Søndag den 17. Januar (Ometepe)
Vi sidder lidt og læser på hotellet om formiddagen før vi cykler ind til Moyogalpa, som er øens hovedstad. Her er der absolut intet liv. Søndag i Nicaragua er virkelig søndag så det vil noget.
Vi firetiden tager vi til Esquipulas hvor vi har hørt at det skal være noget tyreridning. Efter lidt bøvl findet vi stedet nede bag i byen. Her er bygget en lille arena op med en masse gøgl omkring. Mest øltelte og et umpa orkester med masser af trompet.
Morskaben består i at binde en tyr til en stolpe hvorefter tre fyre på skift skal ride dem. Mens vi var der blev ingen slået ihjel. Højst halvdelen af tilskuerne så på mens vi var der, for resten var ølteltene mere interessante. Vi bliver nødt til at køre midt i det hele fordi det er ved at blive mørkt og cyklerne skal afleveres. Men jeg er sikker på at øllene og tyrene i forening vil give en spændende aften her på pladsen.
Lørdag den 16. Januar (Ometepe)
Vi ville egentlig have taget en bus til Merida, men ombestemte os i aftes, så nu lejer vi et par cykler til at tage os til turen til Rio Istián ved Merida. De første cirka 10 km. Går det fint selv om her er varmt som sædvanlig. Så drejer vi fra vejen her på øen som er flisebelagt, alt andet er jordveje og ikke i bedste kvalitet. De næste omkring 20 km kører vi på forfærdelige jordveje på vores ikke så gode cykler, puha.
Selve den 3 timer lange kayaktur på rio Istián indledes med et par kilometer på søen før vi kommer til selve flodmundingen. Da vi først kommer ind på floden åbner en fantastisk natur sig om os igen. Vi kommer helt tæt på et hav af fugle. Og få meter fra op til flere aligatorer som ligger og soler sig, tilsyneladende uden af ænse os, men...
Vi kommer så sent afsted fra Merida at det bliver et kapløb med tiden at nå tilbage inden det bliver helt mørk. Et kapløb vi taber. Det er bælgmørkt før vi er tilbage ved hotellet og kan blive vaskede og få noget at spise og især at drikke.
Fredag den 15. januar (Ometepe)
Da vi kommer ud af værelset ser vi at der er 10 meter fra hyttedør til stranden. Der hvor vi sad og spiste i går var der omkring 3 meter til strandkanten. Dog er her også en del ståltråd rundt omkring, så var vi gået på opdagelse i aftes kunne vi have revet os pænt.
Vi går en tur langs stranden mod en lagune som skal være i nærheden. Da vi kommer til den går vi videre ind i et naturreservat. Vi ser lige så mange fugle i dette lille område som mange af de kendte steder i Costa Rica, der er også rigtig mange flotte sommerfulge, men de er som sædvanlig umulige at fotografere. Vi slapper lidt af om eftermiddagen. Om aftenen spiser vi på en restaurant på et andet hotel ca. 500 meter nede af stranden. Lyset går et par gange, faktisk underligt at dette er første gang vi oplever strømabrydelser på turen når nu landet er herostratisk berømt for ustabil strøm. Tilbageturen til vores eget hotel er i lommelygternes skær langs stranden. Vi overraskes af nogle gigantiske fede frøer/tudser, som er omkring det dobbelte af min knyttede næve. Lidt ulækre faktisk.
Torsdag den 14. januar (Leon til Ometepe)
Vi indleder morgenen med at spise morgenmad på vores lokale vegetariske restaurant, hvorefter vi går op til busstationen og fanger en bus til Managua. Her fanger vi hurtigt en ny kyllingebus som kører direkte til San Jorge via Rivas. En times ventetid og færgen til Ometepa afgår. Vi ser de to vulkaner på øen tydeligt efterhånden som vi nærmer os.
Vi går lidt rundt i Moyogalpa og ser på 3-4 hoteller som alle ser kedelige ud. Til sidst lader vi os indfange af en hustler som til en vennepris på kun 10 US-dollar vil få fat i sin bror som kan køre og til et godt hotel ude på et sted nede langs kysten som er meget bedre. Ja-ja, tager chancen.
Vi får et udemærket værelse til 15 US-dollar på Pasado Chico Largo ved Charco Verde som stedet hedder og spiser en gang aftensmad. I mørket kan vi ikke rigtigt fornemme hvordan her ser ud, andet end vi mener vandet er i nærheden.
mandag, januar 18, 2010
onsdag, januar 13, 2010
Onsdag den 13. januar (Leon)
Hjemmfra kontaktede jeg en mailadresse hos producenten af Flor de Cana, som er en af verdens bedste rom(mer!!), og som produceres i Nicaragua. De lykkedes mig at få en aftale om at se bryggeriet. Så nu tager vi bussen til den nærtliggende by Chichigalpa (bare navnet). Det tager os lidt tid at finde det rigtige sted i byen. Men til sidst kom vi da ind på området. Det viser sig at være en hel fabrik, som er endog meget moderne og velorganiseret, man ser endda plakater hængende rundt omkring med "vision, mission, strategi". En moderne virksomhed helt anderledes en vi ellers har oplevet her i landet.
Vi ser hele brygprocessen, helt fra den indledende gæring af rørsukkermelasen, destileringen, påfyldningen og lagringen på whiskeytønder, til flasketapningen og lagerhallen med tusinder/millioner (?) af flasker. Her arbejder 650 personer, produceres 90.000 liter dagligt og man har her på stedet 16.000 tønder á 200 liter liggende til modning. Andet sted har man ydeligere omkring 100.000 tønder liggende. Man kniber jo en tåre. Skulle nogen være interesseret så skriv til [MSolorzano@clnsa.com.ni]
Efter rundvisningen går vi lidt rundt i byen hvor det ikke er så meget af interesse. Herefter taget vi hjem til Leon og slapper lidt af.
Tirsdag den 12. januar (Leon)
Vi står igen op ved 8 tiden. Internettet er stadig nede. Vi går ud og spiser morgen mad, og skal finde ud af noget tur. Vi ender med en tur til den unge vulkan Cerro Negro. Den er kun 150 gammel men er alligevel vokset til omkring 800 meters højde. Vi kører derud i en gruppe på ca. 15 personer i to 4-hjulstrækkere. Da vi kommer derud skal vi selvfølgelig selv vandre det sidste stykke, så vi får udleveret en pose og en slags surfboard. Undervejs fortæller en guide om vulkanenshistorie. Her er meget sort aske, nøgent og uden vegetation på grund af vulkanens korte fortid.
På toppen stopper den seriøse del af udflugten og adrenelinen tager over igen. Nu skal vi nemlig på vulkan boarding. Boardet som vi møjsommeligt har slæbt herop hver især skal bruges til at komme ned med. Vi ifører os hver en lappet kedeldragt for at beskytte mod de værste hudafskrabninger. Så sendes vi efter en kort introduktion ned af den cirka 500 meter lange lavagrus bakke. Faldet er på 41 % det stejleste sted, som er næsten hele vejen ned. I starten er vi lidt nervøse for hvad vi har indladt os på. Så snart de første sekunder er gået og vi får følelsen af, hvad det går ud på, forsøger vi hurtigt at optimere farten. Det føles slet ikke farligt. Selvfølgelig kan man komme til skade, men det kan man jo alle steder. Nedturen tager cirke et minut og vi når efter sigende hastigheder på omkring 40 kilometer i timen. Sort sand og småsten fyger omkring os og vi ligner vores barndoms skorstenfejere i ansigtet da vi ser på hinanden efter turen.
De højeste hastigheder man har nået er omkring 80 kilometer. Verdensrekorden i cykelhastighed er sat her. En skør franskmand har kørt 172 kilometer i timen nedaf skråningen. Den rekord får han lov af beholde for mig.
Mandag den 11. januar (Leon)
Vi står op ved 8 tiden og går ud i byen for at spise morgenmad. Bagefter får vi tjekket mails, og vi får planlagt besøg til stedet hvor de laver Flor de Caña til onsdag klokken 10.00. Vi beslutter at tage til stranden og pakker vores ting. Busholdepladsen er et stykke væk fra centrum ved et marked. Det tager 40 minutter at køre derud. Der er ikke ret mange folk ved stranden. Vi finder et hotel/bar, hvor vi får en regning og har vores ting, og hopper i bølgerne. Bølgerne er ikke så store, men der er en meget kraftig understrøm, og det tager kun få sekunder at blivet trukket ti meter, så man skal være meget varsom. Vandet er ikke så varmt her, som vi har oplevet andre steder, men dejligt. Vi nyder dagen på stranden og tager bussen tilbage 20 minutter i 5. Efter et skyl under bruseren vil vi prøve at arrangere en tur til i morgen, men alle steder der arrangerer ture er lukkede, så det må vi så se om vi kan gøre i morgen. Om aftenen går vi på den restaurant som er anbefalet i guidebogen. Det er et rigtig hyggeligt sted. Internettet er nede, da vi kommer tilbage til hotellet. Vi ville ellers have set efter om vi kunne finde ud af noget med nogle ture, men vi bliver vist nødt til at indse at vi skal vente til i morgen.
Hjemmfra kontaktede jeg en mailadresse hos producenten af Flor de Cana, som er en af verdens bedste rom(mer!!), og som produceres i Nicaragua. De lykkedes mig at få en aftale om at se bryggeriet. Så nu tager vi bussen til den nærtliggende by Chichigalpa (bare navnet). Det tager os lidt tid at finde det rigtige sted i byen. Men til sidst kom vi da ind på området. Det viser sig at være en hel fabrik, som er endog meget moderne og velorganiseret, man ser endda plakater hængende rundt omkring med "vision, mission, strategi". En moderne virksomhed helt anderledes en vi ellers har oplevet her i landet.
Vi ser hele brygprocessen, helt fra den indledende gæring af rørsukkermelasen, destileringen, påfyldningen og lagringen på whiskeytønder, til flasketapningen og lagerhallen med tusinder/millioner (?) af flasker. Her arbejder 650 personer, produceres 90.000 liter dagligt og man har her på stedet 16.000 tønder á 200 liter liggende til modning. Andet sted har man ydeligere omkring 100.000 tønder liggende. Man kniber jo en tåre. Skulle nogen være interesseret så skriv til [MSolorzano@clnsa.com.ni]
Efter rundvisningen går vi lidt rundt i byen hvor det ikke er så meget af interesse. Herefter taget vi hjem til Leon og slapper lidt af.
Tirsdag den 12. januar (Leon)
Vi står igen op ved 8 tiden. Internettet er stadig nede. Vi går ud og spiser morgen mad, og skal finde ud af noget tur. Vi ender med en tur til den unge vulkan Cerro Negro. Den er kun 150 gammel men er alligevel vokset til omkring 800 meters højde. Vi kører derud i en gruppe på ca. 15 personer i to 4-hjulstrækkere. Da vi kommer derud skal vi selvfølgelig selv vandre det sidste stykke, så vi får udleveret en pose og en slags surfboard. Undervejs fortæller en guide om vulkanenshistorie. Her er meget sort aske, nøgent og uden vegetation på grund af vulkanens korte fortid.
På toppen stopper den seriøse del af udflugten og adrenelinen tager over igen. Nu skal vi nemlig på vulkan boarding. Boardet som vi møjsommeligt har slæbt herop hver især skal bruges til at komme ned med. Vi ifører os hver en lappet kedeldragt for at beskytte mod de værste hudafskrabninger. Så sendes vi efter en kort introduktion ned af den cirka 500 meter lange lavagrus bakke. Faldet er på 41 % det stejleste sted, som er næsten hele vejen ned. I starten er vi lidt nervøse for hvad vi har indladt os på. Så snart de første sekunder er gået og vi får følelsen af, hvad det går ud på, forsøger vi hurtigt at optimere farten. Det føles slet ikke farligt. Selvfølgelig kan man komme til skade, men det kan man jo alle steder. Nedturen tager cirke et minut og vi når efter sigende hastigheder på omkring 40 kilometer i timen. Sort sand og småsten fyger omkring os og vi ligner vores barndoms skorstenfejere i ansigtet da vi ser på hinanden efter turen.
De højeste hastigheder man har nået er omkring 80 kilometer. Verdensrekorden i cykelhastighed er sat her. En skør franskmand har kørt 172 kilometer i timen nedaf skråningen. Den rekord får han lov af beholde for mig.
Mandag den 11. januar (Leon)
Vi står op ved 8 tiden og går ud i byen for at spise morgenmad. Bagefter får vi tjekket mails, og vi får planlagt besøg til stedet hvor de laver Flor de Caña til onsdag klokken 10.00. Vi beslutter at tage til stranden og pakker vores ting. Busholdepladsen er et stykke væk fra centrum ved et marked. Det tager 40 minutter at køre derud. Der er ikke ret mange folk ved stranden. Vi finder et hotel/bar, hvor vi får en regning og har vores ting, og hopper i bølgerne. Bølgerne er ikke så store, men der er en meget kraftig understrøm, og det tager kun få sekunder at blivet trukket ti meter, så man skal være meget varsom. Vandet er ikke så varmt her, som vi har oplevet andre steder, men dejligt. Vi nyder dagen på stranden og tager bussen tilbage 20 minutter i 5. Efter et skyl under bruseren vil vi prøve at arrangere en tur til i morgen, men alle steder der arrangerer ture er lukkede, så det må vi så se om vi kan gøre i morgen. Om aftenen går vi på den restaurant som er anbefalet i guidebogen. Det er et rigtig hyggeligt sted. Internettet er nede, da vi kommer tilbage til hotellet. Vi ville ellers have set efter om vi kunne finde ud af noget med nogle ture, men vi bliver vist nødt til at indse at vi skal vente til i morgen.
søndag, januar 10, 2010
Søndag 10. januar (Managua til Leon)
Efter at have hævet lidt penge tager vi den korte to timers bustur til Leon hvor vi regner med at have base i nogle dage efter alt det rejseri.
Byen ser ud til at være den charmerende by i gammel kolonistil den skulle være, og vi laver intet fornuftigt i dag.
Lørdag 9. januar (San Juan til Managua.
Pyha det bliver til en del transportdage oven i hinanden, men med enkelte undtagelser så overskygger oplevelsesdelen langt transportkvalerne.
Igen i dag er vi på rejse. Klokken 8 i dag forlader vi igen San Juan. Vi ville egenlig gerne blive her mindst en dag for at opleve dette sted som er noget at det fjerneste fra 'verden-som-vi-kender-den' som man kan komme. Her bor omkring 1.000 mennesker. Her er en af verdens højeste årlige nedbør, omkring 5.000 millimeter om året. Og alligevel har mange af de kendte været her, Horatio Nelson, piraten med rommen (hvad er det nu han hedder?) og Mark Twain, blandt andre. Her er bare vådt, vådt, vådt og så kedeligt at det er facinerende. Det er også stedet hvor hvis man sejler op ad floden så skulle der kun graves en kanal på 14 kilometer for at komme i gennem til Stillehavet. Kun uforståelig stormagtspolitik bestemte at Panamakanalen blev gravet i Panama, som er et totalt ulogisk sted for den (bortset fra navnet altså!). Her er så kedeligt at vi kun kan komme mod Bluefields idag eller på onsdag. Så vi vælger idag selv om vi slet ikke har søbet nok i kedsomheden endnu, for ikke at tale om den helt fantastiske fauna og flora varmen og fugtigheden giver tilsammen. Her kan man virkelig tale om regnskov. Ordet slår næsten ikke til.
Båden til Bluefields er en stor speedbåd med 2 250 hestes påhængsmonstre. Når han trykket den af blæses man tilbage i båden selv om den er så stor at der kan være ca. 20 passagerer. Den forrige afgang blev aflyst på grund af for megen blæst i det Caribiske hav (tænk at tvangsopholde sig her!) Vi kommer afsted til tiden, det vil sige kun cirka en halv time for sent, det er jo Mañana kulturen. Vi kommer let ud over brændingen med fuldt tryk på gassen og nogle ordentlige slag i skrogen. Og sådan fortsætter det i stort set fire timer. Vi banker gennem bølgerne med en fart som de færreste jetski ville kunne klare. Ryg, nakke og baldemuskler bliver ømmere og ømmere og det er ikke hele tiden lige sjovt, vi overvejer i hvert fald mange gange undervejs om det nu var det rigtige at gøre. Især når det for syvende gang kommer en af de kæmperegnbyger som vi nu har været velsignet med i de seneste dage, men selvfølgelig skal det regne 5.000 milimeter om året er der ikke plads til mange pauser. Efter cirka 4 timer lægger vi til ved en flådestation, El Bluff (!) og alt bagage bliver gennemroddet på trods af at det er en national sejllads. Jeg går ud fra det er fordi dette er en af den Columbianske kokain mafias foretrukne ruter mod USA og Europa. Da vi endelig kommer til Bluefields er det med lettelse vi forlader båden, selv om det nu faktisk også var en oplevelse, her bagefter.
En ny bragbyge gør det nemt for os at holde fast i beslutningen om ikke at tage til Pearl Lagune eller Corn island, selv om det trækker. Men endnu 2-3 dage med konstant gråt regnvejt trækker ikke så meget mere.
Vi tager derfor en ny båd op af Rio Escondido. Før vi forlader byen skal vores bagage lige gennemrodes en gang til af nogle toldere (er det Sandinisterne måde at genere det caribiske folk som aldrig har støttet regimet?)
Fra El Rama tager vi bussen til Managua da vi nu vil så langt vestpå at vi slipper for regnen. Nu skal vi igen have sol og være lidt brune. Efter cirke fire timers kørsel bryder vores bus sammen midt i det mørke igenting. Og så sidder vi ellers her i næsten fire timer og venter på at der kommer en anden bus og henter os. I stedet for at komme til Managua kl. ni er vi først på et hotel ved halv to-tiden om natten.
Fredag den 8. januar (San Carlos til San Juan)
Vækkeuret ringer klokken 4.45. Vi står op og går ned til havnen. Båden til San Juan skal afgå klokken 6, og da vi ankommer 20 minutter i seks, er der allerede kø langt ud på gaden. Det regner heldigvis ikke. Der er tre både som bliver fyldt op og vi sejler klokken 6. 30. Det er en lang og flot tur på floden med mange stop undervejs. Floden danner det meste af vejen grænse mellem Nica’erne og Tico’erne. Nica’erne har grænsevagter med mellemrum, mens Tico’erne vist syntes at når nu Nica’erne gør det. så behøver de jo ikke også bruge penge på det pjat. Nica siden er næsten uberørt regnskov hele vejen, mens Tico siden har landbrug meget af strækningen.
Vi ankommer først til San Juan klokken 18.00. Lige da vi står af båden kommer der en kæmpe regnbyge, så vi skynder os i læ i et skur. To turister fra båden som kan spansk, får spurgt til, hvor der er et hotel, og vi følger efter dem, så vi er sikre på at finde et sted. San Juan er ikke et sted, der kommer mange turister, og der er ikke skilte med hotel eller lignende. Det er desuden blevet mørkt, så det er svært at se ret meget. Vi får at vide hvor der er en restaurant og får et dejligt måltid. Bagefter går vi tilbage til hotellet for at ordne billeder og skrive dagbog.
Torsdag 7. januar (Los Chiles til San Carlos) (Nicaragua)
I dag tager vi så videre til Nicaragua. Først får vi de obligatoriske stempler i vores pas for at komme ud af landet, på et kontor i et hønsehus nær havnen. Vi køber biletter til båden (to spillekort med underskrift på!)Vi går lidt rundt og kigger fordi båden først sejler klokken 12. Byen støder lige op til et stort naturreservat som hedder Silvestre et-eller-andet. Der er en utrolig natur heromkring. Fuglelivet er overvældende og brøleaberne høres konstant. Vi ser nogle store fisk (floddelfin?) springe op af vandet nogle gange lidt oppe af floden.
Da båden endelig skal til at afgå finder jeg ud af at man skal betale en havneafgift (!) på en dollar, så klokken 5 minutter over forsent må jeg stå i en alt for lang kø for at betale. Vi når dog med båden.
Selve sejlturen er på omkring to timer gennem et flot flot grønt flodlandskab. Igen med masser at fugleliv omkring os. Allerede her kan man se at der er mere fattigt i Nicaragua. Det regner stadig lidt i små byger, men blæsten er heldigvis væk her.
Efter de nye obligatoriske stempler, denne gang for at komme ind i dette land, finder vi hurtigt et fint hotel, ???
Vi går straks ud i byen for at at arrangere den videre rejse. Ved busstationen stoppes vi af en mand som spørger lidt til hvad vi hedder og hvor vi kommer fra. Pludselig hører vi ham brøle ud af højtalerne, som kan høres i hele området, at byen nu har fint besøg af Heidi og Jens fra Danmark. Vi ser nu at stedet han står foran har et skilt som viser at det er den lokale radiostation. Formentlig har hele byen og omegn nu i radioen hørt at vi er kommet. Selv om her er meget få rejsende, så er det dog noget af en velkomst for at par små danskere.
Trods at vejrudsigten viser regn de nærmeste dage beslutter vi alligevel efter mange overvejelser at tage videre af Rio San juan, ud til San Juan ved den Caribiske kyst.
Aftensmaden får vi på en, for stedet, usædvanlig god restaurant. Vi får en fiskeret og en flodrejeret. Rejen er på størrelse med en hummer. Til dette får vi øl og efterfølgende kaffe og Flor de Canã rom for i alt 120 kroner. Det var nok ikke sket i Roskilde.
Onsdag 6. januar (Santa Elena til Los Chiles)
Hele natten har det blæst det meste af en efterårspelikan med regn. Ikke just hvad man forventer på en ferie her i landet. Men vi er i bjergene og her kan alt jo ske vejrmæssigt. Vi hentes af en taxi kl. 8:00 ved hotellet som kører os på jord og bjergveje til båden som skal sejle os over til Fortuna. Hele tiden regner det i stænger. I Fortuna kommer vi med en bus efter en halv times tid. Så langt så godt.
Efter yderligere et par timer kommer vi til næste stop, Ciudad ???? hvor der skulle køre en masse busser til Los Chiles som ligger ved en lille grænseovergang til Nicaragua. Af en eller anden grund kører der dog først en et par timer efter vi ankommer. Så først kl. 15:00 kommer vi videre. Til gengæld er det en expresbus, så det går tjept derudaf på den gode vej til Los Chiles.
Los Chiles viser sig at være en usædvanlig stille og kedelig by med ret mange Soda’er (bar’er). Vel fordi det er en grænseby. Vi går lidt rundt og kigger på ingenting, og ser en film på fjernsynet på vores værelse.
Tirsdag 5. januar (Santa Elena/Monteverde)
Op igen i dag så vi kan komme på fugletur med hotelværten fra kl. 6:15 sammen med tre englændere. Heidi har haft det halvdårligt i nat og er stadig halvsløj. I dag kan det tydeligt mærkes at vi er i regnskov. Der er små regndråber i luften selv om der ingen skyer kan ses på himmelen. Området her er især berømt for sine ‘cloudforrest’ som giver et helt specielt mikroklima og et særligt dyreliv og fauna. Turen er ok uden at være fantastisk. Vi ser en del fugle blandt andet forskellige kolibrier, men de er vanskelige at fotografere fordi de aldrig står stille i luften der hvor kameraet gerne vil have det.
Klokken halv to hentes vi igen på hotellet. Nu skal vi på en af de adreanalinture som området blandt andet er berømt for. En tur hvor vi glider på wire i stor højde mellem og over regnskovstræerne. Det er ret vildt. Den længste glidetur er over en kilometer langt og man hænger som superman med to tove i ryggen. Det mest grænseoverskridende er dog rapelling lodret 28 meter ned fra en træplatform. Og især et Tarzan-sving i et tov på vel 75 meter ud over en slugt, vildt at blive kastet ud og starte med et frit fald før svinget starter. Vi kan nu officielt begge kalde os "Superman". Hele turen foregår i midten af skyerne helt bogstaveligt. Vi bliver sjaskvåde og kan nogle gange hverken se enden på vores wire eller jorden vi suser hen over. Vildt at føle sig frit svævende i luften. Det er med til at forstærke supermandsfølelsen.
Mandag 4. januar (Santa Elena/Monteverde)
Vi går en halvhård tur op til toppen af (Cerro ????) som er det højeste her i omegnen. Jordvejen stiger 300 meter over 3 kilometer men det føles alligevel som mere en 10% stigning. Fra toppen kan vi se Arenal lidt utydeligt. På nedturen får Heidi lidt ondt i knæet så hun går en stor del af vejen baglæns.
Vi spiser en lækker frokost på en lille amerikanskejet cafe/bageri. Vi slutter af med et par dejlige kager/chokolade. Undervejs besøger vi også et par gallerier med diverse farvestrålende genstande.
Klokken 5:30 bliver vi hentet til vores nattetur i regnskoven. Vi er en gruppe på i alt 8 personer. Straks vi kommer ind i skoven bliver vi nærmest overrendt af divers pattedyr som guiden siger man normalt ikke kan regne med at se (ja ja!). undervejs ser vi diverse underlige og nogle gange farvestrålende insekter og fugle. Blandt andet en tarantel større en min hånd. Yarkk! Absolut en spændende måde at se noget andet på. Jeg får taget en masse billeder. Men det bedste billede kommer jeg først i tanke om bagefter. Det var at tage et af otte bagdele som nærmest ligger ind over et hul i jorden i en nattesort mudret regnskov, for alle samtidig at se på et eller andet ligegyldigt grønt insekt som vi ellers ville have syntes var ulækkert eller irriterende. Men sådan er det jo at være turist!
Tilbage i byen spiser vi verden kedeligste pizza på verdens kedeligste italienske restaurant.
Søndag 3. januar (Dominical til Santa Elena/Monteverde)
Vi tager klokken 8 bussen til Quepos hvor vi efter 15-20 minutter forsætter med en anden bus til Punterenas. Vi får lidt at drikke før vi går mod buscentralen i god tid da vi pludselig ser bussen køre mod os på vejen en kvarter før planlagt afgang. Vi kommer heldigvis med.
Punterenas er en beskidt industriby hvor vi heldigvis kun lige skal have noget at spise før vi fanger dagens tredje bus mod Monteverde/Santa Elena. De sidste par timer af turen går på jordvej med kraftige stigningsprocenter som bussen kun lige kan klare at dømme efter lydene som kommer fra motoren. Men en flot flot tur.
Vi ankommer til Monteverde næsten en time efter planen og det er blevet mørkt hvilket altid gør det lidt mere besværligt at finde et værelse. Vores foretrukne hotel er optaget så vi lader os overtale af en mand på gaden til at se på hans hotel. Det er et nyt og lidt kedeligt hotel (Puentes del Sol) i udkanten af den lille by, men det tager kun 10 minutter at gå til centrum så det er ok. Vi spiser på en god restaurant i byen. Og det var så den dag.
Efter at have hævet lidt penge tager vi den korte to timers bustur til Leon hvor vi regner med at have base i nogle dage efter alt det rejseri.
Byen ser ud til at være den charmerende by i gammel kolonistil den skulle være, og vi laver intet fornuftigt i dag.
Lørdag 9. januar (San Juan til Managua.
Pyha det bliver til en del transportdage oven i hinanden, men med enkelte undtagelser så overskygger oplevelsesdelen langt transportkvalerne.
Igen i dag er vi på rejse. Klokken 8 i dag forlader vi igen San Juan. Vi ville egenlig gerne blive her mindst en dag for at opleve dette sted som er noget at det fjerneste fra 'verden-som-vi-kender-den' som man kan komme. Her bor omkring 1.000 mennesker. Her er en af verdens højeste årlige nedbør, omkring 5.000 millimeter om året. Og alligevel har mange af de kendte været her, Horatio Nelson, piraten med rommen (hvad er det nu han hedder?) og Mark Twain, blandt andre. Her er bare vådt, vådt, vådt og så kedeligt at det er facinerende. Det er også stedet hvor hvis man sejler op ad floden så skulle der kun graves en kanal på 14 kilometer for at komme i gennem til Stillehavet. Kun uforståelig stormagtspolitik bestemte at Panamakanalen blev gravet i Panama, som er et totalt ulogisk sted for den (bortset fra navnet altså!). Her er så kedeligt at vi kun kan komme mod Bluefields idag eller på onsdag. Så vi vælger idag selv om vi slet ikke har søbet nok i kedsomheden endnu, for ikke at tale om den helt fantastiske fauna og flora varmen og fugtigheden giver tilsammen. Her kan man virkelig tale om regnskov. Ordet slår næsten ikke til.
Båden til Bluefields er en stor speedbåd med 2 250 hestes påhængsmonstre. Når han trykket den af blæses man tilbage i båden selv om den er så stor at der kan være ca. 20 passagerer. Den forrige afgang blev aflyst på grund af for megen blæst i det Caribiske hav (tænk at tvangsopholde sig her!) Vi kommer afsted til tiden, det vil sige kun cirka en halv time for sent, det er jo Mañana kulturen. Vi kommer let ud over brændingen med fuldt tryk på gassen og nogle ordentlige slag i skrogen. Og sådan fortsætter det i stort set fire timer. Vi banker gennem bølgerne med en fart som de færreste jetski ville kunne klare. Ryg, nakke og baldemuskler bliver ømmere og ømmere og det er ikke hele tiden lige sjovt, vi overvejer i hvert fald mange gange undervejs om det nu var det rigtige at gøre. Især når det for syvende gang kommer en af de kæmperegnbyger som vi nu har været velsignet med i de seneste dage, men selvfølgelig skal det regne 5.000 milimeter om året er der ikke plads til mange pauser. Efter cirka 4 timer lægger vi til ved en flådestation, El Bluff (!) og alt bagage bliver gennemroddet på trods af at det er en national sejllads. Jeg går ud fra det er fordi dette er en af den Columbianske kokain mafias foretrukne ruter mod USA og Europa. Da vi endelig kommer til Bluefields er det med lettelse vi forlader båden, selv om det nu faktisk også var en oplevelse, her bagefter.
En ny bragbyge gør det nemt for os at holde fast i beslutningen om ikke at tage til Pearl Lagune eller Corn island, selv om det trækker. Men endnu 2-3 dage med konstant gråt regnvejt trækker ikke så meget mere.
Vi tager derfor en ny båd op af Rio Escondido. Før vi forlader byen skal vores bagage lige gennemrodes en gang til af nogle toldere (er det Sandinisterne måde at genere det caribiske folk som aldrig har støttet regimet?)
Fra El Rama tager vi bussen til Managua da vi nu vil så langt vestpå at vi slipper for regnen. Nu skal vi igen have sol og være lidt brune. Efter cirke fire timers kørsel bryder vores bus sammen midt i det mørke igenting. Og så sidder vi ellers her i næsten fire timer og venter på at der kommer en anden bus og henter os. I stedet for at komme til Managua kl. ni er vi først på et hotel ved halv to-tiden om natten.
Fredag den 8. januar (San Carlos til San Juan)
Vækkeuret ringer klokken 4.45. Vi står op og går ned til havnen. Båden til San Juan skal afgå klokken 6, og da vi ankommer 20 minutter i seks, er der allerede kø langt ud på gaden. Det regner heldigvis ikke. Der er tre både som bliver fyldt op og vi sejler klokken 6. 30. Det er en lang og flot tur på floden med mange stop undervejs. Floden danner det meste af vejen grænse mellem Nica’erne og Tico’erne. Nica’erne har grænsevagter med mellemrum, mens Tico’erne vist syntes at når nu Nica’erne gør det. så behøver de jo ikke også bruge penge på det pjat. Nica siden er næsten uberørt regnskov hele vejen, mens Tico siden har landbrug meget af strækningen.
Vi ankommer først til San Juan klokken 18.00. Lige da vi står af båden kommer der en kæmpe regnbyge, så vi skynder os i læ i et skur. To turister fra båden som kan spansk, får spurgt til, hvor der er et hotel, og vi følger efter dem, så vi er sikre på at finde et sted. San Juan er ikke et sted, der kommer mange turister, og der er ikke skilte med hotel eller lignende. Det er desuden blevet mørkt, så det er svært at se ret meget. Vi får at vide hvor der er en restaurant og får et dejligt måltid. Bagefter går vi tilbage til hotellet for at ordne billeder og skrive dagbog.
Torsdag 7. januar (Los Chiles til San Carlos) (Nicaragua)
I dag tager vi så videre til Nicaragua. Først får vi de obligatoriske stempler i vores pas for at komme ud af landet, på et kontor i et hønsehus nær havnen. Vi køber biletter til båden (to spillekort med underskrift på!)Vi går lidt rundt og kigger fordi båden først sejler klokken 12. Byen støder lige op til et stort naturreservat som hedder Silvestre et-eller-andet. Der er en utrolig natur heromkring. Fuglelivet er overvældende og brøleaberne høres konstant. Vi ser nogle store fisk (floddelfin?) springe op af vandet nogle gange lidt oppe af floden.
Da båden endelig skal til at afgå finder jeg ud af at man skal betale en havneafgift (!) på en dollar, så klokken 5 minutter over forsent må jeg stå i en alt for lang kø for at betale. Vi når dog med båden.
Selve sejlturen er på omkring to timer gennem et flot flot grønt flodlandskab. Igen med masser at fugleliv omkring os. Allerede her kan man se at der er mere fattigt i Nicaragua. Det regner stadig lidt i små byger, men blæsten er heldigvis væk her.
Efter de nye obligatoriske stempler, denne gang for at komme ind i dette land, finder vi hurtigt et fint hotel, ???
Vi går straks ud i byen for at at arrangere den videre rejse. Ved busstationen stoppes vi af en mand som spørger lidt til hvad vi hedder og hvor vi kommer fra. Pludselig hører vi ham brøle ud af højtalerne, som kan høres i hele området, at byen nu har fint besøg af Heidi og Jens fra Danmark. Vi ser nu at stedet han står foran har et skilt som viser at det er den lokale radiostation. Formentlig har hele byen og omegn nu i radioen hørt at vi er kommet. Selv om her er meget få rejsende, så er det dog noget af en velkomst for at par små danskere.
Trods at vejrudsigten viser regn de nærmeste dage beslutter vi alligevel efter mange overvejelser at tage videre af Rio San juan, ud til San Juan ved den Caribiske kyst.
Aftensmaden får vi på en, for stedet, usædvanlig god restaurant. Vi får en fiskeret og en flodrejeret. Rejen er på størrelse med en hummer. Til dette får vi øl og efterfølgende kaffe og Flor de Canã rom for i alt 120 kroner. Det var nok ikke sket i Roskilde.
Onsdag 6. januar (Santa Elena til Los Chiles)
Hele natten har det blæst det meste af en efterårspelikan med regn. Ikke just hvad man forventer på en ferie her i landet. Men vi er i bjergene og her kan alt jo ske vejrmæssigt. Vi hentes af en taxi kl. 8:00 ved hotellet som kører os på jord og bjergveje til båden som skal sejle os over til Fortuna. Hele tiden regner det i stænger. I Fortuna kommer vi med en bus efter en halv times tid. Så langt så godt.
Efter yderligere et par timer kommer vi til næste stop, Ciudad ???? hvor der skulle køre en masse busser til Los Chiles som ligger ved en lille grænseovergang til Nicaragua. Af en eller anden grund kører der dog først en et par timer efter vi ankommer. Så først kl. 15:00 kommer vi videre. Til gengæld er det en expresbus, så det går tjept derudaf på den gode vej til Los Chiles.
Los Chiles viser sig at være en usædvanlig stille og kedelig by med ret mange Soda’er (bar’er). Vel fordi det er en grænseby. Vi går lidt rundt og kigger på ingenting, og ser en film på fjernsynet på vores værelse.
Tirsdag 5. januar (Santa Elena/Monteverde)
Op igen i dag så vi kan komme på fugletur med hotelværten fra kl. 6:15 sammen med tre englændere. Heidi har haft det halvdårligt i nat og er stadig halvsløj. I dag kan det tydeligt mærkes at vi er i regnskov. Der er små regndråber i luften selv om der ingen skyer kan ses på himmelen. Området her er især berømt for sine ‘cloudforrest’ som giver et helt specielt mikroklima og et særligt dyreliv og fauna. Turen er ok uden at være fantastisk. Vi ser en del fugle blandt andet forskellige kolibrier, men de er vanskelige at fotografere fordi de aldrig står stille i luften der hvor kameraet gerne vil have det.
Klokken halv to hentes vi igen på hotellet. Nu skal vi på en af de adreanalinture som området blandt andet er berømt for. En tur hvor vi glider på wire i stor højde mellem og over regnskovstræerne. Det er ret vildt. Den længste glidetur er over en kilometer langt og man hænger som superman med to tove i ryggen. Det mest grænseoverskridende er dog rapelling lodret 28 meter ned fra en træplatform. Og især et Tarzan-sving i et tov på vel 75 meter ud over en slugt, vildt at blive kastet ud og starte med et frit fald før svinget starter. Vi kan nu officielt begge kalde os "Superman". Hele turen foregår i midten af skyerne helt bogstaveligt. Vi bliver sjaskvåde og kan nogle gange hverken se enden på vores wire eller jorden vi suser hen over. Vildt at føle sig frit svævende i luften. Det er med til at forstærke supermandsfølelsen.
Mandag 4. januar (Santa Elena/Monteverde)
Vi går en halvhård tur op til toppen af (Cerro ????) som er det højeste her i omegnen. Jordvejen stiger 300 meter over 3 kilometer men det føles alligevel som mere en 10% stigning. Fra toppen kan vi se Arenal lidt utydeligt. På nedturen får Heidi lidt ondt i knæet så hun går en stor del af vejen baglæns.
Vi spiser en lækker frokost på en lille amerikanskejet cafe/bageri. Vi slutter af med et par dejlige kager/chokolade. Undervejs besøger vi også et par gallerier med diverse farvestrålende genstande.
Klokken 5:30 bliver vi hentet til vores nattetur i regnskoven. Vi er en gruppe på i alt 8 personer. Straks vi kommer ind i skoven bliver vi nærmest overrendt af divers pattedyr som guiden siger man normalt ikke kan regne med at se (ja ja!). undervejs ser vi diverse underlige og nogle gange farvestrålende insekter og fugle. Blandt andet en tarantel større en min hånd. Yarkk! Absolut en spændende måde at se noget andet på. Jeg får taget en masse billeder. Men det bedste billede kommer jeg først i tanke om bagefter. Det var at tage et af otte bagdele som nærmest ligger ind over et hul i jorden i en nattesort mudret regnskov, for alle samtidig at se på et eller andet ligegyldigt grønt insekt som vi ellers ville have syntes var ulækkert eller irriterende. Men sådan er det jo at være turist!
Tilbage i byen spiser vi verden kedeligste pizza på verdens kedeligste italienske restaurant.
Søndag 3. januar (Dominical til Santa Elena/Monteverde)
Vi tager klokken 8 bussen til Quepos hvor vi efter 15-20 minutter forsætter med en anden bus til Punterenas. Vi får lidt at drikke før vi går mod buscentralen i god tid da vi pludselig ser bussen køre mod os på vejen en kvarter før planlagt afgang. Vi kommer heldigvis med.
Punterenas er en beskidt industriby hvor vi heldigvis kun lige skal have noget at spise før vi fanger dagens tredje bus mod Monteverde/Santa Elena. De sidste par timer af turen går på jordvej med kraftige stigningsprocenter som bussen kun lige kan klare at dømme efter lydene som kommer fra motoren. Men en flot flot tur.
Vi ankommer til Monteverde næsten en time efter planen og det er blevet mørkt hvilket altid gør det lidt mere besværligt at finde et værelse. Vores foretrukne hotel er optaget så vi lader os overtale af en mand på gaden til at se på hans hotel. Det er et nyt og lidt kedeligt hotel (Puentes del Sol) i udkanten af den lille by, men det tager kun 10 minutter at gå til centrum så det er ok. Vi spiser på en god restaurant i byen. Og det var så den dag.
lørdag, januar 02, 2010
Lørdag 2. januar
Vi starter dagen med at finde et andet værelse lige nede ved stranden til 35 US dollar. Efter lidt afslapning går vi en tur langs floden Rio Mar.
Vi bader i Stillehavets store bølger. Det er hamrende sjovt at blive ramt af de store bølger men man skal for guds skyld sørge for ikke at kommer for langt ud. Der ryger et par turister hvert år. Det er ikke uden grund surfere valfarter hertil. På et tidspunkt er jeg (Jens) uopmærksom og rammes uforudset af en bølge som giver mig et halv knock out.
Fredag 1. januar
Vi når med nød og næppe vores bus ud af byen. Efter Heidi er gået op til receptionen med sin bagage går toiletdøren i baglås og ingen hører mig råbe og skrige ud af vinduet. Da Heidi endelig kommer for at se hvor jeg bliver af er det næsten for sent. Vi løber gennem byen for at komme til busen, og det er noget man bare ikke gør med den luftfugtighed her er. Vi når bussen, men sidder helt bogstaveligt og er 100% drivvåde af sved. Resten af dagen er vi endnu mere fedtede ind i sved end vi ellers ville have været.
Vi skifter uden problemer bus i Palma Norte og kommer til Dominical som er vores bestemmelsessted. Det er et surf og backpackersted som syder af liv, her dagen efter nytårsaften. Vi har problemer med at finde et værelse og ender med et alt for dyrt et til 75 US dollar. Byen er et kaotisk klondyke hvor alle er sin egen lykkes smed og småhoteller og restauranter ligger lidt hulter til bulter. Vi møder senere tre svenskere som kommer til byen et par timer efter os, på det tidspunkt har et hotel åbenbart opgivet at leje mere ud denne dag til en god pris så de får en cabinas til syv personer for 25 Us dollar. De spørger om vi vil dele med dem så vi kan betale 5 dollar pr. Person. Men på dette tidspunkt har vi bundet os til det dyre værelse - ærgerligt! Vores hotel har til gengæld en Italiensk Tapas restaurant (spørg mig ikke om noget i den forbindelse) og her spiser vi et rigtig lækkert måltid for lidt over 200 kroner.
Torsdag 31. december
Vi er oppe i byen 5:50 for at møde en lokal guide som vil lede os på en tur til regnskoven ved Matapalo. Vi er sammen med et ungt Canadisk par. Først kører vi i taxi en lille times tid og resten at tiden går vi i en sekundær regnskov. (sekundær fordi det er tidligere kulturjord som er lagt brak, primær er hvis det er urskov, det vil sige jord som aldrig har været ryddet). Flora, fauna og hvad det hele hedder . er overvældende. Først går vi igennem et område med diverse fugle, sommerfugle, aber og dusinvis af forskellige planter. Og sådan bliver det groft sagt ved resten af dagen. Vi ser alle de fire abearter der er i landet, Cappucino-, spider-, brøle- og xxaber. Kæmpestore Morpheus sommerfugle i massevis som ikke vil side stille og lade sig fotografere. Diverse farvestrålende fugle, som altid sidder i skygge med lys baggrund, så de også er ufotograferbare. Lidt forskellige frøer møder vi også. Hele dagen er det natuligvis brølende varmt og kvælende fugtigt, det er jo regnskov. Ind imellem kommer vi også ud til kysten som er meget surfegnet. En del af området er private lodder som er ejet af amerikanere som som bygger et lille eller stort feriehus og lader resten af jorden ligge som naturområde. Det er jo godt for naturen, men ikke altid godt for de lokale som har mistet meget landbrugsjord på den måde. Jeg forstår bevæggrunden for begge parter og det er ikke altid nemt at sige hvem som har ret. Hvorfor skal naturen ligge i fattige lande hvor vi rige kan besøge den ind i mellem uden omkostninger for vores tilværelse?
Vores guides forældre ejede selv en del af jorden herude før den blev udlagt som naturområde. En amerikaner købte på et tidspunkt jorden og udstykkede den til mindre lodder som blev solgt for formidable summer. Det kunne man høre at guiden var lidt bitter over når han fortalte at det var hans familie som have plantet et bestemt træ eller lignende.
Da vi kommer tilbage fra turen henter vi vores vasketøj inden vaskeriet når at lukke. Det er jo nytårsaftens dag, så alt lukker tidtligt. Vi når det, og bagefter går vi til busstationen og køber billetter til Palmar Norte.
Om aftenen spiste vi på en ikke så god restaurant ved kysten.
Onsdag den 30. December.
Der er mange lyde her ude i naturen, så jeg vågnede allerede 3.30 da en hane syntes den skulle gale på det tidspunkt. Det blev den så ved med frem til ved 6 tiden. Man kan også høre aberne og alle mulige forskellige slags fugle, så der er rimelig meget liv rundt omkring.
Vores hytte er indrettet med en seng en stol og et bord og alle vægge og lofter er malet med junglemotiv, så vi har også naturen indenfor. Vi skal skifte værelse i dag, til et med aircondition og uden junglemotiver. Vi forsøgte at få et billigere værelse, men det var ikke muligt. Vi hørte at nogle af de andre gæster kun havde betalt 30 $ og vi har betalt 90, så det er noget af en forskel. Denne gang er ikke en fordel at have betilt hjemmefra bortset fra at vi så er garanteret et værelse.
Efter morgenmaden går vi op i byen for at finde ud af hvilke ture det kan lade sig gøre at komme på. Vi køber en kajaktur til klokken 11.00. Det er en god tur, men vi kommer ikke så langt ind i mangroven som vi havde forstillet os. Til gengæld stopper vi et sted, hvor man kan krydse fra floden over til havet. Vi bader og guiden laver et fint bord med ananas, kokos og appelsin som han finder vildtvoksende. Der er nogle bitte små moscittoer der bidder så vi får røde knopper over det hele.
Senere på eftermiddagen går vi en tur i den del af byen vi endnu ikke har været i (med 1.900 indbyggere siger det ikke så meget) men langs landingsbanen og lidt længere nede er der en strand hvor lokalbefolkningen bader og mødes ved en lille bar. Vi får et par af de lokale smooties lavet på blandet andet frisk ananas, himmelsk.
Vi spiser på en glimrende italiensk restaurant. Guderne må vide hvem der har fundet på at åbne sådan en her.
Tirsdag den 29. December.
Uret ringede klokken 6.00, og vi kom op og spiste det brød vi havde købt dagen før. Vi fik selvfølgelig ikke kaffe og frugt som lovet, da "damen" ikke var kommet. Vi kom i god tid ned til bussen, og kunne nå at få en kop kaffe der.
Busturen var lang, men gik OK og vi var fremme i Puerto Jiménez klokken 16.00. En mand fra Canada, der havde bosat sig i byen fulgte os ned til vores hotel. Han var kommet hertil med firmaet Chiqita, og var blevet da de havde trukket sig ud igen. Han havde været i landet i 31 år og i byen i 25.
Vores hotel er fint, med naturen lige uden for døren. Da vi sad og fik os en øl kravlede aberne rundt i træerne ved receptionen.
Efter et tiltrængt bad, (hvor en lille frø også lige bor i badeværelset) gik vi op i byen for at spise. Der er masser af steder der arrangerer forskellige ture, men det er lidt uoverskueligt, hvad der er bedst. Det må vi finde ud af i morgen.
Det er en meget varm og fugtig luft der er her, og der er masser af myg, så vi får vist god brug for al vores myggebalsam. Mine ben er blevet ret tykke af busturen og varme, men håber at en god nats søvn vil hjælpe på det, ellers kan jeg vist gå under navnet elefantbens damen.
Mandag den 28.december.
Vi bliver vækket klokken 5. 30. Tager et bad og spiser morgenmad på hotellet. Shuttlebussen afgår klokken 6.30. I lufthaven får tjekket baggage ind. Der er absolut ikke sikkerhed her. Vi tjekker ind et sted, og skal selv aflevere bagagen et andet sted, så her kan man putte hvad man vil i kufferten efter indtjekning. Vi kommer hurtigt gennem sikkerhedskontrollen Jens skal dog lige have tjekket sine sandaler lidt ekstra:-) vi kommer direkte ud til gaten klokken 7.30 og flyet afgår 9.50 så vi har rigtig god tid. Så vi skriver lidt dagbog mens vi venter.
Flyveturen går fint, og vi er fremme i San Jose klokken 11.45 Costa Rica tid som er 7 timer efter DK. Vi tager bussen til San Jose. Vi står af på endestationen og går mod det hostel vi havde booket til i går, Jeg (Heidi) er ved at gå til fordi mine sandaler gnaver helt vildt og jeg har allerede fået vabler. (så kan man lære ikke at tage nye sko med, som man ikke har gået i før). Så jeg skifter til mine løbesko på vejen. Da vi kommer til Det hostel vi skulle have boet på, er der ingen ledige værelser, så vi må ud at finde et nyt sted. Vi går ind et par steder, hvor der er optaget. Vi finder et hotel Little Havana. De har et rum til 89$ Det er alt for dyrt,men vi tager det, da jeg ikke orker at gå mere rundt.
Efter vi har fået værelset går vi ud i byen. Vi spiser på en Boliviansk restaurant, hvor maden er super god. Derefter går vi ned til busstationen for at købe billet til i morgen, hvor vi skal til Puerto Jiménes. Vi finder det nemt,og det tager ca. 20 minutter fra hotellet.
Bussen kører først 7.30. Vi havde ellers læst at den skulle køre klokken 6. Bagefter går vi ned på Avenida central som er en gågade for at se om vi kan finde nogle sandaler som ikke laver vabler. Det er ikke sådan lige til, men til sidst finder vi nogle sandaler som er gode og ikke for dyre 8900 colon. Vi fandt også en butik med rigtig gode sandaler, men jeg har jo nogle hjemme i DK så jeg synes det er for fjollet at købe et par mere. Vi køber også et kort over Costa Rica, så vi bedre kan planlægge hvor vi vil rejse rundt. Så køber vi ind til noget morgenmad, for det dyre hotel serverer nemlig ikke morgenmad i højsæsonen?! De vil dog godt give en kop kaffe og lidt frugt, men nu må vi se om det sker. Da vi kommmer tilbage til hotellet drikker vi en øl og bliver enormt trætte. Det må være tidsforskellen der driller lidt, selvom vi fik sovet 7 timer i træk og egentlig ikke synes at det virker forkert. Tog bad og gik ud og fik lidt mad, hvorefter vi gik tilbage for at sove.
Søndag den 27. December.
Vi stod op klokken 4.30, så vi kunne nå toget til lufthavnen fra Roskilde station klokken 5.09. Taxaen kom til tiden og vi var i Kasturp klokken 6.00. Der var lange køer både ved tjek ind og ved sikkerhedskontrollen. Vi går i loungen og spiser lidt morgenmad. Flyet til London afgår som planlagt.
I London finder vi ud af at der er mere sikkerhedskontrol. Vi får boardingkort både til Miami og San Jose. Der står ikke fra hvilken gate vi skal flyve fra, men vi finder hurtigt Loungen og sætter os for at vente. Vi kan se vores fly på skærmen, men der bliver ved med at stå"please Wait" så det gør vi. Ca ti min før flyet skal flyve kommer der gate nummer på og vi går ned til gaten. Der er lang kø og der er lavet ekstra sikkerhedskontrol på grund af terrorforsøg dagen før, så alle skal have gennemsøgt håndbagage og bliver kropsvisiteret, selv skoene bliver tjekket. Vi kommer afsted to timer forsinket. Iflyet må vi den sidste time af turen ikke have håndbagagen i nærheden, må ikke have tæppe over os og ikke gå på toilettet. Fuldstændigt hysterisk og uden mening.
I Miami, skal man selv hente bagage og have det i gennem toldkontrol. Vi har en time til vores fly går, og da vi har vores bagage 15 minutter før flyafgang, kan vi ikke få lov at komme med flyet, så vi bliver nødt til at vente med at komme med et fly til dagen efter og bliver indkvarteret på Red Roof Inn. Vi går over på en restaurant ved siden af hotellet og er tilbage og i seng klokken 5.30 dansk tid(23.30 i Miami), så det er præcis 25 timer efter vi stod op hjemme i Roskilde.
Vi starter dagen med at finde et andet værelse lige nede ved stranden til 35 US dollar. Efter lidt afslapning går vi en tur langs floden Rio Mar.
Vi bader i Stillehavets store bølger. Det er hamrende sjovt at blive ramt af de store bølger men man skal for guds skyld sørge for ikke at kommer for langt ud. Der ryger et par turister hvert år. Det er ikke uden grund surfere valfarter hertil. På et tidspunkt er jeg (Jens) uopmærksom og rammes uforudset af en bølge som giver mig et halv knock out.
Fredag 1. januar
Vi når med nød og næppe vores bus ud af byen. Efter Heidi er gået op til receptionen med sin bagage går toiletdøren i baglås og ingen hører mig råbe og skrige ud af vinduet. Da Heidi endelig kommer for at se hvor jeg bliver af er det næsten for sent. Vi løber gennem byen for at komme til busen, og det er noget man bare ikke gør med den luftfugtighed her er. Vi når bussen, men sidder helt bogstaveligt og er 100% drivvåde af sved. Resten af dagen er vi endnu mere fedtede ind i sved end vi ellers ville have været.
Vi skifter uden problemer bus i Palma Norte og kommer til Dominical som er vores bestemmelsessted. Det er et surf og backpackersted som syder af liv, her dagen efter nytårsaften. Vi har problemer med at finde et værelse og ender med et alt for dyrt et til 75 US dollar. Byen er et kaotisk klondyke hvor alle er sin egen lykkes smed og småhoteller og restauranter ligger lidt hulter til bulter. Vi møder senere tre svenskere som kommer til byen et par timer efter os, på det tidspunkt har et hotel åbenbart opgivet at leje mere ud denne dag til en god pris så de får en cabinas til syv personer for 25 Us dollar. De spørger om vi vil dele med dem så vi kan betale 5 dollar pr. Person. Men på dette tidspunkt har vi bundet os til det dyre værelse - ærgerligt! Vores hotel har til gengæld en Italiensk Tapas restaurant (spørg mig ikke om noget i den forbindelse) og her spiser vi et rigtig lækkert måltid for lidt over 200 kroner.
Torsdag 31. december
Vi er oppe i byen 5:50 for at møde en lokal guide som vil lede os på en tur til regnskoven ved Matapalo. Vi er sammen med et ungt Canadisk par. Først kører vi i taxi en lille times tid og resten at tiden går vi i en sekundær regnskov. (sekundær fordi det er tidligere kulturjord som er lagt brak, primær er hvis det er urskov, det vil sige jord som aldrig har været ryddet). Flora, fauna og hvad det hele hedder . er overvældende. Først går vi igennem et område med diverse fugle, sommerfugle, aber og dusinvis af forskellige planter. Og sådan bliver det groft sagt ved resten af dagen. Vi ser alle de fire abearter der er i landet, Cappucino-, spider-, brøle- og xxaber. Kæmpestore Morpheus sommerfugle i massevis som ikke vil side stille og lade sig fotografere. Diverse farvestrålende fugle, som altid sidder i skygge med lys baggrund, så de også er ufotograferbare. Lidt forskellige frøer møder vi også. Hele dagen er det natuligvis brølende varmt og kvælende fugtigt, det er jo regnskov. Ind imellem kommer vi også ud til kysten som er meget surfegnet. En del af området er private lodder som er ejet af amerikanere som som bygger et lille eller stort feriehus og lader resten af jorden ligge som naturområde. Det er jo godt for naturen, men ikke altid godt for de lokale som har mistet meget landbrugsjord på den måde. Jeg forstår bevæggrunden for begge parter og det er ikke altid nemt at sige hvem som har ret. Hvorfor skal naturen ligge i fattige lande hvor vi rige kan besøge den ind i mellem uden omkostninger for vores tilværelse?
Vores guides forældre ejede selv en del af jorden herude før den blev udlagt som naturområde. En amerikaner købte på et tidspunkt jorden og udstykkede den til mindre lodder som blev solgt for formidable summer. Det kunne man høre at guiden var lidt bitter over når han fortalte at det var hans familie som have plantet et bestemt træ eller lignende.
Da vi kommer tilbage fra turen henter vi vores vasketøj inden vaskeriet når at lukke. Det er jo nytårsaftens dag, så alt lukker tidtligt. Vi når det, og bagefter går vi til busstationen og køber billetter til Palmar Norte.
Om aftenen spiste vi på en ikke så god restaurant ved kysten.
Onsdag den 30. December.
Der er mange lyde her ude i naturen, så jeg vågnede allerede 3.30 da en hane syntes den skulle gale på det tidspunkt. Det blev den så ved med frem til ved 6 tiden. Man kan også høre aberne og alle mulige forskellige slags fugle, så der er rimelig meget liv rundt omkring.
Vores hytte er indrettet med en seng en stol og et bord og alle vægge og lofter er malet med junglemotiv, så vi har også naturen indenfor. Vi skal skifte værelse i dag, til et med aircondition og uden junglemotiver. Vi forsøgte at få et billigere værelse, men det var ikke muligt. Vi hørte at nogle af de andre gæster kun havde betalt 30 $ og vi har betalt 90, så det er noget af en forskel. Denne gang er ikke en fordel at have betilt hjemmefra bortset fra at vi så er garanteret et værelse.
Efter morgenmaden går vi op i byen for at finde ud af hvilke ture det kan lade sig gøre at komme på. Vi køber en kajaktur til klokken 11.00. Det er en god tur, men vi kommer ikke så langt ind i mangroven som vi havde forstillet os. Til gengæld stopper vi et sted, hvor man kan krydse fra floden over til havet. Vi bader og guiden laver et fint bord med ananas, kokos og appelsin som han finder vildtvoksende. Der er nogle bitte små moscittoer der bidder så vi får røde knopper over det hele.
Senere på eftermiddagen går vi en tur i den del af byen vi endnu ikke har været i (med 1.900 indbyggere siger det ikke så meget) men langs landingsbanen og lidt længere nede er der en strand hvor lokalbefolkningen bader og mødes ved en lille bar. Vi får et par af de lokale smooties lavet på blandet andet frisk ananas, himmelsk.
Vi spiser på en glimrende italiensk restaurant. Guderne må vide hvem der har fundet på at åbne sådan en her.
Tirsdag den 29. December.
Uret ringede klokken 6.00, og vi kom op og spiste det brød vi havde købt dagen før. Vi fik selvfølgelig ikke kaffe og frugt som lovet, da "damen" ikke var kommet. Vi kom i god tid ned til bussen, og kunne nå at få en kop kaffe der.
Busturen var lang, men gik OK og vi var fremme i Puerto Jiménez klokken 16.00. En mand fra Canada, der havde bosat sig i byen fulgte os ned til vores hotel. Han var kommet hertil med firmaet Chiqita, og var blevet da de havde trukket sig ud igen. Han havde været i landet i 31 år og i byen i 25.
Vores hotel er fint, med naturen lige uden for døren. Da vi sad og fik os en øl kravlede aberne rundt i træerne ved receptionen.
Efter et tiltrængt bad, (hvor en lille frø også lige bor i badeværelset) gik vi op i byen for at spise. Der er masser af steder der arrangerer forskellige ture, men det er lidt uoverskueligt, hvad der er bedst. Det må vi finde ud af i morgen.
Det er en meget varm og fugtig luft der er her, og der er masser af myg, så vi får vist god brug for al vores myggebalsam. Mine ben er blevet ret tykke af busturen og varme, men håber at en god nats søvn vil hjælpe på det, ellers kan jeg vist gå under navnet elefantbens damen.
Mandag den 28.december.
Vi bliver vækket klokken 5. 30. Tager et bad og spiser morgenmad på hotellet. Shuttlebussen afgår klokken 6.30. I lufthaven får tjekket baggage ind. Der er absolut ikke sikkerhed her. Vi tjekker ind et sted, og skal selv aflevere bagagen et andet sted, så her kan man putte hvad man vil i kufferten efter indtjekning. Vi kommer hurtigt gennem sikkerhedskontrollen Jens skal dog lige have tjekket sine sandaler lidt ekstra:-) vi kommer direkte ud til gaten klokken 7.30 og flyet afgår 9.50 så vi har rigtig god tid. Så vi skriver lidt dagbog mens vi venter.
Flyveturen går fint, og vi er fremme i San Jose klokken 11.45 Costa Rica tid som er 7 timer efter DK. Vi tager bussen til San Jose. Vi står af på endestationen og går mod det hostel vi havde booket til i går, Jeg (Heidi) er ved at gå til fordi mine sandaler gnaver helt vildt og jeg har allerede fået vabler. (så kan man lære ikke at tage nye sko med, som man ikke har gået i før). Så jeg skifter til mine løbesko på vejen. Da vi kommer til Det hostel vi skulle have boet på, er der ingen ledige værelser, så vi må ud at finde et nyt sted. Vi går ind et par steder, hvor der er optaget. Vi finder et hotel Little Havana. De har et rum til 89$ Det er alt for dyrt,men vi tager det, da jeg ikke orker at gå mere rundt.
Efter vi har fået værelset går vi ud i byen. Vi spiser på en Boliviansk restaurant, hvor maden er super god. Derefter går vi ned til busstationen for at købe billet til i morgen, hvor vi skal til Puerto Jiménes. Vi finder det nemt,og det tager ca. 20 minutter fra hotellet.
Bussen kører først 7.30. Vi havde ellers læst at den skulle køre klokken 6. Bagefter går vi ned på Avenida central som er en gågade for at se om vi kan finde nogle sandaler som ikke laver vabler. Det er ikke sådan lige til, men til sidst finder vi nogle sandaler som er gode og ikke for dyre 8900 colon. Vi fandt også en butik med rigtig gode sandaler, men jeg har jo nogle hjemme i DK så jeg synes det er for fjollet at købe et par mere. Vi køber også et kort over Costa Rica, så vi bedre kan planlægge hvor vi vil rejse rundt. Så køber vi ind til noget morgenmad, for det dyre hotel serverer nemlig ikke morgenmad i højsæsonen?! De vil dog godt give en kop kaffe og lidt frugt, men nu må vi se om det sker. Da vi kommmer tilbage til hotellet drikker vi en øl og bliver enormt trætte. Det må være tidsforskellen der driller lidt, selvom vi fik sovet 7 timer i træk og egentlig ikke synes at det virker forkert. Tog bad og gik ud og fik lidt mad, hvorefter vi gik tilbage for at sove.
Søndag den 27. December.
Vi stod op klokken 4.30, så vi kunne nå toget til lufthavnen fra Roskilde station klokken 5.09. Taxaen kom til tiden og vi var i Kasturp klokken 6.00. Der var lange køer både ved tjek ind og ved sikkerhedskontrollen. Vi går i loungen og spiser lidt morgenmad. Flyet til London afgår som planlagt.
I London finder vi ud af at der er mere sikkerhedskontrol. Vi får boardingkort både til Miami og San Jose. Der står ikke fra hvilken gate vi skal flyve fra, men vi finder hurtigt Loungen og sætter os for at vente. Vi kan se vores fly på skærmen, men der bliver ved med at stå"please Wait" så det gør vi. Ca ti min før flyet skal flyve kommer der gate nummer på og vi går ned til gaten. Der er lang kø og der er lavet ekstra sikkerhedskontrol på grund af terrorforsøg dagen før, så alle skal have gennemsøgt håndbagage og bliver kropsvisiteret, selv skoene bliver tjekket. Vi kommer afsted to timer forsinket. Iflyet må vi den sidste time af turen ikke have håndbagagen i nærheden, må ikke have tæppe over os og ikke gå på toilettet. Fuldstændigt hysterisk og uden mening.
I Miami, skal man selv hente bagage og have det i gennem toldkontrol. Vi har en time til vores fly går, og da vi har vores bagage 15 minutter før flyafgang, kan vi ikke få lov at komme med flyet, så vi bliver nødt til at vente med at komme med et fly til dagen efter og bliver indkvarteret på Red Roof Inn. Vi går over på en restaurant ved siden af hotellet og er tilbage og i seng klokken 5.30 dansk tid(23.30 i Miami), så det er præcis 25 timer efter vi stod op hjemme i Roskilde.
fredag, januar 09, 2009
Da vi ikke har faaet opdateret bloggen siden den 29. december bliver det forholdsvis kort resume for de enkelte dage, saa kan det vaere vi skriver mere naar vi kommer hjem.
9. januar 2009
Laante cykler paa hotellet og koerte foerst til et vandfald ca 5 km uden for byen. Derefter tilbage til byen, hvor vi spiste paa markedet og saa tilbage noget af vejen igen til nogle kabelvogne, som koerte hen til en soe. Cyklerne er eendige, og bakkerne stejle, saa det var lidt haardt, men godt at faa roert sig lidt. Sidder nu pa hotellet og skriver blog og indlaeser billeder. Vi har hyret nogle motorcykler (easy riders) som paa to dage vil tage os rundt og se forskellige ting og samtidig transportere os til Mui Ne, som er naeste destination. vi skal have en enkelt overnatning i en by, jeg ikke kan huske navnet paa, men som er et std, som er kendt for at producere te.
8. januar 2009
Rejser fra Boun Ma thout til Dalat. Det er en rigtig flot tur med bussen, hvor vi koerer op og ned i bjerge. Vejene er elendige og det svinger og bumler. En af de andre passagerer bestiller ikke andet end at ofre sig. Dalat ligger i ca 1500 m hoejde, og det er et noget andet og koeligere klima. Der er meget tourisme i Dalat, mere end vi ellers har oplevet, men ok. Det er en flot by med gader der gaar op og ned, og det er lidt sydeuropaeisk i stilen.
7. januar 2009
Vi tager paa tur i firehjulstraekker med chauffoer og guide. Foerst til to vandfald. Derefter til en lille landsby med minoritetsbefolkning, hvor vi ogsaa spiser frokost og hoerer noget musik. Derefter tager vi til Vietnams stoerste naturpark, som ogsaa gaar ind i Cambodia. Her skal vi ride Elefant. Det er dog ikke meget naturpark man kan se. Vi er ved en soe, hvor man kan leje baade og cykler, og saa kan man cykle rundt paa en 5 km rute, men det hele er anlagt med veje og ved indgngen er et badeland, saa det er ikke lige det vi havde taenkt.
Paa vejen tilbage til byen koerer vi til en butik, som saelger kaffe, som de dyrker rigtig meget af i omraadet, og vi koeber et par kilo.
6. januar 2009
Da vi har faaet vaerelse faar vi os et velfortjent varmt bad, og sender det meste af vores toej til vask. Gaar ud i byen og lidt ud til en lille landsby, hvor en minoritets befolkning bor i lange stolpehuse. De lever af kaffeproduktion og vaevning. Vi gaar tilbage til hotellet og arrangerer en tur til i morgen med guide til nogle vandfald og en naturpark.
5. januar 2009
Rejser fra Ha Tien til Boun Ma Thout via HCMC
Turen til HCMC er i en minibus, hvor man ikke rigtig kan have benene, saa det er lidt sejt. Vi ankommer til HCMC kl 15.00 og koeber billetter til Boun ma Thout til kl. 21.00, saa vi skal have tiden til at gaa i byen med rygsaekke. Det er fuldstaendig sindsyg trafik der er, og vi bliver stoppet i at gaa ned af en sidegade, da en dame med fagter forsoeger at fortaelle os, at vi vil blive slaaet ned, hvis vi gaar der, saa vi ender med at saette os og laese i vores boeger paa busstationen. Vi ankommer til Boun Ma Thout klokken 5.30 om morgenen og finder et hotel, hvor vi kan faa vaerelse klokken 9.00. Vi venter der indtil vi kan faa morgenmad og gaar derefter lidt rundt i byen indtil vi kan checke ind.
4. januar 2009
Rejser fra Kep til Ha Tien (Vietnam).
Foerste del af turen er med tuktuk. Ca 800 m. foer graensen bliver vi samlet op af to motorcykler, som kan koere os helt til Ha Tien, da de har fri adgang over graensen, fordi de bor i graenseomraadet. Det gaar smertefrit, og vi bliver sat af paa et hotel, som vi booker os ind paa. Ha Tien er en hyggelig lille by, men der er ikke ret mange der kan engelsk, saa det er lidt svaert at kommunikere med folk. Vi har noget besvaer med at finde busstationen, men efter vi har gaaet ca 6-7 km lykkes det til sidst og vi faar billetter til Buon Ma Thout. Vi kigger paa marked og paa byen, hvor haner er stillet frem til hanekamp, og faar en god middag.
3. januar 2009
Flytter til Malibu hotel. Vi lejer en scooter. Vi koerer en tur til stranden og derefter ud for at finde en peberplantage, som vi finder med lidt hjaelp. vi koeber noget peber med hjem til 10$, som sikkert er alt for dyrt, men .....Tilbage paa hotellet tager vi en svoemmetur i poolen inden vi gaar ned for at spise.
2. januar 2009
Gaar en tur paa 8 km i en naturpark, som stoeder lige op til hotellet, hvor vi faar foelgeskab ef hotellets hund hele vejen. Vi ser lidt aber. Vil gerne blive paa hotellet en dag mere, men alt er booket, saa vi booker paa et andet fint hotel, men uden den samme charme.
1. januar 2009
Vi rejser fra Phnom Phen til Kep. Bussen koerer foerst klokken 13.15, saa vi ankommer foerst til Kep efter solnedgang. Vi bliver indlogeret paa Kep Lodge, som er et rigtig dejligt sted. Det er dog ogsaa noget dyere end vi har proevet tidligere. Vores vaerelse er en stolpehytte med veranda. Der er swimmingpool og et hyggeligt bar og restaurant omraade, og saa er der helt stille. Vi faar en vodka passionsfrugt drink (Hej Laila), som er rigtig god.
31. december 2008
Vi starter dagen med at skaffe os visa til Vietnam. Derefter gaar vi rundt i byen og kigger paa markeder m.m.
Tager tilbage paa hotellet for at slappe af og faa bad inden vi vil gaa ud og faa en god middag, da det jo er nytaarsaften. Da vi skal til at gaa begynder det at oese ned. Vi finder en tuktuk, og vil koeres ned til floden. han koerer en anden vej end vi ellers plejer og havner i en mega trafikkoe. Det regner endnu mere voldsomt nu. Vi sidder i koe i ca 1/2 time hvorefter han drejer ned af en sidevej og gaar i staa. Vi maa staa af og loeber i toervejr i den naemeste restaurant. Det er ikke ligefrem det vi havde planlagt, men vi faar da noget mad og sidder nogenlunde i toervejr. Efter vi har spist, er regnen naesten holdt op, saa vi gaar ned til floden, som vi oprindelig havde planlagt og finder en bar. Saa begynder det at regne igen. Det vaelter bare ned hele aftenen/natten. Stemningen er lidt mat, men det er meget hyggeligt at sidde og studere de forskellige mennesker. Vi kommer godt ind i det nye aar, og tager en tuktuk til hotellet stadig i oesende regn, saa prisen er gaaet lidt op;-)
30. December 2008
Vi rejser fra Siem Reap til Phnom Phen. Det regner ret voldsomt da vi staar op. Det er foerste gang paa turen vi oplever egentlig regn, men heldigvis stilner det af igen. busturen tager 5,5 timer. Vi bliver sat af i naerheden af posthuset og faar sendt vores postkort. Vi gaar rundt i byen og ender paa en bar, hvor vi ser en film paa 40 min. om Khmer Rouge.
9. januar 2009
Laante cykler paa hotellet og koerte foerst til et vandfald ca 5 km uden for byen. Derefter tilbage til byen, hvor vi spiste paa markedet og saa tilbage noget af vejen igen til nogle kabelvogne, som koerte hen til en soe. Cyklerne er eendige, og bakkerne stejle, saa det var lidt haardt, men godt at faa roert sig lidt. Sidder nu pa hotellet og skriver blog og indlaeser billeder. Vi har hyret nogle motorcykler (easy riders) som paa to dage vil tage os rundt og se forskellige ting og samtidig transportere os til Mui Ne, som er naeste destination. vi skal have en enkelt overnatning i en by, jeg ikke kan huske navnet paa, men som er et std, som er kendt for at producere te.
8. januar 2009
Rejser fra Boun Ma thout til Dalat. Det er en rigtig flot tur med bussen, hvor vi koerer op og ned i bjerge. Vejene er elendige og det svinger og bumler. En af de andre passagerer bestiller ikke andet end at ofre sig. Dalat ligger i ca 1500 m hoejde, og det er et noget andet og koeligere klima. Der er meget tourisme i Dalat, mere end vi ellers har oplevet, men ok. Det er en flot by med gader der gaar op og ned, og det er lidt sydeuropaeisk i stilen.
7. januar 2009
Vi tager paa tur i firehjulstraekker med chauffoer og guide. Foerst til to vandfald. Derefter til en lille landsby med minoritetsbefolkning, hvor vi ogsaa spiser frokost og hoerer noget musik. Derefter tager vi til Vietnams stoerste naturpark, som ogsaa gaar ind i Cambodia. Her skal vi ride Elefant. Det er dog ikke meget naturpark man kan se. Vi er ved en soe, hvor man kan leje baade og cykler, og saa kan man cykle rundt paa en 5 km rute, men det hele er anlagt med veje og ved indgngen er et badeland, saa det er ikke lige det vi havde taenkt.
Paa vejen tilbage til byen koerer vi til en butik, som saelger kaffe, som de dyrker rigtig meget af i omraadet, og vi koeber et par kilo.
6. januar 2009
Da vi har faaet vaerelse faar vi os et velfortjent varmt bad, og sender det meste af vores toej til vask. Gaar ud i byen og lidt ud til en lille landsby, hvor en minoritets befolkning bor i lange stolpehuse. De lever af kaffeproduktion og vaevning. Vi gaar tilbage til hotellet og arrangerer en tur til i morgen med guide til nogle vandfald og en naturpark.
