mandag, december 27, 2010

Fredag 24/12 2010 - Limbé
Vi går en tur i Zoo som ligger tæt på hotellet. Normal er det en deprimerende oplevelse at se de mishandlende måder man opbevarer dyr. Men her skulle det være anderledes - og det er det. Det er mere et refugium for dyr, primært gorillaer, chimpancer og andre abearter, som af forskellige grunde har været i fangeskab eller krybskytter har dræbt deres forældre. Her er en del gorillaer (12 - 15 ialt tror jeg) og flokkevis af chimpancer, og de lever under gode forhold med masser af plads. Vi møder kort en dansk pige som i to år har været system manager på stedet, hvad det så indebærer.Om aftenen spiser vi på hotellet. Jeg får grillede kæmperejer med stegte bananer, lækkert. Heidi får fisk. Vi sidder på hotellets plæne ned mod Atlanterhavet i 25 grader om aftenen og har det ganske godt.

Lørdag 25/12 2010 - Limbé
Igen laver vi ikke så meget. Vi er ude ved busstationen for buserne til Bamende for at organisere billetter til bussen i morgen, men her er lukket lige som det meste andet i byen denne juledag. Mange er pænt klædt på, og kirkerne er fulde. Folk er meget religiøse i alt de foretager sig, og byen har kirker for alle kirkeretninger man kan forestille sig. Missionærerne har virkelig haft held med sig herned. Apostolsk, 7. dags, mormoner og masser retninger jeg aldrig har hørt om, fx Burning mountain (?). Alle er i hvert fald glade og vi ønskes mange gange Happy Christmas.Eftermiddagen tilbringer vi ved hotellets pool. I løbet af eftermiddagen viser det sig at det er der rigtig mange af de lokale som også vælger denne dag. Til sidst er poolen nærmest som en sydende myrtue af sorte barnekroppe

Søndag 26/12 2010 - Limbé til Bafende
Vi er tidligt oppe, kl 6:00 så vi er klar til at blive hentet af en aftalt taxi kl. 7, som skal køre os op til busstationen, så vi kan være sikre på at få billetter. Ikke noget problem i det, så vi er med da bussen kører ved 10-tiden. Stopfuld naturligvis, så Halleluja og "Praise the Lord" for vores nummerede pladser. Det er naturligvis en oplevelse at køre bus her. Ved stoppestederne forsøger man at sælge alt muligt. Undervejs står en mand på bussen som begynder at holde en opbyggelig religiøs tale om det gode liv, guds mening med det hele og hvordan vi bedst ærer gud. Han får hele busen til at le og synge med på både børnesange og salmer. En meget sympatisk prædikant. Efter en halv times tid begynder der at dukke vendinger op i hans vanskeligt forståelige engelske. Noget om Kina og andet jeg ikke forstår i sammenhængen. Til sidst kommer han i gang med det som det hele går ud på, han er sælger for et kinesisk produkt mod involdsorme og en slags vitaminpiller. Efter den sympati han har opbygget sælger han en hel del. Flot men usympatisk show.Efter ca. 7 timer kommer vi til Bamenda og hotel Mondial som ligger i ca. 1.000 meters højde og derfor har et helt andet og behageligere klima. Til gengæld er luftforureningen om aftenen nærmest horribel. Madlavning i hele byen med åben ild og ujusterede bilkaburatorer er en prøvelse.

Mandag 27/12 2010 - Bamenda
Idag er vi på en udflugt til et palads i byen Bafut ca. 20 min. fra Bamende. Paladset har siden 1500 tallet tilhørt Fon’en i Bafut som gennem 10 generationer har været "konge" over området som i dag omfatter ca. 25.000 sjæle. En af hans mange sønner er vores guide. Han taler et noget mere forståeligt engelsk end de fleste i denne engelsktalende del af landet. Vi tilbydes til en vennepris at overvære en danseforestilling. Forestillingen er lidt kort og tom, hvilket vist ophidser en japansk turist en del, men som de selv siger hernede "This is Africaa!" Jeg ved egentlig ikke hvad det betyder, men det er noget med at man finder sig i det fordi der ikke er noget at gøre ved det alligevel.Vi vil veksle nogle at de Euro vi har med. Det er vanskeligere end man skulle tro, og koster os et stort kurstab, blandt andet fordi vi har 50 Eurosedler og ikke de store 500, så falder kursen fra 6,5 til 6,2. Så er der ikke andet at sige end "This is Africaa". Til gengæld får vi udbetalt FCFA 217.000 i 5.000 sedler og mindre. Så nu render vi rundt og ligner Michelinmænd fordi vi stoppet med pengesedler overalt de kan være.

Ingen kommentarer: