Tirsdag den 4. januar.
Vi står op og pakker sammen. Jens går op for at hæve nogle penge, så vi er sikre på at vi har kontanter nok, hvis der ikke er en atm i Kribi, hvilket vi er i tvivl om. Vi tjekker ud og tager en taxa til bussen. Den kører efter ca ½ time, og 3½ timer efter er vi i kribi.
Vi tager en taxa til hotellet som hedder Auberge Tara Page, et hotel vi læste om på nettet. Værelset koster 10.000 CFA. Hotellet ligger et stykke fra byen helt ud til en dejlig sandstrand. Vi er dog i tvivl om hvor rent vandet er, men det er dejligt ved vandet. Natten bliver meget varm, da vores fan ikke virker.
Onsdag den 5. januar.
Vi går ind til byen via stranden. Vi vil prøve at finde noget internet, da jeg skal tjekke om en mail jeg sendte i går er kommet afsted, for nettet på hotellet havde drillet. Det første sted sidder vi i 20 minutter uden at få forbindelse, men vi finder er nyt, og der lykkes det at få tjekket mail på ½ time. Vi køber noget vand og tager en motorcykel tilbage. Han ved dog ikke hvor hotellet er og vi kender heller ikke vejen, da der er omkørsel pga. Broarbejde, så det sidste stykke må vi alligevel gå langs med stranden som er den vej vi kender. Vi slapper af på hotellet.
Torsdag d. 6. januar.
Jens vågner med hovedpine, og vi beslutter at slappe af ved stranden. Vi bestiller en tur på floden til klokken 3. Da vi skal på tur har Jens stadig hovedpine, Det er en flot tur på floden, og vi ser også lidt aber, men Jens har det rigtig skidt, og lige så snart vi er hjemme igen går han ind og lægger sig. Så jeg spiser aftensmad alene.
Fredag d. 7. januar.
Vi vågner omkring 5.30 ved et gevaldigt tordenvejr. Det lyder som om lynet slog ned i vores tag og strømmen gik, det er det vildeste regn og tordenvejr jeg har oplevet.
Jens er stadig syg. Jeg løber en tur ud til Lobe vandfaldene, som ligger et par kilometer ude af stranden. Da jeg kommer tilbage vasker jeg lidt tøj, og så får vi mulighed for at skifte til værelset ved siden af. Det har vindue ud mod havet, og så er der renere, hvilket der ikke var på vores, så vi skynder os at flytte alle vores ting. Vi spiser morgen og går derefter ned på værelset og slapper af, da Jens har brug for at ligge i skyggen. Godt at jeg har taget bøger med på min ipod.
Lørdag 8/1 2011 - Kribi
Vågner og min hovedpine er næsten forsvundet, så det bliver en dag i solen. Her er en af de flotteste og mest uforstyrrede strande jeg har set. Kilometer efter kilometer til hver side. I eftermiddag går vi 2-3 kilometer til vandfaldene ved floden Lobe. Alle guidebøger gør meget ud af at fortælle at det er et af de få vandfald i verden som ender direkte i havet. Ikke fordi det er særlig stort, men så har vi da set det. Vi købte en øl for 1.000 penge, men da vi kun havde en 5.000 seddel tog det os meget besvær og en halv times tid at betale den. Pengene ér små her i landet.
Nu ér min hovedpine væk!
Søndag 9/1 2011 - Kribi
Igen en dag hvor vi nyder solen på stranden og dypper os i saltvandet. Sidst på eftermiddagen går vi sydpå langs stranden til vi finder en lille improviseret restaurant. Det er to fyre som har lidt initiativ som over taler os til at spise hos dem. Da vi har aftalt hvad vi skal have(9.000), beder de om nogle af pengene på forskud. Da de har fået det styrter en af dem hen ad stranden og ind mellem træerne, og lidt efter kommer han tilbage med de to øl vi bestilte. Han drøner flere gange ned ad stranden og kommer tilbage med noget. Han er også ud at købe de to fisk vi skal have. Det tager meget lang tid før maden er klar, men til sidst er den der da. Den smager fortrinligt selv om den ikke er så avanceret. Vi får den først da det er helt mørkt, så det bliver i stearinlysets skær, lige i vandkanten hvor bølgerne jo naturligt nok slår ind, og der er frit syn til flammen fra boreplarformen langt ude. Og så glemmer jeg helt krabberne der fiser frem og tilbage.
Tilbage på hotellet vinder jeg aftenens Canasta turnering.
Mandag 10/1 2011 - Kribi
Går en tur ind til Kribi by som er eneste sted her i nærheden med dette hersens nymoderne såkaldte indernet her i nærheden. Får lagt dagbog og billeder op, og set en smule nyheder hjemmefra. Der er som sædvanligt ikke sket en sk... Nå jo, Mary har født to nye kontanthjælpsmodtagere. Resten af eftermiddagen tilbringes på stranden.
Tirsdag 11/1 2011 - Kribi
Går en lang tur på omkring 20 km. ind i landet langs med vejen. Flot regnskov det hele, med meget lidt menneskeliv på vejen, i forhold til resten af landet hvor der altid er mennesker, uanset hvor langt ud man kommer. Vejen er dog meget støvet, så hver gang der kommer en lastbil forbi indhyldes vi i rødt støv.
Igen en eftermiddag på stranden og aftensmad på hotellet. Dagene flyder lidt ud i hinanden her hvor det ikke sker så meget og hvor der ikke har mulighed for at arrangere sig til noget. Afslappende og stressende på samme tid. Første gang jeg nogensinde har været så længe samme sted! Her sker så lidt at vi hver aften kommenterer og diskutterer kattekillingens udvikling. Den er så lille at den tydeligt er blevet dygtigere mens vi har været her. Heidi vandt igen i kanasta!!!
Onsdag 12/1 2011 - Kribi
Vi går en tur ind til Kribi for at gå på Internettet. Først da vi er ved en låst dør til Internetstedet finder vi ud af at hele byen og området mangler strøm. Så lang næse til os og endnu en stranddag denne gang med aftensmad i olielampernes skær.
Torsdag 13/1 2011 - Kribi
Ingen strøm , bad i hav og troperegn, soler, strøm ved 20 tiden, eneste gæster næsten
Stadig ingen strøm. Det vil også sige ingen vand og da vi ikke kunne få bad i går, har sovet i 30 graders fugtig tropevarme og badet i havvandet så føler vi os ærlig talt noget fedtede. heldet er dog med os. Mens vi tager et havbad om morgenen kommer der en tropebyge af det store. Vi bruser os i nedløbsvandet fra restaurentens tag. Herligt, sjældent har jeg følt mig så ren og nyfødt.
Strømmen kommer tilbage ved 20 tiden om aftenen. Halvandet døgn uden strøm, den var ikke gået Danmark uden anslag til borlige oprør.
Fredag 14/1 2011 - Kribi til Douala
Efter endnu en stranddag kører fra hotellet ved 18:30 tiden i den bil vi har arengeret til at køre os til Douala lufthavn. Det tager ca. 3 timer af den relativt gode asfaltvej. Trafikken er dog noget halsbrækkende i mørket. Motorcykler uden lys, fodgængere overalt, biler som aldrig har fået indstillet lyset så man blændes konstant og lastbiler med brutale overlæs med bremselængder der er katastrofale. Vores chauffør finder dog frem til lufthavnen med besvær og resten af turen er rutine.
Lørdag 15/1 2011 - Douala til København
Nogle timer i et noget lunere Bruxelles end den p.... kolde sneramte by vi var i for en måned siden, og så hjem til vinterdanmark.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar