Søndag den 17. Januar (Ometepe)
Vi sidder lidt og læser på hotellet om formiddagen før vi cykler ind til Moyogalpa, som er øens hovedstad. Her er der absolut intet liv. Søndag i Nicaragua er virkelig søndag så det vil noget.
Vi firetiden tager vi til Esquipulas hvor vi har hørt at det skal være noget tyreridning. Efter lidt bøvl findet vi stedet nede bag i byen. Her er bygget en lille arena op med en masse gøgl omkring. Mest øltelte og et umpa orkester med masser af trompet.
Morskaben består i at binde en tyr til en stolpe hvorefter tre fyre på skift skal ride dem. Mens vi var der blev ingen slået ihjel. Højst halvdelen af tilskuerne så på mens vi var der, for resten var ølteltene mere interessante. Vi bliver nødt til at køre midt i det hele fordi det er ved at blive mørkt og cyklerne skal afleveres. Men jeg er sikker på at øllene og tyrene i forening vil give en spændende aften her på pladsen.

Lørdag den 16. Januar (Ometepe)
Vi ville egentlig have taget en bus til Merida, men ombestemte os i aftes, så nu lejer vi et par cykler til at tage os til turen til Rio Istián ved Merida. De første cirka 10 km. Går det fint selv om her er varmt som sædvanlig. Så drejer vi fra vejen her på øen som er flisebelagt, alt andet er jordveje og ikke i bedste kvalitet. De næste omkring 20 km kører vi på forfærdelige jordveje på vores ikke så gode cykler, puha.
Selve den 3 timer lange kayaktur på rio Istián indledes med et par kilometer på søen før vi kommer til selve flodmundingen. Da vi først kommer ind på floden åbner en fantastisk natur sig om os igen. Vi kommer helt tæt på et hav af fugle. Og få meter fra op til flere aligatorer som ligger og soler sig, tilsyneladende uden af ænse os, men...
Vi kommer så sent afsted fra Merida at det bliver et kapløb med tiden at nå tilbage inden det bliver helt mørk. Et kapløb vi taber. Det er bælgmørkt før vi er tilbage ved hotellet og kan blive vaskede og få noget at spise og især at drikke.

Fredag den 15. januar (Ometepe)
Da vi kommer ud af værelset ser vi at der er 10 meter fra hyttedør til stranden. Der hvor vi sad og spiste i går var der omkring 3 meter til strandkanten. Dog er her også en del ståltråd rundt omkring, så var vi gået på opdagelse i aftes kunne vi have revet os pænt.
Vi går en tur langs stranden mod en lagune som skal være i nærheden. Da vi kommer til den går vi videre ind i et naturreservat. Vi ser lige så mange fugle i dette lille område som mange af de kendte steder i Costa Rica, der er også rigtig mange flotte sommerfulge, men de er som sædvanlig umulige at fotografere. Vi slapper lidt af om eftermiddagen. Om aftenen spiser vi på en restaurant på et andet hotel ca. 500 meter nede af stranden. Lyset går et par gange, faktisk underligt at dette er første gang vi oplever strømabrydelser på turen når nu landet er herostratisk berømt for ustabil strøm. Tilbageturen til vores eget hotel er i lommelygternes skær langs stranden. Vi overraskes af nogle gigantiske fede frøer/tudser, som er omkring det dobbelte af min knyttede næve. Lidt ulækre faktisk.

Torsdag den 14. januar (Leon til Ometepe)
Vi indleder morgenen med at spise morgenmad på vores lokale vegetariske restaurant, hvorefter vi går op til busstationen og fanger en bus til Managua. Her fanger vi hurtigt en ny kyllingebus som kører direkte til San Jorge via Rivas. En times ventetid og færgen til Ometepa afgår. Vi ser de to vulkaner på øen tydeligt efterhånden som vi nærmer os.
Vi går lidt rundt i Moyogalpa og ser på 3-4 hoteller som alle ser kedelige ud. Til sidst lader vi os indfange af en hustler som til en vennepris på kun 10 US-dollar vil få fat i sin bror som kan køre og til et godt hotel ude på et sted nede langs kysten som er meget bedre. Ja-ja, tager chancen.
Vi får et udemærket værelse til 15 US-dollar på Pasado Chico Largo ved Charco Verde som stedet hedder og spiser en gang aftensmad. I mørket kan vi ikke rigtigt fornemme hvordan her ser ud, andet end vi mener vandet er i nærheden.