappe af ved stranden. Vi bestiller en tur på floden til klokken 3. Da vi skal på tur har Jens stadig hovedpine, Det er en flot tur på floden, og vi ser også lidt aber, men Jens har det rigtig skidt, og lige så snart vi er hjemme igen går han ind og lægger sig. Så jeg spiser aftensmad alene.
Fredag d. 7. januar.
Vi vågner omkring 5.30 ved et gevaldigt tordenvejr. Det lyder som om lynet slog ned i vores tag og strømmen gik, det er det vildeste regn og tordenvejr jeg har oplevet.
Jens er stadig syg. Jeg løber en tur ud til Lobe vandfaldene, som ligger et par kilometer ude af stranden. Da jeg kommer tilbage vasker jeg lidt tøj, og så får vi mulighed for at skifte til værelset ved siden af. Det har vindue ud mod havet, og så er der renere, hvilket der ikke var på vores, så vi skynder os at flytte alle vores ting. Vi spiser morgen og går derefter ned på værelset og slapper af, da Jens har brug for at ligge i skyggen. Godt at jeg har taget bøger med på min ipod.
Lørdag 8/1 2011 - Kribi
Vågner og min hovedpine er næsten forsvundet, så det bliver en dag i solen. Her er en af de flotteste og mest uforstyrrede strande jeg har set. Kilometer efter kilometer til hver side. I eftermiddag går vi 2-3 kilometer til vandfaldene ved floden Lobe. Alle guidebøger gør meget ud af at fortælle at det er et af de få vandfald i verden som ender direkte i havet. Ikke fordi det er særlig stort, men så har vi da set det. Vi købte en øl for 1.000 penge, men da vi kun havde en 5.000 seddel tog det os meget besvær og en halv times tid at betale den. Pengene ér små her i landet.
Nu ér min hovedpine væk!
Søndag 9/1 2011 - Kribi
Igen en dag hvor vi nyder solen på stranden og dypper os i saltvandet. Sidst på eftermiddagen går vi sydpå langs stranden til vi finder en lille improviseret restaurant. Det er to fyre som har lidt initiativ som over taler os til at spise hos dem. Da vi har aftalt hvad vi skal have(9.000), beder de om nogle af pengene på forskud. Da de har fået det styrter en af dem hen ad stranden og ind mellem træerne, og lidt efter kommer han tilbage med de to øl vi bestilte. Han drøner flere gange ned ad stranden og kommer tilbage med noget. Han er også ud at købe de to fisk vi skal have. Det tager meget lang tid før maden er klar, men til sidst er den der da. Den smager fortrinligt selv om den ikke er så avanceret. Vi får den først da det er helt mørkt, så det bliver i stearinlysets skær, lige i vandkanten hvor bølgerne jo naturligt nok slår ind, og der er frit syn til flammen fra boreplarformen langt ude. Og så glemmer jeg helt krabberne der fiser frem og tilbage.
Tilbage på hotellet vinder jeg aftenens Canasta turnering.
Vi stod op kl. 7.30, og efter morgenmaden tog vi taxa til togstationen for at købe billetter. Da vi kom spurgte de om vi havde reservationer, og vi fortale, at vi havde forsøgt at få det i går, men havde fået at vide, at vi skulle komme igen i dag og købe billetter. Tja det kunne godt være, men man skal altså reservere tre dage i forvejen for at købe billetter!!!! Vi forsøgte alligevel, men det kunne ikke lade sig gøre. Nå så måtte vi jo finde en plan B. vi kan enten købe dyre flybilletter eller tage sydpå i stedet, da det vil være for sent først at tage toget om tre dage, så får vi for lidt tid, hvis vi også skal nå tilbage igen, og måske have samme problem på tilbagevejen. Vi beslutter derfor at tage sydpå, og vælger at blive en nat mere i Yaounde. Så går vi ud for at kigge lidt på byen. Der er et kæmpe supermarked med alt, hvad man kan forestille sig, og vi køber noget vaskemiddel, da vi er løber tør for det vi havde med hjemmefra. Vi går lidt rundt og sætter os på en cafe på den dyre forretningsgade, så priserne er også derefter. Bagefter vil vi prøve togstationen endnu engang, for at se om der evt. er uafhentede billetter. Vi er kun lige begyndt at gå, da jeg får mavekneb, som bare blive værre. Jeg står med krydsede ben og sved på panden og er bogstavelig talt ved sk... i buksene, da en dame råber at jeg kan komme ind i deres butik og låne toilettet. Det var bare rigtig heldigt. Så går vi tilbage til hotellet, hvor jeg indtager diverse medicamenter og besøger toilettet et par gange før der kommer lidt ro i maven igen. Jens går en tur ud i byen, men jeg tør ikke forlade hotellet, hvor jeg har et toilet i dejlig nærhed. Heldigvis har vi nogle gange internet og jeg har også en god bog at læse i, så det går alligevel, men surt er det nu.
Tirsdag den 4. januar - Yaounde til Kribi
Vi står op og pakker sammen. Jens går op for at hæve nogle penge, så vi er sikre på at vi har kontanter nok, hvis der ikke er en atm i Kribi, hvilket vi er i tvivl om. Vi tjekker ud og tager en taxa til bussen. Den kører efter ca ½ time, og 3½ timer efter er vi i kribi.
Vi tager en taxa til hotellet som hedder Auberge Tara Page, et hotel vi læste om på nettet. Værelset koster 10.000 CFA. Hotellet ligger et stykke fra byen helt ud til en dejlig sandstrand. Vi er dog i tvivl om hvor rent vandet er, men det er dejligt ved vandet. Natten bliver meget varm, da vores fan ikke virker.
Onsdag den 5. januar - Kribi
Vi går ind til byen via stranden. Vi vil prøve at finde noget internet, da jeg skal tjekke om en mail jeg sendte i går er kommet afsted, for nettet på hotellet havde drillet. Det første sted sidder vi i 20 minutter uden at få forbindelse, men vi finder er nyt, og der lykkes det at få tjekket mail på ½ time. Vi køber noget vand og tager en motorcykel tilbage. Han ved dog ikke hvor hotellet er og vi kender heller ikke vejen, da der er omkørsel pga. Broarbejde, så det sidste stykke må vi alligevel gå langs med stranden som er den vej vi kender. Vi slapper af på hotellet.
Torsdag d. 6. januar - Kribi
Jens vågner med hovedpine, og vi beslutter at slappe af ved stranden. Vi bestiller en tur på floden til klokken 3. Da vi skal på tur har Jens stadig hovedpine, Det er en flot tur på floden, og vi ser også lidt aber, men Jens har det rigtig skidt, og lige så snart vi er hjemme igen går han ind og lægger sig. Så jeg spiser aftensmad alene.
Fredag d. 7. januar.
Vi vågner omkring 5.30 ved et gevaldigt tordenvejr. Det lyder som om lynet slog ned i vores tag og strømmen gik, det er det vildeste regn og tordenvejr jeg har oplevet.
Jens er stadig syg. Jeg løber en tur ud til Lobe vandfaldene, som ligger et par kilometer ude af stranden. Da jeg kommer tilbage vasker jeg lidt tøj, og så får vi mulighed for at skifte til værelset ved siden af. Det har vindue ud mod havet, og så er der renere, hvilket der ikke var på vores, så vi skynder os at flytte alle vores ting. Vi spiser morgen og går derefter ned på værelset og slapper af, da Jens har brug for at ligge i skyggen. Godt at jeg har taget bøger med på min ipod.
Lørdag 8/1 2011 - Kribi
Vågner og min hovedpine er næsten forsvundet, så det bliver en dag i solen. Her er en af de flotteste og mest uforstyrrede strande jeg har set. Kilometer efter kilometer til hver side. I eftermiddag går vi 2-3 kilometer til vandfaldene ved floden Lobe. Alle guidebøger gør meget ud af at fortælle at det er et af de få vandfald i verden som ender direkte i havet. Ikke fordi det er særlig stort, men så har vi da set det. Vi købte en øl for 1.000 penge, men da vi kun havde en 5.000 seddel tog det os meget besvær og en halv times tid at betale den. Pengene ér små her i landet.
Nu ér min hovedpine væk!
Søndag 9/1 2011 - Kribi
Igen en dag hvor vi nyder solen på stranden og dypper os i saltvandet. Sidst på eftermiddagen går vi sydpå langs stranden til vi finder en lille improviseret restaurant. Det er to fyre som har lidt initiativ som over taler os til at spise hos dem. Da vi har aftalt hvad vi skal have(9.000), beder de om nogle af pengene på forskud. Da de har fået det styrter en af dem hen ad stranden og ind mellem træerne, og lidt efter kommer han tilbage med de to øl vi bestilte. Han drøner flere gange ned ad stranden og kommer tilbage med noget. Han er også ud at købe de to fisk vi skal have. Det tager meget lang tid før maden er klar, men til sidst er den der da. Den smager fortrinligt selv om den ikke er så avanceret. Vi får den først da det er helt mørkt, så det bliver i stearinlysets skær, lige i vandkanten hvor bølgerne jo naturligt nok slår ind, og der er frit syn til flammen fra boreplarformen langt ude. Og så glemmer jeg helt krabberne der fiser frem og tilbage.
Tilbage på hotellet vinder jeg aftenens Canasta turnering.
søndag, januar 02, 2011
Tirsdag 28/12 2010 Bamenda til Ndop
Efter at have sendt et par postkort til vores mødre tager vi ud til trafikpladsen for shared taxis mod Ndop. Vi kommer relativt hurtigt afsted i en Toyota Hiace med 20 voksne og 3 børn (husk, der er altid plads til en til). Vejen er relativ god i forhold til hvad vi har frygtet når vi har læst om forholdene på "the ring road" som vi nu er på. Det er en rundstrækning på ialt omkring 380 km som går gennem nogle spektakulære landskaber, bjergområder og mindre by områder. Vi vil gøre lidt af den de næste par dage.
I Ndop kommer vi først til et hotel som er helt mennesketomt. Efter at have ventet en halv times tid beslutter vi at gå igen. Vi finder vi hurtigt ind på Hotel Green Valley for 10.000 fcfa, hvilket er ca. det dobbelte af hvad det burde være, men jeg tror vi fik deres største værelse. Der er ingen strøm i byen, og da vandværket godt nok har en nødstrømakumulator men ingen benzin er der heller ingen vand. Vi får at vide at strømmen forsvandt igår. Lidt bekymrende, men hvad kan vi gøre. Man bliver hurtigt lidt fatalistisk hernede!Pigen på hotellet får fat på en af sine venner, Lavett på 18 år, som er ved at skrive en bog om de lokale konsekvenser af klimakrisen! Han taler et forståeligt engelsk og viser os rundt i området. Først lidt frokost (bønner og spagetti) på, hvad der mest kan sammenlignes med kantinen ved det lokale fritidshjem. Vi tager en motorcykel (dvs vi sidder 4 på en motorcykel) et par kilometer til den herboende Fon’s palads, hvor vi vises rundt af Lavett og en af hans jævnaldrene venner. Det er meget forfaldendt og fattigt. Vi hilser på Fon’ens moder og ser 7-8 af hans koner. De bevæger sig altid rundt i paladset i én række i gåsegang, sådan gør man her. Sikke et liv for de stakkels lokale piger som udvælges til den ære at blive gift med Fon’en. Herefter ser vi det lokale vandværk som jo altså ligger stille fordi hele området mangler strøm lige nu. Vandværksbestyren spørger om vi ikke har noget med til ham. Det har vi desværre ikke, vi burde have tage et eller andet med, bare en håndfuld kuglepenne eller lignende til at dele ud som gaver.
Da vi igen kommer forbi paladset på vejen tilbage skal vi lige hilse på nogle af de ældre notabiliteter der sidder i Fon’ens garage. Og så bryder helvede løs! Først skældes Lavett og han ven hædder og ære fra i et kvarters tid uden at vi egentlig ved hvad der forgår. Så kaldes vi frem foran hoffet og så er det vores tur. Hvad bilder vi os ind at gå rundt i paladset og fotografere alt muligt traditionelt afrikansk uden at først at have præsenteret os for hoffet. Er vi vi måske afrikanere? Nej, kan vi kun svare. Er vi en del af deres traditioner? Nej, det er vi ikke, må vi indrømme. Sådan bliver det ved og ved, indtil vi undskylder mange tusinde gange, og indrømmer at det vi har gjort er meget forkert og utilgiveligt. Vi lover brødebetyngede at vi nok skal slette de foto som vi slet ikke har haft ret til at tage. Puha for en dårlig karma vi nu må have i alverdens royale kredse. Der skal være en eller anden traditionel dans foran paladset som ser ret spændende ud, men vi er på ingen måde velkomne nu, så vi tager en motorcykel tilbage til hotellet.Vi spiser tidligt, for at nå det før det bliver mørk. Da vi kommer tilbage til værelset er det allerede sort nat. Mens vi står og fumler med at børste tænder i mørket kommer strømmen og vandet pludseligt tilbage. Vi skynder os at tage et brusebad (i koldt vand). Ved jo aldrig hvor længe det holder. Og går tidligt i seng. Der er ærlig talt intet at tage sig til i denne by, andet end at hænge over en øl på et støvet værtshus.
Onsdag 29/12 2010 Ndop til Kumbo
Starter dagen med en sund og nærende "pandekage" af spagetti, bønner og æg samt et par majsbrød. Herefter forlader vi Ndop og tager en shared taxi mere. Denne gang er det en Peugot 205 med 8 personer i heraf 2 store mænd og ingen børn! Denne gang sidder vi godt nok elendigt. Heidis hofteparti klemmes et par centimeter smallere og jeg får på et tidspunkt nærmest et lettere panisk anfald i varmen og det klaustrofobiske bagsædde. Vejen er ELENDIG. Heidi spørger seriøst om skal stå af og gå de sidste 15 km. (?) med rygsækkene i stedet.Kumbo er en større by i ca. 2.000 meters højde. Vi finder hurtigt et hotel "FOMO 92" til 7.500 penge. Vi går ud for at finde et internet, og finder et rigtigt afrikansk et. Det vil sige, et hvor båndbredden er næsten nul. Det et stort set umuligt at bruge det til noget, så langsomt går det.Vi går en tur ud af en vej ud af byen. Da vi kommer tilbage et par timer senere er der en masse fine mennesker på hotellets terrasse. Et bryllup? En af mændene kommer ned til os og spørger om vi ikke vil komme op. Først siger vi nej fordi vi er svedige og ret møgbeskidte. Det viser sig, at de er ved at indspille en musikvideo, og de gerne vil have vi er med. Vi skal stå ved siden af sangerinden "Ndzegha Caroline Bongtin" og danse - tja hvorfor ikke? Vi svajer lidt, mens hun mimer. Så sidder vi på et par stole mens hun mimer bag os. Bliver det et hit får vi vel procenter. Det er såmænd ikke så forkelligt fra så meget andet af det musik vi har set på videoer i busserne hernede.
Torsdag 30/12 2010 - Kumbo
Vi ville egentlig have været en tur på bjerget Oku i dag, men der var lidt for langt dertil og vi var for sent igang. I stedet går vi bare en lang tur ud på landet af en tilfældig landevej. Den er usandsynlig støvet og hullet, så vi ender med at se nærmest røde ud af støv og vores tøj er ikke meget værd til sidst. Vi vender om efter ca. 10 km. da vi kommer til en lille landingsplads.Vi vil spise tidligt i byen så vi går tidligt hjemmefra. På restauranten bestiller vi, og så venter vi, og så en gang til. Da der er gået halvvanden time og maden stadig ikke er kommet taber jeg tålmodigheden, så vi går, de bliver ved med at sige at det kommer om fem minutter. "Thats Africaa" men idag gider jeg ikke. Vi ender med at spise nogle grillspid fra en fortovsgrill, lidt lidt, men ok. Imens er strømmen såmænd gået i hele byen, så her er SORT.
Fredag 31/12 2010 - Kumbo til Foumban
Strømmen er stadig savnet til morgen og kommer ikke tilbage mens vi er i byen.Vi tager et par motorcykler til busstedet mod Foumban. Vi kommer for en gangs skyld til at vente længe, omkring en time, på at bussen(HiAcen) fyldes med over 20 personer. Men vi sidder og forsøger at fylde os med hårdt tilkæmpet fatalisme, kommer de såmænd også med en gris som bindes fast på taget. Uforfalskat dyreplageri. Vi nyder til gengæld godt af at der stadig er koloniale følelser overfor den kaukasiske race, da vi, næsten uden kamp, bliver tilbudt forsædet, som kun skal deles med chaufføren og en lille pige. Ren luksus, når man ser hvordan sardinerne er pakket bagi. Turen bliver nærmest et rent helvede. Vejen er uovertruffen dårlig, bussen er et vrag, det støver rødt alle steder. Og her er varmt som ind i h... Sveden tapløber af os. Det tager tre timer og 40 min. for de ca. 90 km.Vi finder Hotel Rifam hurtigt. Et ikke imponerende sted. Om aftenen tager vi ind til selve byen for at se hvordan man fejrer nytårsaften her. Det finder vi dog aldrig rigtig ud af. Ingen fester, ingen raketter, og ingen fulde mennesker. Vi finder simpelt hen ingen steder hvor der fejres noget. Så vi ender tilbage på hotellet hvor vi spiller kort resten af aftenen i en tom bar. Det meste af tiden er end ikke bartenderen her, men præsidenten taler til folket på tvét i baggrunden.
