Lørdag den 23. januar (Granada til "hjem")
Hjemturen forløber uden særlige hændelser, og dagbogen afsluttes for denne gang.

Fredag den 22. januar (Granada)
Her til morgen hentes vi af Ole. Det er en anden dansker vi mødte oppe i byen forleden. Han er Nicaraguansk gift og har sammen med sin kone startet en skofabrik "Ole". Vi ser hans fabrik med 18 ansatte som laver sko til hele Nicaragua. Han fortæller meget om livet her i landet. En mindsteløn er på omkring 30 Colones, lidt under 10 kroner. Han betaler dog omkring 50 til sine medarbejdere for at sikre sig at de ikke bare rejste og tog deres viden med sig. Alt hvad fabrikken har af overskud går til hjælpe arbejde blandt byens indbyggere. Primært, tror jeg, til skolepenge for kvikke, men fattige børn, mest piger. Han levede selv af pengene fra salget af en virksomhed han i sin tid startede op i Danmark.
Han fortæller os også, at når man starter virksomhed her så vælger man mellem to skatteregler, enten betaler man hvad der svarer til 75 kroner om året (!) i skat, eller også betaler man 15% af overskuddet. Og dette gælder uanset hvor stor virksomheden ender med at blive! Trods disse slaraffenbetingelser så er her altså stadig omkring 50 % arbejdsløshed, så her er brug for alt den hjælp der kan skaffes.
Vi hører fra Ole at der om aftenen skal spilles finale om det Nicaraguanske mesterskab i baseball. Så klokken 17:30 mødes vi med ham foran byens stadion. Selv om kampen først starter 19:00 så er stadion tæt på at være fyldt allerede. Vi stå mellem tilhængerne af Leon, udeholdet, og Granada, hjemmeholdet. Larmen og intensiteten er overvældende.
Kampen indledes med at vi, Granada, spilles fuldstændigt ud af banen de første 3 innings og man hører nærmest ikke Granada tilhængere. Så pludseligt i 4 inning vender det fuldstændig og Leons forspring indhentes næsten. Herefter er det meget lige, men Leon er dog hele tiden lidt bedre. Det ender også med at Leon bliver mestre, til ubeskrivelig jubel for de tilrejsende tilhængere.

Torsdag den 21. januar (Granada)
Klokken 8 tager vi en tur op på vulkanen Mombacho, som ligger tæt på Granada. Fra indkørslen til naturreservatet og op et sted nær toppen køres vi i en miltærlastbil. Vi får at vide, at dele af stigningen er på 40%. Det tillader jeg mig trods alt at tvivle på, men ingen tvivl om at motoren får lov at trække. Vi går en 2,5 timer lang tur med vores egen guide rundt om kraterne. Skoven er en tågeskov med et imponerende plante- og dyreliv. Fugten giver optimale vækstbetingelser. Vi er tilbage i byen ved tre-tiden.
Klokken seks går ved ned til Caritas Felicitaz. Det er et hjælpeprojekt som drives og financieres af danskeren Peter Kolind. Flere hundrede børn fra byen får her et dagligt måltid mad, og motiveres på flere måder til at få uddannelse og lærer i det hele taget at gøre hvad de kan for at forbedre egne livsbetingelser. Fx. skal alle børnene på skift underholde en halv time før maden uddeles. Motivet er, at hvis man først har mod til at stille sig op foran måske 500 mennesker og underholde, så er det med til at lære en at nedbryde nogle grænser hos sig selv. Stemningen er i hvert fald høj og positiv.
Peter er selv til stede og kommer over og hilser på. Vi falder jo lidt udenfor så det er nemt at se at vi er fremmede. Her er også tre andre, som viser sig at være andre danskere som er på besøg og som han kender i forvejen. Det ender med at vi alle inviteres hjem til Peter og spise. Maden skal vi dog lave i fællesskab.
Han bor i et sindsygt flot hus på 2.000 m2 tæt på vores lille beskedne BB.
Maden vi ender med at få lavet er et supermåltid. Undervejs fortæller Peter at grunden til at han inviterede os var at han havde lyst til at tale med nogle danskere om to ting:
1 - En virksomhed han havde været med til at starte som en afdeling af DanSikring, var blevet solgt dagen før for 2 mia. dollar. Dog ikke penge han ville få. Han var dog tydeligvis stolt over at det var hans barn som var vokset til denne værdi. (NB: Peter har selv startet Dansikring rundt om i verden og har tjent flere formuer på det)
2 - Der var afsløret planer om at bortføre ham og dette ville snart blive afluttet med nogle anholdelser. Dette havde naturligvis fyldt meget hos ham i en periode.
Efterfølgende spillede vi en snooker turnering, som dog pludseligt blev afsluttet da han med et blev træt og bad os gå. Vi følte os ærlig talt lidt perplekse. Lidt som om vi var hans underholdning til aften og da vi var brugte blev vi kasserede. Men måske er jeg uretfærdig. Han var måske bare træt.
I øvrigt var her også en tredje person. En amerikaner som sammen med sin søn var skattejæger. Men det er en helt anden historie som vist ikke har så meget med Nicaragua at gøre.