5. januar 2009
Rejser fra Ha Tien til Boun Ma Thout via HCMC
Turen til HCMC er i en minibus, hvor man ikke rigtig kan have benene, saa det er lidt sejt. Vi ankommer til HCMC kl 15.00 og koeber billetter til Boun ma Thout til kl. 21.00, saa vi skal have tiden til at gaa i byen med rygsaekke. Det er fuldstaendig sindsyg trafik der er, og vi bliver stoppet i at gaa ned af en sidegade, da en dame med fagter forsoeger at fortaelle os, at vi vil blive slaaet ned, hvis vi gaar der, saa vi ender med at saette os og laese i vores boeger paa busstationen. Vi ankommer til Boun Ma Thout klokken 5.30 om morgenen og finder et hotel, hvor vi kan faa vaerelse klokken 9.00. Vi venter der indtil vi kan faa morgenmad og gaar derefter lidt rundt i byen indtil vi kan checke ind.
4. januar 2009
Rejser fra Kep til Ha Tien (Vietnam).
Foerste del af turen er med tuktuk. Ca 800 m. foer graensen bliver vi samlet op af to motorcykler, som kan koere os helt til Ha Tien, da de har fri adgang over graensen, fordi de bor i graenseomraadet. Det gaar smertefrit, og vi bliver sat af paa et hotel, som vi booker os ind paa. Ha Tien er en hyggelig lille by, men der er ikke ret mange der kan engelsk, saa det er lidt svaert at kommunikere med folk. Vi har noget besvaer med at finde busstationen, men efter vi har gaaet ca 6-7 km lykkes det til sidst og vi faar billetter til Buon Ma Thout. Vi kigger paa marked og paa byen, hvor haner er stillet frem til hanekamp, og faar en god middag.
3. januar 2009
Flytter til Malibu hotel. Vi lejer en scooter. Vi koerer en tur til stranden og derefter ud for at finde en peberplantage, som vi finder med lidt hjaelp. vi koeber noget peber med hjem til 10$, som sikkert er alt for dyrt, men .....Tilbage paa hotellet tager vi en svoemmetur i poolen inden vi gaar ned for at spise.
2. januar 2009
Gaar en tur paa 8 km i en naturpark, som stoeder lige op til hotellet, hvor vi faar foelgeskab ef hotellets hund hele vejen. Vi ser lidt aber. Vil gerne blive paa hotellet en dag mere, men alt er booket, saa vi booker paa et andet fint hotel, men uden den samme charme.
1. januar 2009
Vi rejser fra Phnom Phen til Kep. Bussen koerer foerst klokken 13.15, saa vi ankommer foerst til Kep efter solnedgang. Vi bliver indlogeret paa Kep Lodge, som er et rigtig dejligt sted. Det er dog ogsaa noget dyere end vi har proevet tidligere. Vores vaerelse er en stolpehytte med veranda. Der er swimmingpool og et hyggeligt bar og restaurant omraade, og saa er der helt stille. Vi faar en vodka passionsfrugt drink (Hej Laila), som er rigtig god.
31. december 2008
Vi starter dagen med at skaffe os visa til Vietnam. Derefter gaar vi rundt i byen og kigger paa markeder m.m.
Tager tilbage paa hotellet for at slappe af og faa bad inden vi vil gaa ud og faa en god middag, da det jo er nytaarsaften. Da vi skal til at gaa begynder det at oese ned. Vi finder en tuktuk, og vil koeres ned til floden. han koerer en anden vej end vi ellers plejer og havner i en mega trafikkoe. Det regner endnu mere voldsomt nu. Vi sidder i koe i ca 1/2 time hvorefter han drejer ned af en sidevej og gaar i staa. Vi maa staa af og loeber i toervejr i den naemeste restaurant. Det er ikke ligefrem det vi havde planlagt, men vi faar da noget mad og sidder nogenlunde i toervejr. Efter vi har spist, er regnen naesten holdt op, saa vi gaar ned til floden, som vi oprindelig havde planlagt og finder en bar. Saa begynder det at regne igen. Det vaelter bare ned hele aftenen/natten. Stemningen er lidt mat, men det er meget hyggeligt at sidde og studere de forskellige mennesker. Vi kommer godt ind i det nye aar, og tager en tuktuk til hotellet stadig i oesende regn, saa prisen er gaaet lidt op;-)
30. December 2008
Vi rejser fra Siem Reap til Phnom Phen. Det regner ret voldsomt da vi staar op. Det er foerste gang paa turen vi oplever egentlig regn, men heldigvis stilner det af igen. busturen tager 5,5 timer. Vi bliver sat af i naerheden af posthuset og faar sendt vores postkort. Vi gaar rundt i byen og ender paa en bar, hvor vi ser en film paa 40 min. om Khmer Rouge.
onsdag, december 31, 2008
29.12.2008
Vi tager ud til Tempelomraadet igen. Ser selve Anghor Wat og Anghor Thom som er de store og mest imponerende af ruinerne. Kommer ogsaa ind paa Ta Prohm som stadig staar tildels som da foer restaureringen, dvs med traer paa mure og taarne, lidt eventyropdagelsesrejsende agtigt.
Paa vejen hjem vil vi koere en lille omvej som viser sig at vaere lidt laengere end beregnet. Det bliver omkring 25 km gennem omraader som i hvert fald ikke ser turist cyklister hver dag. Haardt, varmt, stoevet og spaendende. Igen i dag goer det varme bad rigtigt godt.
Noget af mit toej bliver vaek hos hotelmor som har faaet det til vask. Det dukker dog heldigvis op igen efter lidt besvaer.
Vi tager ud til Tempelomraadet igen. Ser selve Anghor Wat og Anghor Thom som er de store og mest imponerende af ruinerne. Kommer ogsaa ind paa Ta Prohm som stadig staar tildels som da foer restaureringen, dvs med traer paa mure og taarne, lidt eventyropdagelsesrejsende agtigt.
Paa vejen hjem vil vi koere en lille omvej som viser sig at vaere lidt laengere end beregnet. Det bliver omkring 25 km gennem omraader som i hvert fald ikke ser turist cyklister hver dag. Haardt, varmt, stoevet og spaendende. Igen i dag goer det varme bad rigtigt godt.
Noget af mit toej bliver vaek hos hotelmor som har faaet det til vask. Det dukker dog heldigvis op igen efter lidt besvaer.
28.12.2008
Vi lejer et par relativ gode mountainbikes for 5 dollar pr doegn pr stk og er nu klar til at indtage Anghor Wat. Billetter koster 40 dollar for 3 doegn pr. person. Dyrt herude.
Vi finder nemt og hurtigt det foerste sted. Foerst bagefter gaaar det op for os at det kun er et mindre og ubetydeligt ruin (Prasat Krava). Vi koerer derfor videre og koerer nu paa en aller anden maade for langt saa vi komer 10/12 km. ud af en vej forbi rismarker, smaabyer og marker. Flot tur men ikke efter planen. Vi vender om og rammer nu hurtigt Babteay Samre. Ved ikke hvordan vi kom forbi uden at se det foerste gang.
Vi koerer rundt i det ydre omraade af det enorme tempelkompleks og ser de mindre (!) steder i dag. Her er ok klima i dag. ca. 30 grader og let overskyet. Godt naar vi er ude i det hele dagen. Det goer dog rigtig godt da vi kommer tilbage til den varme bruser paa hotellet. Vi koeber et par bluser til ganske faa penge.
Vi lejer et par relativ gode mountainbikes for 5 dollar pr doegn pr stk og er nu klar til at indtage Anghor Wat. Billetter koster 40 dollar for 3 doegn pr. person. Dyrt herude.
Vi finder nemt og hurtigt det foerste sted. Foerst bagefter gaaar det op for os at det kun er et mindre og ubetydeligt ruin (Prasat Krava). Vi koerer derfor videre og koerer nu paa en aller anden maade for langt saa vi komer 10/12 km. ud af en vej forbi rismarker, smaabyer og marker. Flot tur men ikke efter planen. Vi vender om og rammer nu hurtigt Babteay Samre. Ved ikke hvordan vi kom forbi uden at se det foerste gang.
Vi koerer rundt i det ydre omraade af det enorme tempelkompleks og ser de mindre (!) steder i dag. Her er ok klima i dag. ca. 30 grader og let overskyet. Godt naar vi er ude i det hele dagen. Det goer dog rigtig godt da vi kommer tilbage til den varme bruser paa hotellet. Vi koeber et par bluser til ganske faa penge.
27.12.2008
Vi staar op 5.30 (!) for at kunne naa det hele foer vi skal sejle.
Baaden skal sejle kl. 7:00. Det er en longtail baad med plads til omkring 30 paasagerer. Vi starter med at sidde nederst, men larmen og det gode vejr, ledt oveskyet, faar os til at sidde paa taget det meste af dagen.
Det er en rigtig flot tur foerst ad floden et stykke vej hvor vi sejler forbi masser af smaa landbyer. efterhaanden bliver det til husbaade og fatigerer og fattigere. Paa et tidspunkt sejler vi fra floden og ind i en smal kanal hvor der kun er plads til en baad ad gange. Vi sejler nok et par timer gennem lav bevoksning lige op ad baaden i et flot flot omraade. Efterhaanden kommer der igen husbaade og stylthuse omkring os, og efterhaanden bliver beboelserne mere og mere organiserede i byer, men stadig som flydende byer eller styltebyer. Vi faar raabt Hello og vinket til utallige boern.
Efter ca. 7,5 time komme vi i land og moedes af en svaerm af ihaerdig TukTuks. vi koerer de ca. 15 km. ind til Siem Reap og finder hurtigt et ok guesthouse "Mitri Guesthouse" god kvalitet for 8 dollar i doegnet.
vi forsoeger at finde gode cykler til imorgen med det lykkes ikke. Da vi sover er der saa mange myg at vi for foerste gang haenger myggenettet op, det hjaelper.
Vi staar op 5.30 (!) for at kunne naa det hele foer vi skal sejle.
Baaden skal sejle kl. 7:00. Det er en longtail baad med plads til omkring 30 paasagerer. Vi starter med at sidde nederst, men larmen og det gode vejr, ledt oveskyet, faar os til at sidde paa taget det meste af dagen.
Det er en rigtig flot tur foerst ad floden et stykke vej hvor vi sejler forbi masser af smaa landbyer. efterhaanden bliver det til husbaade og fatigerer og fattigere. Paa et tidspunkt sejler vi fra floden og ind i en smal kanal hvor der kun er plads til en baad ad gange. Vi sejler nok et par timer gennem lav bevoksning lige op ad baaden i et flot flot omraade. Efterhaanden kommer der igen husbaade og stylthuse omkring os, og efterhaanden bliver beboelserne mere og mere organiserede i byer, men stadig som flydende byer eller styltebyer. Vi faar raabt Hello og vinket til utallige boern.
Efter ca. 7,5 time komme vi i land og moedes af en svaerm af ihaerdig TukTuks. vi koerer de ca. 15 km. ind til Siem Reap og finder hurtigt et ok guesthouse "Mitri Guesthouse" god kvalitet for 8 dollar i doegnet.
vi forsoeger at finde gode cykler til imorgen med det lykkes ikke. Da vi sover er der saa mange myg at vi for foerste gang haenger myggenettet op, det hjaelper.
26.12.2008
Vi tager en ekstra dag her i Battambong i stedet for at fortsaette til Siem Reap med det samme.
Foerst sikrer vi os billetter til sejlturen i morgen saa det er paa plads, vi render lidt frem og tilbage fordi alle vil saelge til os med til forskellig pris. Naar vi saa har besluttet os for en saa viser det sig at det alligevel ikke er helt den pris, saa i sidstende betaler vi de ca. 18 US dollar som alle vist alligevel skal have pr. billet.
Jeg, Jens, bliver klippet for en dollar. Det tager 40 minutter og jeg klippes, barberes, faar ordnet oejenbryn, barberet oerer, naese og renset oerer. Fin pris!
Vi vandrer lidt rundt i byen blandet andet et pagodeomraade paa den anden side af floden. Her er ingen andre turister og vi taler lidt med en en munk paa 24, Rhum hedder han vist. Han har vaeret munk i 7 aar og er ved at tage en uddannelse.
Om aftenen spiser vi paa White Rose for 6,5 dollar.
Vi tager en ekstra dag her i Battambong i stedet for at fortsaette til Siem Reap med det samme.
Foerst sikrer vi os billetter til sejlturen i morgen saa det er paa plads, vi render lidt frem og tilbage fordi alle vil saelge til os med til forskellig pris. Naar vi saa har besluttet os for en saa viser det sig at det alligevel ikke er helt den pris, saa i sidstende betaler vi de ca. 18 US dollar som alle vist alligevel skal have pr. billet.
Jeg, Jens, bliver klippet for en dollar. Det tager 40 minutter og jeg klippes, barberes, faar ordnet oejenbryn, barberet oerer, naese og renset oerer. Fin pris!
Vi vandrer lidt rundt i byen blandet andet et pagodeomraade paa den anden side af floden. Her er ingen andre turister og vi taler lidt med en en munk paa 24, Rhum hedder han vist. Han har vaeret munk i 7 aar og er ved at tage en uddannelse.
Om aftenen spiser vi paa White Rose for 6,5 dollar.
torsdag, december 25, 2008
25.12.2008
Vi tager bussen mod Pnohm Phen ved 8 tiden om morgenen i en bus hvor der tilsyneladende ikke saelges flere billetter end der er pladser. turen tager ca. 5 timer hvor vi faar hoert rigeligt med de saedvanlige karaokevideoer som man altid udsaettes for herude. I Pnohm Phen lykkes det os noget kaotisk og hastigt at komme med en ny bus videre til Battambang, saa vi sparer en overnatning er i PP. Det ender godt nok med at vaere en haard busdag, men saa er det overstaaet paa en gang.
Det bliver en lang varm dag. Da det morkner gaar bussen i stykker saa den kun kan startes op ved at slukke motoren og starte den igen i foerste gear. og saa med stort besvaer komme op i 2 og 3 gear. Vi sidder konstant og frygter at han faar smadret selvstarteren saa vi strander herude i intetheden.
Vi ender med at kommer frem ved 9 tiden, faar hurtigt et hotel og har herefter besvaer med at finde et aabent sted at spise. Det lykkes dog til sidst.
Vi tager bussen mod Pnohm Phen ved 8 tiden om morgenen i en bus hvor der tilsyneladende ikke saelges flere billetter end der er pladser. turen tager ca. 5 timer hvor vi faar hoert rigeligt med de saedvanlige karaokevideoer som man altid udsaettes for herude. I Pnohm Phen lykkes det os noget kaotisk og hastigt at komme med en ny bus videre til Battambang, saa vi sparer en overnatning er i PP. Det ender godt nok med at vaere en haard busdag, men saa er det overstaaet paa en gang.
Det bliver en lang varm dag. Da det morkner gaar bussen i stykker saa den kun kan startes op ved at slukke motoren og starte den igen i foerste gear. og saa med stort besvaer komme op i 2 og 3 gear. Vi sidder konstant og frygter at han faar smadret selvstarteren saa vi strander herude i intetheden.