Lørdag 1/1 2011 - Foumban
Efter morgenmaden som vi nærmest skal tvinge hotellet til at servere køber vi busbiletter til Yaounde i morgen.Der er marked i byen hver lørdag, så der er mange tilrejsende i byen. Hertil kommer at vi nu ser at nytår tilsyneladende fejres første januar her. Det strømmer store grupper at lokale stammefolk til byen i busser, på mortorcykler og bag på lastbiler pyntet med palmeblade foran eller med blade i hånden. Alle møder konstant hinanden med et "Bonne année", som nærmest bliver dagens motto. Der er en rar afslappet fejringsstemning i byen. Her er bogstavelig talt meget farverigt, da stort set alle har farverige afrikanske skrud på. Meget etnisk!
Byen skulle være et af afrikas kunstcentre, og sandt er det i hvert fald at kan kan købe alle de masker, figurer og talismaner man måtte ønske. De fleste faktisk i flot udførelse og slet ikke dyre når det handles. Vi nøjes med et par figurer, mand og kvinde til 10.000 penge. Startbud var 30.000. Har vist glemt at skrive at klimaet er rigtig behageligt idag.
Søndag 2/1 2011 - Foumban til Youande
En rigtig transportdag. Vi skal til Youande for at kunne komme nordpå i landet. Alt transport foregår via en flaskehals af en jernbane på over 600 km. Da den udgår fra Youande er vi nu taget hertil. Vi tager direkte til banegården fordi vi håber på uafhentede billetter. Vi kan få én og det er jo lig'som en for lidt. Vi må bare prøve igen igen morgen når de åbner for salg af billetter til - i morgen!
Efter at have sendt et par postkort til vores mødre tager vi ud til trafikpladsen for shared taxis mod Ndop. Vi kommer relativt hurtigt afsted i en Toyota Hiace med 20 voksne og 3 børn (husk, der er altid plads til en til). Vejen er relativ god i forhold til hvad vi har frygtet når vi har læst om forholdene på "the ring road" som vi nu er på. Det er en rundstrækning på ialt omkring 380 km som går gennem nogle spektakulære landskaber, bjergområder og mindre by områder. Vi vil gøre lidt af den de næste par dage.
I Ndop kommer vi først til et hotel som er helt mennesketomt. Efter at have ventet en halv times tid beslutter vi at gå igen. Vi finder vi hurtigt ind på Hotel Green Valley for 10.000 fcfa, hvilket er ca. det dobbelte af hvad det burde være, men jeg tror vi fik deres største værelse. Der er ingen strøm i byen, og da vandværket godt nok har en nødstrømakumulator men ingen benzin er der heller ingen vand. Vi får at vide at strømmen forsvandt igår. Lidt bekymrende, men hvad kan vi gøre. Man bliver hurtigt lidt fatalistisk hernede!Pigen på hotellet får fat på en af sine venner, Lavett på 18 år, som er ved at skrive en bog om de lokale konsekvenser af klimakrisen! Han taler et forståeligt engelsk og viser os rundt i området. Først lidt frokost (bønner og spagetti) på, hvad der mest kan sammenlignes med kantinen ved det lokale fritidshjem. Vi tager en motorcykel (dvs vi sidder 4 på en motorcykel) et par kilometer til den herboende Fon’s palads, hvor vi vises rundt af Lavett og en af hans jævnaldrene venner. Det er meget forfaldendt og fattigt. Vi hilser på Fon’ens moder og ser 7-8 af hans koner. De bevæger sig altid rundt i paladset i én række i gåsegang, sådan gør man her. Sikke et liv for de stakkels lokale piger som udvælges til den ære at blive gift med Fon’en. Herefter ser vi det lokale vandværk som jo altså ligger stille fordi hele området mangler strøm lige nu. Vandværksbestyren spørger om vi ikke har noget med til ham. Det har vi desværre ikke, vi burde have tage et eller andet med, bare en håndfuld kuglepenne eller lignende til at dele ud som gaver.
Da vi igen kommer forbi paladset på vejen tilbage skal vi lige hilse på nogle af de ældre notabiliteter der sidder i Fon’ens garage. Og så bryder helvede løs! Først skældes Lavett og han ven hædder og ære fra i et kvarters tid uden at vi egentlig ved hvad der forgår. Så kaldes vi frem foran hoffet og så er det vores tur. Hvad bilder vi os ind at gå rundt i paladset og fotografere alt muligt traditionelt afrikansk uden at først at have præsenteret os for hoffet. Er vi vi måske afrikanere? Nej, kan vi kun svare. Er vi en del af deres traditioner? Nej, det er vi ikke, må vi indrømme. Sådan bliver det ved og ved, indtil vi undskylder mange tusinde gange, og indrømmer at det vi har gjort er meget forkert og utilgiveligt. Vi lover brødebetyngede at vi nok skal slette de foto som vi slet ikke har haft ret til at tage. Puha for en dårlig karma vi nu må have i alverdens royale kredse. Der skal være en eller anden traditionel dans foran paladset som ser ret spændende ud, men vi er på ingen måde velkomne nu, så vi tager en motorcykel tilbage til hotellet.Vi spiser tidligt, for at nå det før det bliver mørk. Da vi kommer tilbage til værelset er det allerede sort nat. Mens vi står og fumler med at børste tænder i mørket kommer strømmen og vandet pludseligt tilbage. Vi skynder os at tage et brusebad (i koldt vand). Ved jo aldrig hvor længe det holder. Og går tidligt i seng. Der er ærlig talt intet at tage sig til i denne by, andet end at hænge over en øl på et støvet værtshus.
Onsdag 29/12 2010 Ndop til Kumbo
Starter dagen med en sund og nærende "pandekage" af spagetti, bønner og æg samt et par majsbrød. Herefter forlader vi Ndop og tager en shared taxi mere. Denne gang er det en Peugot 205 med 8 personer i heraf 2 store mænd og ingen børn! Denne gang sidder vi godt nok elendigt. Heidis hofteparti klemmes et par centimeter smallere og jeg får på et tidspunkt nærmest et lettere panisk anfald i varmen og det klaustrofobiske bagsædde. Vejen er ELENDIG. Heidi spørger seriøst om skal stå af og gå de sidste 15 km. (?) med rygsækkene i stedet.Kumbo er en større by i ca. 2.000 meters højde. Vi finder hurtigt et hotel "FOMO 92" til 7.500 penge. Vi går ud for at finde et internet, og finder et rigtigt afrikansk et. Det vil sige, et hvor båndbredden er næsten nul. Det et stort set umuligt at bruge det til noget, så langsomt går det.Vi går en tur ud af en vej ud af byen. Da vi kommer tilbage et par timer senere er der en masse fine mennesker på hotellets terrasse. Et bryllup? En af mændene kommer ned til os og spørger om vi ikke vil komme op. Først siger vi nej fordi vi er svedige og ret møgbeskidte. Det viser sig, at de er ved at indspille en musikvideo, og de gerne vil have vi er med. Vi skal stå ved siden af sangerinden "Ndzegha Caroline Bongtin" og danse - tja hvorfor ikke? Vi svajer lidt, mens hun mimer. Så sidder vi på et par stole mens hun mimer bag os. Bliver det et hit får vi vel procenter. Det er såmænd ikke så forkelligt fra så meget andet af det musik vi har set på videoer i busserne hernede.
Torsdag 30/12 2010 - Kumbo
Vi ville egentlig have været en tur på bjerget Oku i dag, men der var lidt for langt dertil og vi var for sent igang. I stedet går vi bare en lang tur ud på landet af en tilfældig landevej. Den er usandsynlig støvet og hullet, så vi ender med at se nærmest røde ud af støv og vores tøj er ikke meget værd til sidst. Vi vender om efter ca. 10 km. da vi kommer til en lille landingsplads.Vi vil spise tidligt i byen så vi går tidligt hjemmefra. På restauranten bestiller vi, og så venter vi, og så en gang til. Da der er gået halvvanden time og maden stadig ikke er kommet taber jeg tålmodigheden, så vi går, de bliver ved med at sige at det kommer om fem minutter. "Thats Africaa" men idag gider jeg ikke. Vi ender med at spise nogle grillspid fra en fortovsgrill, lidt lidt, men ok. Imens er strømmen såmænd gået i hele byen, så her er SORT.
Fredag 31/12 2010 - Kumbo til Foumban
Strømmen er stadig savnet til morgen og kommer ikke tilbage mens vi er i byen.Vi tager et par motorcykler til busstedet mod Foumban. Vi kommer for en gangs skyld til at vente længe, omkring en time, på at bussen(HiAcen) fyldes med over 20 personer. Men vi sidder og forsøger at fylde os med hårdt tilkæmpet fatalisme, kommer de såmænd også med en gris som bindes fast på taget. Uforfalskat dyreplageri. Vi nyder til gengæld godt af at der stadig er koloniale følelser overfor den kaukasiske race, da vi, næsten uden kamp, bliver tilbudt forsædet, som kun skal deles med chaufføren og en lille pige. Ren luksus, når man ser hvordan sardinerne er pakket bagi. Turen bliver nærmest et rent helvede. Vejen er uovertruffen dårlig, bussen er et vrag, det støver rødt alle steder. Og her er varmt som ind i h... Sveden tapløber af os. Det tager tre timer og 40 min. for de ca. 90 km.Vi finder Hotel Rifam hurtigt. Et ikke imponerende sted. Om aftenen tager vi ind til selve byen for at se hvordan man fejrer nytårsaften her. Det finder vi dog aldrig rigtig ud af. Ingen fester, ingen raketter, og ingen fulde mennesker. Vi finder simpelt hen ingen steder hvor der fejres noget. Så vi ender tilbage på hotellet hvor vi spiller kort resten af aftenen i en tom bar. Det meste af tiden er end ikke bartenderen her, men præsidenten taler til folket på tvét i baggrunden.
Lørdag 1/1 2011 - Foumban
Efter morgenmaden som vi nærmest skal tvinge hotellet til at servere køber vi busbiletter til Yaounde i morgen.Der er marked i byen hver lørdag, så der er mange tilrejsende i byen. Hertil kommer at vi nu ser at nytår tilsyneladende fejres første januar her. Det strømmer store grupper at lokale stammefolk til byen i busser, på mortorcykler og bag på lastbiler pyntet med palmeblade foran eller med blade i hånden. Alle møder konstant hinanden med et "Bonne année", som nærmest bliver dagens motto. Der er en rar afslappet fejringsstemning i byen. Her er bogstavelig talt meget farverigt, da stort set alle har farverige afrikanske skrud på. Meget etnisk!
Byen skulle være et af afrikas kunstcentre, og sandt er det i hvert fald at kan kan købe alle de masker, figurer og talismaner man måtte ønske. De fleste faktisk i flot udførelse og slet ikke dyre når det handles. Vi nøjes med et par figurer, mand og kvinde til 10.000 penge. Startbud var 30.000. Har vist glemt at skrive at klimaet er rigtig behageligt idag.
Søndag 2/1 2011 - Foumban til Youande
En rigtig transportdag. Vi skal til Youande for at kunne komme nordpå i landet. Alt transport foregår via en flaskehals af en jernbane på over 600 km. Da den udgår fra Youande er vi nu taget hertil. Vi tager direkte til banegården fordi vi håber på uafhentede billetter. Vi kan få én og det er jo lig'som en for lidt. Vi må bare prøve igen igen morgen når de åbner for salg af billetter til - i morgen!
mandag, december 27, 2010
Fredag 24/12 2010 - Limbé
Vi går en tur i Zoo som ligger tæt på hotellet. Normal er det en deprimerende oplevelse at se de mishandlende måder man opbevarer dyr. Men her skulle det være anderledes - og det er det. Det er mere et refugium for dyr, primært gorillaer, chimpancer og andre abearter, som af forskellige grunde har været i fangeskab eller krybskytter har dræbt deres forældre. Her er en del gorillaer (12 - 15 ialt tror jeg) og flokkevis af chimpancer, og de lever under gode forhold med masser af plads. Vi møder kort en dansk pige som i to år har været system manager på stedet, hvad det så indebærer.Om aftenen spiser vi på hotellet. Jeg får grillede kæmperejer med stegte bananer, lækkert. Heidi får fisk. Vi sidder på hotellets plæne ned mod Atlanterhavet i 25 grader om aftenen og har det ganske godt.
Lørdag 25/12 2010 - Limbé
Igen laver vi ikke så meget. Vi er ude ved busstationen for buserne til Bamende for at organisere billetter til bussen i morgen, men her er lukket lige som det meste andet i byen denne juledag. Mange er pænt klædt på, og kirkerne er fulde. Folk er meget religiøse i alt de foretager sig, og byen har kirker for alle kirkeretninger man kan forestille sig. Missionærerne har virkelig haft held med sig herned. Apostolsk, 7. dags, mormoner og masser retninger jeg aldrig har hørt om, fx Burning mountain (?). Alle er i hvert fald glade og vi ønskes mange gange Happy Christmas.Eftermiddagen tilbringer vi ved hotellets pool. I løbet af eftermiddagen viser det sig at det er der rigtig mange af de lokale som også vælger denne dag. Til sidst er poolen nærmest som en sydende myrtue af sorte barnekroppe
Søndag 26/12 2010 - Limbé til Bafende
Vi er tidligt oppe, kl 6:00 så vi er klar til at blive hentet af en aftalt taxi kl. 7, som skal køre os op til busstationen, så vi kan være sikre på at få billetter. Ikke noget problem i det, så vi er med da bussen kører ved 10-tiden. Stopfuld naturligvis, så Halleluja og "Praise the Lord" for vores nummerede pladser. Det er naturligvis en oplevelse at køre bus her. Ved stoppestederne forsøger man at sælge alt muligt. Undervejs står en mand på bussen som begynder at holde en opbyggelig religiøs tale om det gode liv, guds mening med det hele og hvordan vi bedst ærer gud. Han får hele busen til at le og synge med på både børnesange og salmer. En meget sympatisk prædikant. Efter en halv times tid begynder der at dukke vendinger op i hans vanskeligt forståelige engelske. Noget om Kina og andet jeg ikke forstår i sammenhængen. Til sidst kommer han i gang med det som det hele går ud på, han er sælger for et kinesisk produkt mod involdsorme og en slags vitaminpiller. Efter den sympati han har opbygget sælger han en hel del. Flot men usympatisk show.Efter ca. 7 timer kommer vi til Bamenda og hotel Mondial som ligger i ca. 1.000 meters højde og derfor har et helt andet og behageligere klima. Til gengæld er luftforureningen om aftenen nærmest horribel. Madlavning i hele byen med åben ild og ujusterede bilkaburatorer er en prøvelse.
Mandag 27/12 2010 - Bamenda
Idag er vi på en udflugt til et palads i byen Bafut ca. 20 min. fra Bamende. Paladset har siden 1500 tallet tilhørt Fon’en i Bafut som gennem 10 generationer har været "konge" over området som i dag omfatter ca. 25.000 sjæle. En af hans mange sønner er vores guide. Han taler et noget mere forståeligt engelsk end de fleste i denne engelsktalende del af landet. Vi tilbydes til en vennepris at overvære en danseforestilling. Forestillingen er lidt kort og tom, hvilket vist ophidser en japansk turist en del, men som de selv siger hernede "This is Africaa!" Jeg ved egentlig ikke hvad det betyder, men det er noget med at man finder sig i det fordi der ikke er noget at gøre ved det alligevel.Vi vil veksle nogle at de Euro vi har med. Det er vanskeligere end man skulle tro, og koster os et stort kurstab, blandt andet fordi vi har 50 Eurosedler og ikke de store 500, så falder kursen fra 6,5 til 6,2. Så er der ikke andet at sige end "This is Africaa". Til gengæld får vi udbetalt FCFA 217.000 i 5.000 sedler og mindre. Så nu render vi rundt og ligner Michelinmænd fordi vi stoppet med pengesedler overalt de kan være.
Vi går en tur i Zoo som ligger tæt på hotellet. Normal er det en deprimerende oplevelse at se de mishandlende måder man opbevarer dyr. Men her skulle det være anderledes - og det er det. Det er mere et refugium for dyr, primært gorillaer, chimpancer og andre abearter, som af forskellige grunde har været i fangeskab eller krybskytter har dræbt deres forældre. Her er en del gorillaer (12 - 15 ialt tror jeg) og flokkevis af chimpancer, og de lever under gode forhold med masser af plads. Vi møder kort en dansk pige som i to år har været system manager på stedet, hvad det så indebærer.Om aftenen spiser vi på hotellet. Jeg får grillede kæmperejer med stegte bananer, lækkert. Heidi får fisk. Vi sidder på hotellets plæne ned mod Atlanterhavet i 25 grader om aftenen og har det ganske godt.
Lørdag 25/12 2010 - Limbé
Igen laver vi ikke så meget. Vi er ude ved busstationen for buserne til Bamende for at organisere billetter til bussen i morgen, men her er lukket lige som det meste andet i byen denne juledag. Mange er pænt klædt på, og kirkerne er fulde. Folk er meget religiøse i alt de foretager sig, og byen har kirker for alle kirkeretninger man kan forestille sig. Missionærerne har virkelig haft held med sig herned. Apostolsk, 7. dags, mormoner og masser retninger jeg aldrig har hørt om, fx Burning mountain (?). Alle er i hvert fald glade og vi ønskes mange gange Happy Christmas.Eftermiddagen tilbringer vi ved hotellets pool. I løbet af eftermiddagen viser det sig at det er der rigtig mange af de lokale som også vælger denne dag. Til sidst er poolen nærmest som en sydende myrtue af sorte barnekroppe
Søndag 26/12 2010 - Limbé til Bafende
Vi er tidligt oppe, kl 6:00 så vi er klar til at blive hentet af en aftalt taxi kl. 7, som skal køre os op til busstationen, så vi kan være sikre på at få billetter. Ikke noget problem i det, så vi er med da bussen kører ved 10-tiden. Stopfuld naturligvis, så Halleluja og "Praise the Lord" for vores nummerede pladser. Det er naturligvis en oplevelse at køre bus her. Ved stoppestederne forsøger man at sælge alt muligt. Undervejs står en mand på bussen som begynder at holde en opbyggelig religiøs tale om det gode liv, guds mening med det hele og hvordan vi bedst ærer gud. Han får hele busen til at le og synge med på både børnesange og salmer. En meget sympatisk prædikant. Efter en halv times tid begynder der at dukke vendinger op i hans vanskeligt forståelige engelske. Noget om Kina og andet jeg ikke forstår i sammenhængen. Til sidst kommer han i gang med det som det hele går ud på, han er sælger for et kinesisk produkt mod involdsorme og en slags vitaminpiller. Efter den sympati han har opbygget sælger han en hel del. Flot men usympatisk show.Efter ca. 7 timer kommer vi til Bamenda og hotel Mondial som ligger i ca. 1.000 meters højde og derfor har et helt andet og behageligere klima. Til gengæld er luftforureningen om aftenen nærmest horribel. Madlavning i hele byen med åben ild og ujusterede bilkaburatorer er en prøvelse.
Mandag 27/12 2010 - Bamenda
Idag er vi på en udflugt til et palads i byen Bafut ca. 20 min. fra Bamende. Paladset har siden 1500 tallet tilhørt Fon’en i Bafut som gennem 10 generationer har været "konge" over området som i dag omfatter ca. 25.000 sjæle. En af hans mange sønner er vores guide. Han taler et noget mere forståeligt engelsk end de fleste i denne engelsktalende del af landet. Vi tilbydes til en vennepris at overvære en danseforestilling. Forestillingen er lidt kort og tom, hvilket vist ophidser en japansk turist en del, men som de selv siger hernede "This is Africaa!" Jeg ved egentlig ikke hvad det betyder, men det er noget med at man finder sig i det fordi der ikke er noget at gøre ved det alligevel.Vi vil veksle nogle at de Euro vi har med. Det er vanskeligere end man skulle tro, og koster os et stort kurstab, blandt andet fordi vi har 50 Eurosedler og ikke de store 500, så falder kursen fra 6,5 til 6,2. Så er der ikke andet at sige end "This is Africaa". Til gengæld får vi udbetalt FCFA 217.000 i 5.000 sedler og mindre. Så nu render vi rundt og ligner Michelinmænd fordi vi stoppet med pengesedler overalt de kan være.
fredag, december 24, 2010
Onsdag 22. December 2010. (Douala til Limbé)
Så lærte vi det igen; spørg, kontroller, check og spørg så lige en gang til. Vi indleverede vores tøj til vask i går, for lige at få bund i stakken fra rejsen før vi på resten af turen selv gør det. Vi glemte bare at aftale prisen! Big mistake. Det kostede os over 300 kr. for en minimal vask - æv.
Bortset fra det, så forlod vi som planlagt hotellet og Douala i dag uden de stor savn. Vi tog en taxa fra hotellet og i stedet for kun at tage taxa’en hen til fællesstoppestedet for shared taxi så overtalte chaufføren os til at lade sig køre os helt til Limbe for 25.000 fca. (ryk kommaet to pladser til venstre og rund resultatet ca. 10 % op). Det gjorde turen hurtigere og behageligere og kun ca. 2,5 gange dyrere og så sjov er shared Taxi heller ikke.
Vi bor nu på Park Hotel Miramare for 15.000 i døgnet, som skal forudbetales pr. døgn. Sådan gør man åbenbart her. Det er et stille og roligt hotel lidt uden for byen, lige ned til Atlanterhavet, med fri udsyn til nogle småøer/skær og en olieboreplatform! For at komme hertil skal man køre gennem Botanisk have. Både til frokost og til aften fik vi nogle vidunderlige fiskeretter (grillede spyd med blæksprutter til frokost og "fisk" til aften).
Allerede nu kan vi iagtage i det små hvad trygheden eller manglen på samme betyder for et samfund. Undervejs bad chauføren om et forskud på betalingen. Fra tidligere ved jeg jo at han skal bruge dem til benzin, så han fik 10.000. På tankstatinon kunne jeg se at først gav han tankpasseren 5.000, så fik han benzin på, og så betalte han de sidste 5.000. Sådan er det hele vejen igennem. Når ingen i samfundet tør stole på en fælles myndighed eller etik, så er alle nødt til at brug alle mulige øvelser på at påtage sig så lille risiko som muligt. Og finde metoder til at dele risici. Tænk hvor mange ressourcer der bruges på det, i stedet for på produktive initiativer.
Onsdag 23. December 2010 - Limbé
Hurra. Det viser sig at vores badeværelsesvindue vender ud mod køkkenets bagområde, hvor de hører musik fra 7 om morgenen, så risikoen for at sove for længe er lille. Hvor heldig har man lov at være?
Til værelset hører én portion morgenmad(!) Den anden må vi købe ved siden af. Vi må slås lidt om hvem der er gratis og hvem der er koster. I øvrigt bliver det 5.000 for en ok portion morgenmad, så det går såmænd nok.
Vi går en tur rundt i byen og ser på forholdene, på marked, spiser lokal frokost, finder en rigtig bredbånds Internetcafe og sådan noget...
Folkene her er ikke meget for at blive fotograferede, de er faktisk ret fjendtlige når jeg finder kammeraet frem. Så det bliver ikke til så mange menneskefoto. Jeg ved ikke endnu hvor meget vi skal lægge i det. Området var hårdt ramt af slavehandelen. Og nu kommer vi hvide så igen med alle vores penge og vil bare fotografere det fattige folkeliv. Måske fortolker jeg for meget. Det kan også være at de bare er trætte af turister her i byen.
Der er bryllup på vores hotel, Maurice og Therese er smedet sammen og der er stor middag ved poolen med stammeoptræden, trutorkester og adskillige dårlige taler. Vi går ud og spiser en fabelagtig Barracuda på en nærliggende restaurant og taler om at nu skal vi nok ligge vågne til festmusik hele natten. Da vi kommer tilbage er festen slut, gæsterne gået og de sidste stole ved at blive pakket sammen. Hernede kommer man åbenbart for at spise, og det er det!
Så lærte vi det igen; spørg, kontroller, check og spørg så lige en gang til. Vi indleverede vores tøj til vask i går, for lige at få bund i stakken fra rejsen før vi på resten af turen selv gør det. Vi glemte bare at aftale prisen! Big mistake. Det kostede os over 300 kr. for en minimal vask - æv.
Bortset fra det, så forlod vi som planlagt hotellet og Douala i dag uden de stor savn. Vi tog en taxa fra hotellet og i stedet for kun at tage taxa’en hen til fællesstoppestedet for shared taxi så overtalte chaufføren os til at lade sig køre os helt til Limbe for 25.000 fca. (ryk kommaet to pladser til venstre og rund resultatet ca. 10 % op). Det gjorde turen hurtigere og behageligere og kun ca. 2,5 gange dyrere og så sjov er shared Taxi heller ikke.
Vi bor nu på Park Hotel Miramare for 15.000 i døgnet, som skal forudbetales pr. døgn. Sådan gør man åbenbart her. Det er et stille og roligt hotel lidt uden for byen, lige ned til Atlanterhavet, med fri udsyn til nogle småøer/skær og en olieboreplatform! For at komme hertil skal man køre gennem Botanisk have. Både til frokost og til aften fik vi nogle vidunderlige fiskeretter (grillede spyd med blæksprutter til frokost og "fisk" til aften).
