Onsdag 22. December 2010. (Douala til Limbé)
Så lærte vi det igen; spørg, kontroller, check og spørg så lige en gang til. Vi indleverede vores tøj til vask i går, for lige at få bund i stakken fra rejsen før vi på resten af turen selv gør det. Vi glemte bare at aftale prisen! Big mistake. Det kostede os over 300 kr. for en minimal vask - æv.
Bortset fra det, så forlod vi som planlagt hotellet og Douala i dag uden de stor savn. Vi tog en taxa fra hotellet og i stedet for kun at tage taxa’en hen til fællesstoppestedet for shared taxi så overtalte chaufføren os til at lade sig køre os helt til Limbe for 25.000 fca. (ryk kommaet to pladser til venstre og rund resultatet ca. 10 % op). Det gjorde turen hurtigere og behageligere og kun ca. 2,5 gange dyrere og så sjov er shared Taxi heller ikke.
Vi bor nu på Park Hotel Miramare for 15.000 i døgnet, som skal forudbetales pr. døgn. Sådan gør man åbenbart her. Det er et stille og roligt hotel lidt uden for byen, lige ned til Atlanterhavet, med fri udsyn til nogle småøer/skær og en olieboreplatform! For at komme hertil skal man køre gennem Botanisk have. Både til frokost og til aften fik vi nogle vidunderlige fiskeretter (grillede spyd med blæksprutter til frokost og "fisk" til aften).
Allerede nu kan vi iagtage i det små hvad trygheden eller manglen på samme betyder for et samfund. Undervejs bad chauføren om et forskud på betalingen. Fra tidligere ved jeg jo at han skal bruge dem til benzin, så han fik 10.000. På tankstatinon kunne jeg se at først gav han tankpasseren 5.000, så fik han benzin på, og så betalte han de sidste 5.000. Sådan er det hele vejen igennem. Når ingen i samfundet tør stole på en fælles myndighed eller etik, så er alle nødt til at brug alle mulige øvelser på at påtage sig så lille risiko som muligt. Og finde metoder til at dele risici. Tænk hvor mange ressourcer der bruges på det, i stedet for på produktive initiativer.


Onsdag 23. December 2010 - Limbé
Hurra. Det viser sig at vores badeværelsesvindue vender ud mod køkkenets bagområde, hvor de hører musik fra 7 om morgenen, så risikoen for at sove for længe er lille. Hvor heldig har man lov at være?
Til værelset hører én portion morgenmad(!) Den anden må vi købe ved siden af. Vi må slås lidt om hvem der er gratis og hvem der er koster. I øvrigt bliver det 5.000 for en ok portion morgenmad, så det går såmænd nok.
Vi går en tur rundt i byen og ser på forholdene, på marked, spiser lokal frokost, finder en rigtig bredbånds Internetcafe og sådan noget...
Folkene her er ikke meget for at blive fotograferede, de er faktisk ret fjendtlige når jeg finder kammeraet frem. Så det bliver ikke til så mange menneskefoto. Jeg ved ikke endnu hvor meget vi skal lægge i det. Området var hårdt ramt af slavehandelen. Og nu kommer vi hvide så igen med alle vores penge og vil bare fotografere det fattige folkeliv. Måske fortolker jeg for meget. Det kan også være at de bare er trætte af turister her i byen.
Der er bryllup på vores hotel, Maurice og Therese er smedet sammen og der er stor middag ved poolen med stammeoptræden, trutorkester og adskillige dårlige taler. Vi går ud og spiser en fabelagtig Barracuda på en nærliggende restaurant og taler om at nu skal vi nok ligge vågne til festmusik hele natten. Da vi kommer tilbage er festen slut, gæsterne gået og de sidste stole ved at blive pakket sammen. Hernede kommer man åbenbart for at spise, og det er det!