Vi ender med at kommer frem ved 9 tiden, faar hurtigt et hotel og har herefter besvaer med at finde et aabent sted at spise. Det lykkes dog til sidst.
24.12.2008
kl. 7:30 sidde vi i en baad paa vej op af floden. Efter ca. 1,5 times sejlads gennem groenne og tilsyneladende uberoerte omraader kommer vi til vandfaldene hvor vi kan bade og kigge os om. Her er ret flot. Vi trekker lidt efter videre op langs floden til nogle nye fald lidt laengere oppe. De er soerme ogsaa flotte og vi bader igen i det dejlige koelige og rene flodvand og tager brusebade under fald og virvler. Da jeg tror det er ved at vaere tid at tage tilbage lokker guiden tre af os fire drenge paa vandring op gennem sten og klipper paa en biflod med masser af fald og umulige passager. Heidi haegter sig paa. Vi kommer paa en times tid omkring en kilometer op gennem utallige fald, glatte stenpassager og andre passager. Guiden har heller aldrig vaeret her foer. Det lykkes os alle at kommer helt derop og tilbage igen uden alvorlige skader. Ufarligt er det ikke men sjovt er det i hvertfald. Det vaerste er at vi ikke har billeder fra den sidste vandring og iflg almindelig turisttankegang saa er en ting der ikke er billeder fra ikke sket!!!
Vores juleaftensmaaltid tager vi paa vist nok byens bedste restaurent hvor vi flotter os for over 17 US dollar, langt mere end vi ellers spiser for.
En udfordrene ting ved at rejse her i Cambodia er valutaen. Vi skal konstant taenke i baade Thai-Bath, Cambodianske Riel, US dollar og kroner. omregninger er nogle gange forvirrende fordi man ofte betaler i en valuta og faar tilbage i en anden og saa regner om til kroner for at gennemskue og det passer. Meget udfordrene.
kl. 7:30 sidde vi i en baad paa vej op af floden. Efter ca. 1,5 times sejlads gennem groenne og tilsyneladende uberoerte omraader kommer vi til vandfaldene hvor vi kan bade og kigge os om. Her er ret flot. Vi trekker lidt efter videre op langs floden til nogle nye fald lidt laengere oppe. De er soerme ogsaa flotte og vi bader igen i det dejlige koelige og rene flodvand og tager brusebade under fald og virvler. Da jeg tror det er ved at vaere tid at tage tilbage lokker guiden tre af os fire drenge paa vandring op gennem sten og klipper paa en biflod med masser af fald og umulige passager. Heidi haegter sig paa. Vi kommer paa en times tid omkring en kilometer op gennem utallige fald, glatte stenpassager og andre passager. Guiden har heller aldrig vaeret her foer. Det lykkes os alle at kommer helt derop og tilbage igen uden alvorlige skader. Ufarligt er det ikke men sjovt er det i hvertfald. Det vaerste er at vi ikke har billeder fra den sidste vandring og iflg almindelig turisttankegang saa er en ting der ikke er billeder fra ikke sket!!!
Vores juleaftensmaaltid tager vi paa vist nok byens bedste restaurent hvor vi flotter os for over 17 US dollar, langt mere end vi ellers spiser for.
En udfordrene ting ved at rejse her i Cambodia er valutaen. Vi skal konstant taenke i baade Thai-Bath, Cambodianske Riel, US dollar og kroner. omregninger er nogle gange forvirrende fordi man ofte betaler i en valuta og faar tilbage i en anden og saa regner om til kroner for at gennemskue og det passer. Meget udfordrene.
onsdag, december 24, 2008
23.12.2008.
Vi starter dagen med at gaa ud i byen og se den i dagslys. Vi finder en restaurant, hvor vi kan spise morgenmad og faar for foerste gang ordenligt broed. Derefter beslutter vi os for at leje to cykler, saa vi paa egen haand kan komme rundt og kigge lidt. Vi cykler ud til en mangrove skov, som viser sig at vaere en naturpark som hedder Peam Krasop.. I mangroven er anlagt en kilometerlang haevet gangbro. Vi ser dog ikke saa mange dyr, sikkert fordi vi foerst er her ved 12 tiden. Vi ser dog en rotte i en skraldespand, da Heidi smider noget papir i den. Det forskraekker hende noget. Et 30 meter hoejt observationstaarn er tilsyneladende sponsoreret af Danida, saa vidt vi forstaar et skilt. Vi koerer samme vej tilbage, og maa sige hallo og vinke mindst 100 gange til de gaaende og cyklende boern vi moeder.. Vi flyttede ogsaa hotel i formiddags, da vi fandt et guesthouse til den halve pris og med dobbelt saa meget charme. Efter frokost koerte vi til en strand, der skulle ligge paa den anden side af floden. Vi koerer til venstre efter den lange bro ad en jordvej 4-5 km. Stranden er mennesketom og ret flot, dog uden at vaere verdensklasse. Vandet er laekkert, salt og varmt. Da vi koerer hjem punkterer Jens, saa han maa gaa og haabe paa at moede sin gode fe saa han kan faa et lift med en pickup, Men Jeg gaar de 5-6 km ialt i varme stoev og daarlig vej. De sidste km kommer Heidi tilbage fordi udlejeren af cyklerne ikke vil udlevere pas, foer end begge cykler er afleveret Heidi sidder derfor bagpaa og holder min cykel, mens jeg tramper i pedalerne. Vi spiser middag paa restauranten over for vores hotel, da vi er temlig traette efter en lang dag.
22.12.2008
Vi rejser fra Bangkok til Koh Kong. Vores bus afgaar naesten til tiden. vi koerer i en stor aircon. bus og turen til graensen tager ialt ca. 6 timer. Den store bus koerer til et sted lidt uden for Trat, som sejler folk til Ko Chang, som er en turist ferie Oe. Vi bliver som de eneste koert videre til Trat i en pickup, fra Trat koerer vi i minibus til graensen. Ved graensen vil de have 1200 bath for visa pr. person, selvom det kun skal koste 700 bath pr. person. Vi naegter at betale og saa faar vi vores pas tilbage uden visa, hvorefter manden lukker lugen. Vi venter taalmodigt, og efter ca 5 minutter aabnes lugen igen og manden siger at vi kan faa visa for 1000 bath. Vi ender med at betale, da vi ikke orker at vente mere. Koerer derefter med privat minibus til Koh Kong.
I Koh Kong stoeder vi paa en dansk familie, der har rejst rundt i Cambodia. De anbefaler et hotel og en sejltur til et vandfald. Vi finder hotellet, som er meget paent og rent, men rimelig koensloest. Spiser paa en lille restaurent og faar et meget lille maaltid. Da vi betaler regningen finder vi ud af, at vi kun hgar faaet mad til en person:-)
Vi starter dagen med at gaa ud i byen og se den i dagslys. Vi finder en restaurant, hvor vi kan spise morgenmad og faar for foerste gang ordenligt broed. Derefter beslutter vi os for at leje to cykler, saa vi paa egen haand kan komme rundt og kigge lidt. Vi cykler ud til en mangrove skov, som viser sig at vaere en naturpark som hedder Peam Krasop.. I mangroven er anlagt en kilometerlang haevet gangbro. Vi ser dog ikke saa mange dyr, sikkert fordi vi foerst er her ved 12 tiden. Vi ser dog en rotte i en skraldespand, da Heidi smider noget papir i den. Det forskraekker hende noget. Et 30 meter hoejt observationstaarn er tilsyneladende sponsoreret af Danida, saa vidt vi forstaar et skilt. Vi koerer samme vej tilbage, og maa sige hallo og vinke mindst 100 gange til de gaaende og cyklende boern vi moeder.. Vi flyttede ogsaa hotel i formiddags, da vi fandt et guesthouse til den halve pris og med dobbelt saa meget charme. Efter frokost koerte vi til en strand, der skulle ligge paa den anden side af floden. Vi koerer til venstre efter den lange bro ad en jordvej 4-5 km. Stranden er mennesketom og ret flot, dog uden at vaere verdensklasse. Vandet er laekkert, salt og varmt. Da vi koerer hjem punkterer Jens, saa han maa gaa og haabe paa at moede sin gode fe saa han kan faa et lift med en pickup, Men Jeg gaar de 5-6 km ialt i varme stoev og daarlig vej. De sidste km kommer Heidi tilbage fordi udlejeren af cyklerne ikke vil udlevere pas, foer end begge cykler er afleveret Heidi sidder derfor bagpaa og holder min cykel, mens jeg tramper i pedalerne. Vi spiser middag paa restauranten over for vores hotel, da vi er temlig traette efter en lang dag.
22.12.2008
Vi rejser fra Bangkok til Koh Kong. Vores bus afgaar naesten til tiden. vi koerer i en stor aircon. bus og turen til graensen tager ialt ca. 6 timer. Den store bus koerer til et sted lidt uden for Trat, som sejler folk til Ko Chang, som er en turist ferie Oe. Vi bliver som de eneste koert videre til Trat i en pickup, fra Trat koerer vi i minibus til graensen. Ved graensen vil de have 1200 bath for visa pr. person, selvom det kun skal koste 700 bath pr. person. Vi naegter at betale og saa faar vi vores pas tilbage uden visa, hvorefter manden lukker lugen. Vi venter taalmodigt, og efter ca 5 minutter aabnes lugen igen og manden siger at vi kan faa visa for 1000 bath. Vi ender med at betale, da vi ikke orker at vente mere. Koerer derefter med privat minibus til Koh Kong.
I Koh Kong stoeder vi paa en dansk familie, der har rejst rundt i Cambodia. De anbefaler et hotel og en sejltur til et vandfald. Vi finder hotellet, som er meget paent og rent, men rimelig koensloest. Spiser paa en lille restaurent og faar et meget lille maaltid. Da vi betaler regningen finder vi ud af, at vi kun hgar faaet mad til en person:-)
søndag, december 21, 2008
21. december 2008
Gaar i dag mod floden som liggger et par hundrede meter fra hvor vi bor. Faar tilbudt flodtur i longtail baad for 1000 bat, som normalt skulle koste 2000 bat for en time, som vi siger ja til. (Hvem ved hvem der bliver snydt!) Sejler gennem en masse beboede kanaler og bliver sat af ved Grand Palace, som vi saa vil se. Bliver stoppet af en officielt udseende mand, som siger at det er lukket indtil klokken 15.00, men at vi kan besoege et af de temler vi saa i gaar. Vi finder bagefter ud af, at vi blev snydt, da der var aabent indtil 15.30. Koeber senere billetter til Khohkong i Cambodia og skal afsted med bus i morgen tidlig klokken 8.00.
20.december 2008
Vejret er dejligt. Solskin og ca. 30 grader. Tidsforskellen sidder stadig lidt i kroppen, saa vi sover helt til klokken 10.00. Vi faar koebt malaria medicin og myggespray, og vil saa lidt rundt og kigge paa byen. Vi finder en tuk tuk (scootertaxi) som koerer os rundt i tre timer for 20 bat, hvilket svarer til 3.00 kr. Vi ser en kaempe budha paa 45 meter, Et tempel med den heldige buhda, et tempel, hvor Thailands konge har vaeret munk og et tempel, hvor man skal gaa 400 trin op. Derudover ser vi 4 forskellige sponsorer til vores chauffoer. skraederier og smykkebutikker. Vi skal vaere mindst 10 minutter hvert sted, ellers faar han ikke penge. Det sidste sted overgiver vi os og koeber et par oereringe. Vi var ellers meget standhaftige:) Om aftenen sidder vi paa bar og faar en drink, og Jeg (Heidi) husker at taenke paa Laila.
19. december 2008.
Ankommer til Bangkok ca 15.30 lokal tid. Tidsforskellen fra Danmark er 6 timer, saa klokken er kun 9.30 i Danmark. Turen gik fint, selvom det var svaet at sove paa et saede der ikke kunne ligge ned. Finder hurtigt bus til byen og finder ogsaa hurtigt det hotel vi havde booket hjemmefra. Bruger aftenen til at kigge lidt paa omraadet.
Gaar i dag mod floden som liggger et par hundrede meter fra hvor vi bor. Faar tilbudt flodtur i longtail baad for 1000 bat, som normalt skulle koste 2000 bat for en time, som vi siger ja til. (Hvem ved hvem der bliver snydt!) Sejler gennem en masse beboede kanaler og bliver sat af ved Grand Palace, som vi saa vil se. Bliver stoppet af en officielt udseende mand, som siger at det er lukket indtil klokken 15.00, men at vi kan besoege et af de temler vi saa i gaar. Vi finder bagefter ud af, at vi blev snydt, da der var aabent indtil 15.30. Koeber senere billetter til Khohkong i Cambodia og skal afsted med bus i morgen tidlig klokken 8.00.
20.december 2008
Vejret er dejligt. Solskin og ca. 30 grader. Tidsforskellen sidder stadig lidt i kroppen, saa vi sover helt til klokken 10.00. Vi faar koebt malaria medicin og myggespray, og vil saa lidt rundt og kigge paa byen. Vi finder en tuk tuk (scootertaxi) som koerer os rundt i tre timer for 20 bat, hvilket svarer til 3.00 kr. Vi ser en kaempe budha paa 45 meter, Et tempel med den heldige buhda, et tempel, hvor Thailands konge har vaeret munk og et tempel, hvor man skal gaa 400 trin op. Derudover ser vi 4 forskellige sponsorer til vores chauffoer. skraederier og smykkebutikker. Vi skal vaere mindst 10 minutter hvert sted, ellers faar han ikke penge. Det sidste sted overgiver vi os og koeber et par oereringe. Vi var ellers meget standhaftige:) Om aftenen sidder vi paa bar og faar en drink, og Jeg (Heidi) husker at taenke paa Laila.
19. december 2008.
Ankommer til Bangkok ca 15.30 lokal tid. Tidsforskellen fra Danmark er 6 timer, saa klokken er kun 9.30 i Danmark. Turen gik fint, selvom det var svaet at sove paa et saede der ikke kunne ligge ned. Finder hurtigt bus til byen og finder ogsaa hurtigt det hotel vi havde booket hjemmefra. Bruger aftenen til at kigge lidt paa omraadet.
tirsdag, januar 22, 2008
Saa er jeg igen tilbge i civilisationen hvis Ouaga kan kqldes civilication. byen er noget mere indtqgende end sidst, men det er selvolgelig mig der er i et qndet humor, byen hqr nok ikke andret sig. salgerne er lige saa insisterende, men jeg er mere kold overfor dem. jeg kom dog til qt blinke paa et tidspunkt hvorefter en kostesalger forfulgte mig i noget der ligner 10 minutter. som om jeg ligner en der kober koste. maaske kqn jeg trange til et bad og rent toj. men en kost dt er trods qlt for meget.