Allerede nu kan vi iagtage i det små hvad trygheden eller manglen på samme betyder for et samfund. Undervejs bad chauføren om et forskud på betalingen. Fra tidligere ved jeg jo at han skal bruge dem til benzin, så han fik 10.000. På tankstatinon kunne jeg se at først gav han tankpasseren 5.000, så fik han benzin på, og så betalte han de sidste 5.000. Sådan er det hele vejen igennem. Når ingen i samfundet tør stole på en fælles myndighed eller etik, så er alle nødt til at brug alle mulige øvelser på at påtage sig så lille risiko som muligt. Og finde metoder til at dele risici. Tænk hvor mange ressourcer der bruges på det, i stedet for på produktive initiativer.
Onsdag 23. December 2010 - Limbé
Hurra. Det viser sig at vores badeværelsesvindue vender ud mod køkkenets bagområde, hvor de hører musik fra 7 om morgenen, så risikoen for at sove for længe er lille. Hvor heldig har man lov at være?
Til værelset hører én portion morgenmad(!) Den anden må vi købe ved siden af. Vi må slås lidt om hvem der er gratis og hvem der er koster. I øvrigt bliver det 5.000 for en ok portion morgenmad, så det går såmænd nok.
Vi går en tur rundt i byen og ser på forholdene, på marked, spiser lokal frokost, finder en rigtig bredbånds Internetcafe og sådan noget...
Folkene her er ikke meget for at blive fotograferede, de er faktisk ret fjendtlige når jeg finder kammeraet frem. Så det bliver ikke til så mange menneskefoto. Jeg ved ikke endnu hvor meget vi skal lægge i det. Området var hårdt ramt af slavehandelen. Og nu kommer vi hvide så igen med alle vores penge og vil bare fotografere det fattige folkeliv. Måske fortolker jeg for meget. Det kan også være at de bare er trætte af turister her i byen.
Der er bryllup på vores hotel, Maurice og Therese er smedet sammen og der er stor middag ved poolen med stammeoptræden, trutorkester og adskillige dårlige taler. Vi går ud og spiser en fabelagtig Barracuda på en nærliggende restaurant og taler om at nu skal vi nok ligge vågne til festmusik hele natten. Da vi kommer tilbage er festen slut, gæsterne gået og de sidste stole ved at blive pakket sammen. Hernede kommer man åbenbart for at spise, og det er det!
tirsdag, december 21, 2010
Lørdag d. 18.december.
Vi tager S-toget til Nørreport og skifter derefter til Metroen. Så vimærker intet til sneen bortset fra at det er koldt. Vi kommer fint til Kastrup og da vi har tjekket ind hjemmfra får vi også hurtigt afleveret bagagen. Der er står ikke hvor vores fly skal afgå fra, så vi venter et stykke tid. Så kan vi se at vi først skal flyve senere, Vi går ind i loungen, som vi kan få adgang til via Mastercard og spiser noget frokost der. Selvom det ialt koster 175 kroner, er de penge hurtigt sparret. Vi bliver en del forsinket og er først i Brussel klokken 18.30, så det var godt vi ikke skulle videre til Afrika i dag. Vi finder bussen til byen og det tager blot to minutter at finde vores hotel. Vi spiser i nærheden af hotellet, da vejret ikke ligefrem indbyder til at slentre rundt i byen - det er pivkoldt og absolut ikke til Afrikatøj.
Søndag d. 19. December.
Vi går ind til Grand Place og kigger på den julepyntede by. Det er nu hyggeligt nok, selv om det sner og er møjkoldt. Vi finder et hyggeligt sted for at få en øl (Kriek til Jens), og beslutter også at spise frokost der. Går igen lidt rundt og finder så hotellet for at få varmen igen. Det koster 10 euro at få netadgang på hotellet, så det gider vi ikke. Vi havde aftenen før set et hyggeligt sted nær hotellet hvor vi ville spise, men det er lukket, så det bliver i stedet Taverna Copenhagen endnu nærmere hotellet, selvom vi synes det er lidt åndsvagt at gå derind.
Mandag 20. december.
Vikommer uden problemer med bus ud af det endnu mere snedækkede Bruxelles til lufthavnen. Vi har på CNN og andre kanaler kunnet se at lufthavne i hele Europa har været lukkede de seneste par dage, så vi er lidt spændte på hvor det ser ud for os. Vi rammes dog kun indirekte. Vores fly er klar, men der mangler folk til at laste bagagen fordi de har arbejdet så meget med sneen de seneste dage. Så vi forsinkes over 2 timer mens vi kan se flyet står klart med lastede bagagevogne ved siden af. Afsted kommer vi til Tripolis, hvor vi selvfølgelig forsinkes af ukendte årsager. Vi kommer dog afsted men kommer først til Douala et par timer for sent. Og så har vi balladen! Vores bagage kommer ikke på båndet i en totalt kaotisk, overfyldt og varm lufthavn. Efter en times tiltagende ærgelse og begyndende panik viser det sig dog pludselig at vores bagage er kommer ind via et andet bånd i den lille ankomsthal og ligger i en kæmpe bunke af uafhentet bagage. Pyha, hvis vi skal bruge vores rejseforsikring skal det altså ikke være i en afrikansk storby hvor det stort set ikke er noget vi gider eje. Vi fanger hurtigt en Taxi til hotellet og er fremme ved tretiden. En halv time efter, da vi allerede sover ringer receptionen om vi ikke lige gider kommer ned fordi de gerne vil have os til at betale på forhånd! Helt ærligt, da var de ikke populære.
Tirsdag 21. December 2010.
Står sent op og spiser formiddagmad på Hotellet, "Minotel Vallé Des Princes Hotel". Går ind til byen som sjovt nok er fuld af Negere!!! Det er varmt og fugtigt, og her er ikke meget anderledes end de andre byer af den slags jeg har set. Men vi er igang. Foretager os ikke noget særligt ud over at vænne os til at vi er her. Aftensmad spiser vi i gården hos en familie som har et lille (vi er eneste gæster) spisested. For 100 kr. får vi to liter KOLD øl og en kylling som er pragtfuld krydret og grillet samt ristede bananer som tilbehør. Spist med fingrene så fedtet driver ned af hagen. Alt sammen nydt mens familien liv foregår omkring os med børnevask, tøjvask, familiemedlemmer der kommer fra arbejde etc.
Vi tager S-toget til Nørreport og skifter derefter til Metroen. Så vimærker intet til sneen bortset fra at det er koldt. Vi kommer fint til Kastrup og da vi har tjekket ind hjemmfra får vi også hurtigt afleveret bagagen. Der er står ikke hvor vores fly skal afgå fra, så vi venter et stykke tid. Så kan vi se at vi først skal flyve senere, Vi går ind i loungen, som vi kan få adgang til via Mastercard og spiser noget frokost der. Selvom det ialt koster 175 kroner, er de penge hurtigt sparret. Vi bliver en del forsinket og er først i Brussel klokken 18.30, så det var godt vi ikke skulle videre til Afrika i dag. Vi finder bussen til byen og det tager blot to minutter at finde vores hotel. Vi spiser i nærheden af hotellet, da vejret ikke ligefrem indbyder til at slentre rundt i byen - det er pivkoldt og absolut ikke til Afrikatøj.
Søndag d. 19. December.
Vi går ind til Grand Place og kigger på den julepyntede by. Det er nu hyggeligt nok, selv om det sner og er møjkoldt. Vi finder et hyggeligt sted for at få en øl (Kriek til Jens), og beslutter også at spise frokost der. Går igen lidt rundt og finder så hotellet for at få varmen igen. Det koster 10 euro at få netadgang på hotellet, så det gider vi ikke. Vi havde aftenen før set et hyggeligt sted nær hotellet hvor vi ville spise, men det er lukket, så det bliver i stedet Taverna Copenhagen endnu nærmere hotellet, selvom vi synes det er lidt åndsvagt at gå derind.
Mandag 20. december.
Vikommer uden problemer med bus ud af det endnu mere snedækkede Bruxelles til lufthavnen. Vi har på CNN og andre kanaler kunnet se at lufthavne i hele Europa har været lukkede de seneste par dage, så vi er lidt spændte på hvor det ser ud for os. Vi rammes dog kun indirekte. Vores fly er klar, men der mangler folk til at laste bagagen fordi de har arbejdet så meget med sneen de seneste dage. Så vi forsinkes over 2 timer mens vi kan se flyet står klart med lastede bagagevogne ved siden af. Afsted kommer vi til Tripolis, hvor vi selvfølgelig forsinkes af ukendte årsager. Vi kommer dog afsted men kommer først til Douala et par timer for sent. Og så har vi balladen! Vores bagage kommer ikke på båndet i en totalt kaotisk, overfyldt og varm lufthavn. Efter en times tiltagende ærgelse og begyndende panik viser det sig dog pludselig at vores bagage er kommer ind via et andet bånd i den lille ankomsthal og ligger i en kæmpe bunke af uafhentet bagage. Pyha, hvis vi skal bruge vores rejseforsikring skal det altså ikke være i en afrikansk storby hvor det stort set ikke er noget vi gider eje. Vi fanger hurtigt en Taxi til hotellet og er fremme ved tretiden. En halv time efter, da vi allerede sover ringer receptionen om vi ikke lige gider kommer ned fordi de gerne vil have os til at betale på forhånd! Helt ærligt, da var de ikke populære.