Onsdag den 20. januar (Granada)
Om eftermiddagen er vi på sejltur rundt i Las Isletas, som er en skærgårdsgruppe på 366 øer som ligger i Nicaragua-søen lige ud for Granada. Der en en del rige Nica'er og udlændinge som har købt en ø og bygget et hus. Det har fået priserne op i et sindsygt leje, efter Nicaragua forhold i hvert fald. Flere hundredetusinde US-dollar. Som flere gange før på turen hører vi også her kraftig kritik af Daniel Ortega fra alle som har lidt uddannelse.
Om aftenen spiser vi på Doña Cochi, en super restaurant. Vi får det hele, super bøf, dessert, kaffe og hvad der hører til, alt i gennemført kvalitet, og for første gang på turen er vi meget tæt på 200 kroner.

Tirsdag den 19. januar (Granada)
Vi tager fra morgenen af bussen til den nærliggende by Masapaya. Her kan man på markedet få alle de turist souvenirs man kan drømme om her i landet. Vi går rundt og kigger og køber nogle småting. Vi overvejer et par flotte naivistiske billeder men falder dog alligevel fra. Ud på eftermiddagen beslutter vi at tage op på den nærliggende vulkan af samme navn som byen. Vi for fat på en taxi som skal have 10 US-dollar for at køre turen og aflevere os i Granada. Billigt men ikke urimligt billigt. Vi får dog kun et kvarters tid på vulkanen, da naturreservatet lukker allerede klokken 17. Lidt surt, men OK vi kan sige vi har "seen that, done that". Da vi kommer til Granada vil chaufføren pludselig have 30 dollar i stedet. Det er formentlig os som har misforstået, men vi vil dog alligevel ikke betale hele forskellen. Han får hvad det svarer til nogle og tyve dollar, som er en høj, men rimelig pris. Men jeg behøver vel ikke skrive at han var møjsur. Også irriterende for os for vi ville aldrig have betalt den pris, vi kunne selv have gjort det meget billigere.

Mandag den 18. januar (Ometepe til Granada)
I dag bliver den sidste større transport på turen. Vi tager her fra den dejlige ø og videre til Granada som bliver vores station indtil vi flyver hjem. Sejlturen fra øen er problemfri og vi finder også hurtigt ud af hvordan vi via en mellemby kan kombinere busserne fra Riva til Granada. Så vi er fremme midt på dagen. Vi finder hurtigt et værelse til 20 US dollar som ligger meget centralt i byen. Vi skal lige rundt om hjørnet så har vi byens livligste handelsgade mellem centrum og markedspladsen Også her er der i øvrigt forbløffende få biler og lige så forbløffende mange cykler. Sådan har det været i hele landet. Biltrafikken er på grund af fattigdommen (og de relativt korte afstande) begrænset. Det giver plads til at cyklerne er så talrige. Derudover er det meget normalt at bruge heste som transportmiddel. Bilisterne er samtidig relativt opmærksomme overfor cyklerne, så det er i virkeligheden et at de mest indlysende cykelferielande jeg har været i.