Tirsdag 21. December 2010.
Står sent op og spiser formiddagmad på Hotellet, "Minotel Vallé Des Princes Hotel". Går ind til byen som sjovt nok er fuld af Negere!!! Det er varmt og fugtigt, og her er ikke meget anderledes end de andre byer af den slags jeg har set. Men vi er igang. Foretager os ikke noget særligt ud over at vænne os til at vi er her. Aftensmad spiser vi i gården hos en familie som har et lille (vi er eneste gæster) spisested. For 100 kr. får vi to liter KOLD øl og en kylling som er pragtfuld krydret og grillet samt ristede bananer som tilbehør. Spist med fingrene så fedtet driver ned af hagen. Alt sammen nydt mens familien liv foregår omkring os med børnevask, tøjvask, familiemedlemmer der kommer fra arbejde etc.
onsdag, januar 20, 2010
Lørdag den 23. januar (Granada til "hjem")
Hjemturen forløber uden særlige hændelser, og dagbogen afsluttes for denne gang.
Fredag den 22. januar (Granada)
Her til morgen hentes vi af Ole. Det er en anden dansker vi mødte oppe i byen forleden. Han er Nicaraguansk gift og har sammen med sin kone startet en skofabrik "Ole". Vi ser hans fabrik med 18 ansatte som laver sko til hele Nicaragua. Han fortæller meget om livet her i landet. En mindsteløn er på omkring 30 Colones, lidt under 10 kroner. Han betaler dog omkring 50 til sine medarbejdere for at sikre sig at de ikke bare rejste og tog deres viden med sig. Alt hvad fabrikken har af overskud går til hjælpe arbejde blandt byens indbyggere. Primært, tror jeg, til skolepenge for kvikke, men fattige børn, mest piger. Han levede selv af pengene fra salget af en virksomhed han i sin tid startede op i Danmark.
Han fortæller os også, at når man starter virksomhed her så vælger man mellem to skatteregler, enten betaler man hvad der svarer til 75 kroner om året (!) i skat, eller også betaler man 15% af overskuddet. Og dette gælder uanset hvor stor virksomheden ender med at blive! Trods disse slaraffenbetingelser så er her altså stadig omkring 50 % arbejdsløshed, så her er brug for alt den hjælp der kan skaffes.
Vi hører fra Ole at der om aftenen skal spilles finale om det Nicaraguanske mesterskab i baseball. Så klokken 17:30 mødes vi med ham foran byens stadion. Selv om kampen først starter 19:00 så er stadion tæt på at være fyldt allerede. Vi stå mellem tilhængerne af Leon, udeholdet, og Granada, hjemmeholdet. Larmen og intensiteten er overvældende.
Kampen indledes med at vi, Granada, spilles fuldstændigt ud af banen de første 3 innings og man hører nærmest ikke Granada tilhængere. Så pludseligt i 4 inning vender det fuldstændig og Leons forspring indhentes næsten. Herefter er det meget lige, men Leon er dog hele tiden lidt bedre. Det ender også med at Leon bliver mestre, til ubeskrivelig jubel for de tilrejsende tilhængere.
Torsdag den 21. januar (Granada)
Klokken 8 tager vi en tur op på vulkanen Mombacho, som ligger tæt på Granada. Fra indkørslen til naturreservatet og op et sted nær toppen køres vi i en miltærlastbil. Vi får at vide, at dele af stigningen er på 40%. Det tillader jeg mig trods alt at tvivle på, men ingen tvivl om at motoren får lov at trække. Vi går en 2,5 timer lang tur med vores egen guide rundt om kraterne. Skoven er en tågeskov med et imponerende plante- og dyreliv. Fugten giver optimale vækstbetingelser. Vi er tilbage i byen ved tre-tiden.
Klokken seks går ved ned til Caritas Felicitaz. Det er et hjælpeprojekt som drives og financieres af danskeren Peter Kolind. Flere hundrede børn fra byen får her et dagligt måltid mad, og motiveres på flere måder til at få uddannelse og lærer i det hele taget at gøre hvad de kan for at forbedre egne livsbetingelser. Fx. skal alle børnene på skift underholde en halv time før maden uddeles. Motivet er, at hvis man først har mod til at stille sig op foran måske 500 mennesker og underholde, så er det med til at lære en at nedbryde nogle grænser hos sig selv. Stemningen er i hvert fald høj og positiv.
Peter er selv til stede og kommer over og hilser på. Vi falder jo lidt udenfor så det er nemt at se at vi er fremmede. Her er også tre andre, som viser sig at være andre danskere som er på besøg og som han kender i forvejen. Det ender med at vi alle inviteres hjem til Peter og spise. Maden skal vi dog lave i fællesskab.
Han bor i et sindsygt flot hus på 2.000 m2 tæt på vores lille beskedne BB.
Maden vi ender med at få lavet er et supermåltid. Undervejs fortæller Peter at grunden til at han inviterede os var at han havde lyst til at tale med nogle danskere om to ting:
1 - En virksomhed han havde været med til at starte som en afdeling af DanSikring, var blevet solgt dagen før for 2 mia. dollar. Dog ikke penge han ville få. Han var dog tydeligvis stolt over at det var hans barn som var vokset til denne værdi. (NB: Peter har selv startet Dansikring rundt om i verden og har tjent flere formuer på det)
2 - Der var afsløret planer om at bortføre ham og dette ville snart blive afluttet med nogle anholdelser. Dette havde naturligvis fyldt meget hos ham i en periode.
Efterfølgende spillede vi en snooker turnering, som dog pludseligt blev afsluttet da han med et blev træt og bad os gå. Vi følte os ærlig talt lidt perplekse. Lidt som om vi var hans underholdning til aften og da vi var brugte blev vi kasserede. Men måske er jeg uretfærdig. Han var måske bare træt.
I øvrigt var her også en tredje person. En amerikaner som sammen med sin søn var skattejæger. Men det er en helt anden historie som vist ikke har så meget med Nicaragua at gøre.
Onsdag den 20. januar (Granada)
Om eftermiddagen er vi på sejltur rundt i Las Isletas, som er en skærgårdsgruppe på 366 øer som ligger i Nicaragua-søen lige ud for Granada. Der en en del rige Nica'er og udlændinge som har købt en ø og bygget et hus. Det har fået priserne op i et sindsygt leje, efter Nicaragua forhold i hvert fald. Flere hundredetusinde US-dollar. Som flere gange før på turen hører vi også her kraftig kritik af Daniel Ortega fra alle som har lidt uddannelse.
Om aftenen spiser vi på Doña Cochi, en super restaurant. Vi får det hele, super bøf, dessert, kaffe og hvad der hører til, alt i gennemført kvalitet, og for første gang på turen er vi meget tæt på 200 kroner.
Tirsdag den 19. januar (Granada)
Vi tager fra morgenen af bussen til den nærliggende by Masapaya. Her kan man på markedet få alle de turist souvenirs man kan drømme om her i landet. Vi går rundt og kigger og køber nogle småting. Vi overvejer et par flotte naivistiske billeder men falder dog alligevel fra. Ud på eftermiddagen beslutter vi at tage op på den nærliggende vulkan af samme navn som byen. Vi for fat på en taxi som skal have 10 US-dollar for at køre turen og aflevere os i Granada. Billigt men ikke urimligt billigt. Vi får dog kun et kvarters tid på vulkanen, da naturreservatet lukker allerede klokken 17. Lidt surt, men OK vi kan sige vi har "seen that, done that". Da vi kommer til Granada vil chaufføren pludselig have 30 dollar i stedet. Det er formentlig os som har misforstået, men vi vil dog alligevel ikke betale hele forskellen. Han får hvad det svarer til nogle og tyve dollar, som er en høj, men rimelig pris. Men jeg behøver vel ikke skrive at han var møjsur. Også irriterende for os for vi ville aldrig have betalt den pris, vi kunne selv have gjort det meget billigere.
Mandag den 18. januar (Ometepe til Granada)
I dag bliver den sidste større transport på turen. Vi tager her fra den dejlige ø og videre til Granada som bliver vores station indtil vi flyver hjem. Sejlturen fra øen er problemfri og vi finder også hurtigt ud af hvordan vi via en mellemby kan kombinere busserne fra Riva til Granada. Så vi er fremme midt på dagen. Vi finder hurtigt et værelse til 20 US dollar som ligger meget centralt i byen. Vi skal lige rundt om hjørnet så har vi byens livligste handelsgade mellem centrum og markedspladsen Også her er der i øvrigt forbløffende få biler og lige så forbløffende mange cykler. Sådan har det været i hele landet. Biltrafikken er på grund af fattigdommen (og de relativt korte afstande) begrænset. Det giver plads til at cyklerne er så talrige. Derudover er det meget normalt at bruge heste som transportmiddel. Bilisterne er samtidig relativt opmærksomme overfor cyklerne, så det er i virkeligheden et at de mest indlysende cykelferielande jeg har været i.
Hjemturen forløber uden særlige hændelser, og dagbogen afsluttes for denne gang.
Fredag den 22. januar (Granada)
Her til morgen hentes vi af Ole. Det er en anden dansker vi mødte oppe i byen forleden. Han er Nicaraguansk gift og har sammen med sin kone startet en skofabrik "Ole". Vi ser hans fabrik med 18 ansatte som laver sko til hele Nicaragua. Han fortæller meget om livet her i landet. En mindsteløn er på omkring 30 Colones, lidt under 10 kroner. Han betaler dog omkring 50 til sine medarbejdere for at sikre sig at de ikke bare rejste og tog deres viden med sig. Alt hvad fabrikken har af overskud går til hjælpe arbejde blandt byens indbyggere. Primært, tror jeg, til skolepenge for kvikke, men fattige børn, mest piger. Han levede selv af pengene fra salget af en virksomhed han i sin tid startede op i Danmark.
Han fortæller os også, at når man starter virksomhed her så vælger man mellem to skatteregler, enten betaler man hvad der svarer til 75 kroner om året (!) i skat, eller også betaler man 15% af overskuddet. Og dette gælder uanset hvor stor virksomheden ender med at blive! Trods disse slaraffenbetingelser så er her altså stadig omkring 50 % arbejdsløshed, så her er brug for alt den hjælp der kan skaffes.
Vi hører fra Ole at der om aftenen skal spilles finale om det Nicaraguanske mesterskab i baseball. Så klokken 17:30 mødes vi med ham foran byens stadion. Selv om kampen først starter 19:00 så er stadion tæt på at være fyldt allerede. Vi stå mellem tilhængerne af Leon, udeholdet, og Granada, hjemmeholdet. Larmen og intensiteten er overvældende.
Kampen indledes med at vi, Granada, spilles fuldstændigt ud af banen de første 3 innings og man hører nærmest ikke Granada tilhængere. Så pludseligt i 4 inning vender det fuldstændig og Leons forspring indhentes næsten. Herefter er det meget lige, men Leon er dog hele tiden lidt bedre. Det ender også med at Leon bliver mestre, til ubeskrivelig jubel for de tilrejsende tilhængere.
Torsdag den 21. januar (Granada)
Klokken 8 tager vi en tur op på vulkanen Mombacho, som ligger tæt på Granada. Fra indkørslen til naturreservatet og op et sted nær toppen køres vi i en miltærlastbil. Vi får at vide, at dele af stigningen er på 40%. Det tillader jeg mig trods alt at tvivle på, men ingen tvivl om at motoren får lov at trække. Vi går en 2,5 timer lang tur med vores egen guide rundt om kraterne. Skoven er en tågeskov med et imponerende plante- og dyreliv. Fugten giver optimale vækstbetingelser. Vi er tilbage i byen ved tre-tiden.
Klokken seks går ved ned til Caritas Felicitaz. Det er et hjælpeprojekt som drives og financieres af danskeren Peter Kolind. Flere hundrede børn fra byen får her et dagligt måltid mad, og motiveres på flere måder til at få uddannelse og lærer i det hele taget at gøre hvad de kan for at forbedre egne livsbetingelser. Fx. skal alle børnene på skift underholde en halv time før maden uddeles. Motivet er, at hvis man først har mod til at stille sig op foran måske 500 mennesker og underholde, så er det med til at lære en at nedbryde nogle grænser hos sig selv. Stemningen er i hvert fald høj og positiv.
Peter er selv til stede og kommer over og hilser på. Vi falder jo lidt udenfor så det er nemt at se at vi er fremmede. Her er også tre andre, som viser sig at være andre danskere som er på besøg og som han kender i forvejen. Det ender med at vi alle inviteres hjem til Peter og spise. Maden skal vi dog lave i fællesskab.
Han bor i et sindsygt flot hus på 2.000 m2 tæt på vores lille beskedne BB.
Maden vi ender med at få lavet er et supermåltid. Undervejs fortæller Peter at grunden til at han inviterede os var at han havde lyst til at tale med nogle danskere om to ting:
1 - En virksomhed han havde været med til at starte som en afdeling af DanSikring, var blevet solgt dagen før for 2 mia. dollar. Dog ikke penge han ville få. Han var dog tydeligvis stolt over at det var hans barn som var vokset til denne værdi. (NB: Peter har selv startet Dansikring rundt om i verden og har tjent flere formuer på det)
2 - Der var afsløret planer om at bortføre ham og dette ville snart blive afluttet med nogle anholdelser. Dette havde naturligvis fyldt meget hos ham i en periode.
Efterfølgende spillede vi en snooker turnering, som dog pludseligt blev afsluttet da han med et blev træt og bad os gå. Vi følte os ærlig talt lidt perplekse. Lidt som om vi var hans underholdning til aften og da vi var brugte blev vi kasserede. Men måske er jeg uretfærdig. Han var måske bare træt.
I øvrigt var her også en tredje person. En amerikaner som sammen med sin søn var skattejæger. Men det er en helt anden historie som vist ikke har så meget med Nicaragua at gøre.
Onsdag den 20. januar (Granada)
Om eftermiddagen er vi på sejltur rundt i Las Isletas, som er en skærgårdsgruppe på 366 øer som ligger i Nicaragua-søen lige ud for Granada. Der en en del rige Nica'er og udlændinge som har købt en ø og bygget et hus. Det har fået priserne op i et sindsygt leje, efter Nicaragua forhold i hvert fald. Flere hundredetusinde US-dollar. Som flere gange før på turen hører vi også her kraftig kritik af Daniel Ortega fra alle som har lidt uddannelse.
Om aftenen spiser vi på Doña Cochi, en super restaurant. Vi får det hele, super bøf, dessert, kaffe og hvad der hører til, alt i gennemført kvalitet, og for første gang på turen er vi meget tæt på 200 kroner.
Tirsdag den 19. januar (Granada)
Vi tager fra morgenen af bussen til den nærliggende by Masapaya. Her kan man på markedet få alle de turist souvenirs man kan drømme om her i landet. Vi går rundt og kigger og køber nogle småting. Vi overvejer et par flotte naivistiske billeder men falder dog alligevel fra. Ud på eftermiddagen beslutter vi at tage op på den nærliggende vulkan af samme navn som byen. Vi for fat på en taxi som skal have 10 US-dollar for at køre turen og aflevere os i Granada. Billigt men ikke urimligt billigt. Vi får dog kun et kvarters tid på vulkanen, da naturreservatet lukker allerede klokken 17. Lidt surt, men OK vi kan sige vi har "seen that, done that". Da vi kommer til Granada vil chaufføren pludselig have 30 dollar i stedet. Det er formentlig os som har misforstået, men vi vil dog alligevel ikke betale hele forskellen. Han får hvad det svarer til nogle og tyve dollar, som er en høj, men rimelig pris. Men jeg behøver vel ikke skrive at han var møjsur. Også irriterende for os for vi ville aldrig have betalt den pris, vi kunne selv have gjort det meget billigere.
Mandag den 18. januar (Ometepe til Granada)
I dag bliver den sidste større transport på turen. Vi tager her fra den dejlige ø og videre til Granada som bliver vores station indtil vi flyver hjem. Sejlturen fra øen er problemfri og vi finder også hurtigt ud af hvordan vi via en mellemby kan kombinere busserne fra Riva til Granada. Så vi er fremme midt på dagen. Vi finder hurtigt et værelse til 20 US dollar som ligger meget centralt i byen. Vi skal lige rundt om hjørnet så har vi byens livligste handelsgade mellem centrum og markedspladsen Også her er der i øvrigt forbløffende få biler og lige så forbløffende mange cykler. Sådan har det været i hele landet. Biltrafikken er på grund af fattigdommen (og de relativt korte afstande) begrænset. Det giver plads til at cyklerne er så talrige. Derudover er det meget normalt at bruge heste som transportmiddel. Bilisterne er samtidig relativt opmærksomme overfor cyklerne, så det er i virkeligheden et at de mest indlysende cykelferielande jeg har været i.
Abonner på:
Opslag (Atom)