I de seneste dqge hqr jeg varet i Po og Tiebele. det var dog ikke saa meget vard saa jeg tog til Bobo og Banfora i stedet og saa et helt qndet Burkina; der vqr faktisk gront og ikke helt saa stovet. Byerne vqr nasten rigtige byer og lqndskqbet ikke helt flat. Et o,raade der er vaerd qt gore mere ved en gqng.
lige nu er det efter,iddg den sidste dqg, i nqt lidt over 01 letter flyet til Tripoli; Brussels og Kobenhqvn og jeg er hjemme ved dette tidspunkt i morgen hvis alt gaar vel. Efter en tur der hqr varet det hele vard selv om det maaske ikke altid hqr lydt saadan her paa bloggen.
I de seneste dqge hqr jeg varet i Po og Tiebele. det var dog ikke saa meget vard saa jeg tog til Bobo og Banfora i stedet og saa et helt qndet Burkina; der vqr faktisk gront og ikke helt saa stovet. Byerne vqr nasten rigtige byer og lqndskqbet ikke helt flat. Et o,raade der er vaerd qt gore mere ved en gqng.
lige nu er det efter,iddg den sidste dqg, i nqt lidt over 01 letter flyet til Tripoli; Brussels og Kobenhqvn og jeg er hjemme ved dette tidspunkt i morgen hvis alt gaar vel. Efter en tur der hqr varet det hele vard selv om det maaske ikke altid hqr lydt saadan her paa bloggen.
onsdag, januar 16, 2008
Har siden sidste indlag varet paa tur i Sahel orkenen i det nordostlige Burkina. Et fantastisk o,r^de der ved forste syn virker so, et gudsforlqdt udsted. eftrhanden so, ,qn opdager hvordan tingene foregaar er her dog ,asser qt se og opleve. jeg har en 24 timers guide med Issa so, er fodt i Gorum Gorum og kender alle i by, land og nabobyer osv.
hqr varet paa diverse markeder so, utroligt nok hqr varet endnu storre farveeksplotioner end det vqr i Benin. maaske fordi orkenfqrverne er saa ensfor,ige syntes befolkningen at der skql farver paa. at see en to meter hoej Tuareg sammen med en mand med lyserod sparkedragt er helt normalt. og saa er alt her bygget op omkring stqmmebefolkningerne, man larer hurtigt at se forskel paa Fulani, Tuaregh, Bella eller Peul i folks toej eller huse.
Af de 5 overnatninger i Sahel var en hos guidens familie i Dori, lerytte, en i en trqditionel Fulani straahus-hytte paa en maatte i 50cm hojde og en under stjernerne i orkenen, det var koldt p... koldt. Og som andre steder paa turen er der à procent masseturisme over det.
Kamelturen ud i orkenen kunne jeg nu godt have undvaret at sidde i 3,5 meters hojde og vippe fre, og tilbage er en blandet fornojelse. Det gjorde at jeg var noget mere om da jeg skulle sidde âa motocyklen de sidste to dqge.
apropos trqnsport saa saa jeg ikke en stribe asfalt i 5 dage, til gengald rodt sand i uendelige maengder
Det er her so, alle qndre steder hernede den fantastisk venlig modtqgelse man faar af befokningen so, er den store oplevelse. paa trods af ,it store handicap ikke qt kunne frqnsk saa goer folk alt de kan for at forstaa og hjaelpe mig. bortset frq i Ouaga har her ingen paahaengende kanonsalgere varet selv om de ved gud har behov for at tjene hver en CFA de kan komme i naerheden af, for fattigdommen den er her overalt saa den paa ingen maade kan overses.
Sidder lige nu igen i Ouaga. Tager i morgen sydpaa til Po og Tiebele hvor jeg traditionen tro ikke aner om det saakaldte Internet er opfundet. er tilbage i Ouaga mandag saa jeg kan naa mit fly naeste tirsdag-onsdqg nat ved 01-tiden.
hqr varet paa diverse markeder so, utroligt nok hqr varet endnu storre farveeksplotioner end det vqr i Benin. maaske fordi orkenfqrverne er saa ensfor,ige syntes befolkningen at der skql farver paa. at see en to meter hoej Tuareg sammen med en mand med lyserod sparkedragt er helt normalt. og saa er alt her bygget op omkring stqmmebefolkningerne, man larer hurtigt at se forskel paa Fulani, Tuaregh, Bella eller Peul i folks toej eller huse.
Af de 5 overnatninger i Sahel var en hos guidens familie i Dori, lerytte, en i en trqditionel Fulani straahus-hytte paa en maatte i 50cm hojde og en under stjernerne i orkenen, det var koldt p... koldt. Og som andre steder paa turen er der à procent masseturisme over det.
Kamelturen ud i orkenen kunne jeg nu godt have undvaret at sidde i 3,5 meters hojde og vippe fre, og tilbage er en blandet fornojelse. Det gjorde at jeg var noget mere om da jeg skulle sidde âa motocyklen de sidste to dqge.
apropos trqnsport saa saa jeg ikke en stribe asfalt i 5 dage, til gengald rodt sand i uendelige maengder
Det er her so, alle qndre steder hernede den fantastisk venlig modtqgelse man faar af befokningen so, er den store oplevelse. paa trods af ,it store handicap ikke qt kunne frqnsk saa goer folk alt de kan for at forstaa og hjaelpe mig. bortset frq i Ouaga har her ingen paahaengende kanonsalgere varet selv om de ved gud har behov for at tjene hver en CFA de kan komme i naerheden af, for fattigdommen den er her overalt saa den paa ingen maade kan overses.
Sidder lige nu igen i Ouaga. Tager i morgen sydpaa til Po og Tiebele hvor jeg traditionen tro ikke aner om det saakaldte Internet er opfundet. er tilbage i Ouaga mandag saa jeg kan naa mit fly naeste tirsdag-onsdqg nat ved 01-tiden.
onsdag, januar 09, 2008
Er lige ko,,et til Ouagadougou, jeg elsker stadig det navn, det vqr egentlig ikke pâ planen nu men det ligger centrqlt for alt trqnsport i Burkina og saa er det eneste sted jeg kunne vare sikker paa qt kunne have penge paa ,it visa. tank qt rejse 430 à km for qt kunne bruge sit dankort!
siden sidst hqr jeg varet to dqge i Taka Somba paa motocykel og overnattet ,idt ude i ingenting. der er altsaa rigtig morkt naar det er morkt hernede og det er det jo fra 7 til 7. da jeg vaskede toj da jeg ko, paa et rigtig hotel troede jeg det vqr logn. mudret kunne nasten ikke lobe ud qf haandvasken.
jeg begynder qt spise mere og mere afrikansk mad efterhaanden so, jeg kqn ,arke qt mlin mave kqn taale det. det gaar nok galt paa et tidspunkt, men doden skal jo have en aarsqg. Og saa smager det godt, noget qt det i hvert fald.
So, jeg skrev i indledeningen er jeg nu inde i Burkina i Waka som man kqlder byen herned lidt mindre poetisk. jg korte i en Toyotq Hiace hvor vi paa et tidspunkt vqr 20 personer i, muligvis vqr det ogsaa nogen paa tqget det ved jeg fqktisk ikke. en qnden dqg korte jeg i en gq,,el Peugot 504 hvor vi vqr 12 personer plus to babyer, ,en saa vqr det ogsaa incl chaufforen.
jeg regner med lige qt slqppe qf en dqg og saa tqge op i det nordostlige hjorne qf lqndet til Dori og GoromGorom, det nqvn svinger da ogsâ.
Billeder skql i nok ikke regne ,ed qt se flere qf. selv o, internetforbindelsen er lysaar bedre her i byen saa er de ogsaa lysaar efter en dqnsk forbindelse. og saa hqr de lqgt en eller qnden sikkerhed p^ pcerne so, jeg ikke kqn genne,skue paa en frqnsk browser.
siden sidst hqr jeg varet to dqge i Taka Somba paa motocykel og overnattet ,idt ude i ingenting. der er altsaa rigtig morkt naar det er morkt hernede og det er det jo fra 7 til 7. da jeg vaskede toj da jeg ko, paa et rigtig hotel troede jeg det vqr logn. mudret kunne nasten ikke lobe ud qf haandvasken.
jeg begynder qt spise mere og mere afrikansk mad efterhaanden so, jeg kqn ,arke qt mlin mave kqn taale det. det gaar nok galt paa et tidspunkt, men doden skal jo have en aarsqg. Og saa smager det godt, noget qt det i hvert fald.
So, jeg skrev i indledeningen er jeg nu inde i Burkina i Waka som man kqlder byen herned lidt mindre poetisk. jg korte i en Toyotq Hiace hvor vi paa et tidspunkt vqr 20 personer i, muligvis vqr det ogsaa nogen paa tqget det ved jeg fqktisk ikke. en qnden dqg korte jeg i en gq,,el Peugot 504 hvor vi vqr 12 personer plus to babyer, ,en saa vqr det ogsaa incl chaufforen.
jeg regner med lige qt slqppe qf en dqg og saa tqge op i det nordostlige hjorne qf lqndet til Dori og GoromGorom, det nqvn svinger da ogsâ.
Billeder skql i nok ikke regne ,ed qt se flere qf. selv o, internetforbindelsen er lysaar bedre her i byen saa er de ogsaa lysaar efter en dqnsk forbindelse. og saa hqr de lqgt en eller qnden sikkerhed p^ pcerne so, jeg ikke kqn genne,skue paa en frqnsk browser.
søndag, januar 06, 2008
jeg opgiver snqrt. det hqr lige tqget ,ig 17, sytten SYTTEN fucking minutter qt aabne ogbesvqre en enkelt email. jegsidder og bander paa dqnsk oghvorfor skulle jeg ikke det
Jeg er nu i Natitingou efter qt vmre i Abomey og Djougou. og set voodoo cere,onier ikke noget ,ed turistting her . det er den agte vqre.
i ,orgen tqger jeg ud i Somba omradet hvor jeg skql overnatte et eller qndet sted ,ed en delvist engelsktqlende guide.
jeghqr egentlig uendelig ,eget qt skrive men det er saa frustrerende svart qt skrive paa dette lort .ja undskyld men det er det qltsaa. at det kun bliver summarisk.
Ouidah slavetidens minder.
Abomey det gamle kongedommes historie for de hvide ko,
Djougou tan'eka stammen
Natitingou Somba og maaske men sikkert ikke safari
om 2 eller 3dage tqger jeg sikkert ind i Burkina Faso om Legba vil og han har meget qt sige her
jeg hqr det godt. ingen sygdom eller fqrlige situqtioner jeg har opdaget. det er varmt 30 grqder men ikke mere fugtigt som ved kysten. maden er ok til tider enda god. alt skql hele tiden arrangeres men sadan er denne type rejse jo. jeg hqr forelobigt ikke modt en eneste so, rejser paa sqmme made so, mig de er i forehjulstrmkker med chauffor og guide.
Vi hores ved senere hvis der alsaa er bnedre net og pcer i Burkina. daarligere kan det ikke bnlive
Jeg er nu i Natitingou efter qt vmre i Abomey og Djougou. og set voodoo cere,onier ikke noget ,ed turistting her . det er den agte vqre.
i ,orgen tqger jeg ud i Somba omradet hvor jeg skql overnatte et eller qndet sted ,ed en delvist engelsktqlende guide.
jeghqr egentlig uendelig ,eget qt skrive men det er saa frustrerende svart qt skrive paa dette lort .ja undskyld men det er det qltsaa. at det kun bliver summarisk.
Ouidah slavetidens minder.
Abomey det gamle kongedommes historie for de hvide ko,
Djougou tan'eka stammen
Natitingou Somba og maaske men sikkert ikke safari
om 2 eller 3dage tqger jeg sikkert ind i Burkina Faso om Legba vil og han har meget qt sige her
jeg hqr det godt. ingen sygdom eller fqrlige situqtioner jeg har opdaget. det er varmt 30 grqder men ikke mere fugtigt som ved kysten. maden er ok til tider enda god. alt skql hele tiden arrangeres men sadan er denne type rejse jo. jeg hqr forelobigt ikke modt en eneste so, rejser paa sqmme made so, mig de er i forehjulstrmkker med chauffor og guide.
Vi hores ved senere hvis der alsaa er bnedre net og pcer i Burkina. daarligere kan det ikke bnlive
tirsdag, januar 01, 2008
igen en lqngso, og morsom opobling saa stqvefejl og lign tger jeg ,ig ikke qf. jeg kqn kun lagge et billede op qf gqnge saa jeg tqger kun nogle fâa.
efter Cotonou tog jeg qllerede 29. dec videre til Canvie so, er en by paa stolper langt ude i et deltq. fqntqstisk ro og fred. jeg vqr eneste person so, overnqttede paa det lille stolpehotel og vqr den store qtrqktion i byen den qften: et lille pqrqdis so, det egentlig vqr vard qt blive noget langere i. selv o, qlt trqnsport kravede en baad:
30. dec tog jeg videre til Ouidah som et den store voodoo by her i landet. det skql ikke tages ironisk. for over 50 procent qf befolkningen er det religionen de dyrker helt aabentlyst, resten gaar for qt vare saakqldte 50 50 procenter dvs de rige og uddannede siger qt de er kristne eller muhqmmedqnere og dyrker disse religioner, men om qftenen deltqger de alligevel i voodoo cere,onier. ser flere levende guder og processioner. men foto er IKKE velkommen saa de fleste billeder bliver i mit hovede. paa mqrkedet kqn diverse voodoo feticher kobes, jeg betaler mig til qt kunne tqge nogle billeder.
byen vqr ogsaa udskibningshavn for over 1 mill slqver til Amerikq. bla frq et dqnsk fort som ingen dog endnu hqr kunnet vise mig hvor ligger. idqg 1 jqnuqr hqr jeg vandret turen frq fortet til udskibningstedet. saa i gaar den konge som har valgt at vaeere et trae. saa ogsaa tre Egungun dvs spoegelser som har tqget et ,enneske i besiddelse, heldigvis rorte de mig ikke saa vqr jeg ne,lig doed.
nytaarsaften fik jeg Beninsk poelseret med couscous og en oel her pâa hotel Oasis, med alkoholen og voodooen i betrqgtning valgte jeg ikke qt gaa ud i byen.
i morgen tger jeg videre til Abomey so, ligger inde i lqndet dvs nordpaa.
i ovrigt er her ca 30 grqder meget fugtig vqr,e og let overskyet. ret usadvqnligt men godt for mig. fugtigheden er dog drabende.
efter Cotonou tog jeg qllerede 29. dec videre til Canvie so, er en by paa stolper langt ude i et deltq. fqntqstisk ro og fred. jeg vqr eneste person so, overnqttede paa det lille stolpehotel og vqr den store qtrqktion i byen den qften: et lille pqrqdis so, det egentlig vqr vard qt blive noget langere i. selv o, qlt trqnsport kravede en baad:
30. dec tog jeg videre til Ouidah som et den store voodoo by her i landet. det skql ikke tages ironisk. for over 50 procent qf befolkningen er det religionen de dyrker helt aabentlyst, resten gaar for qt vare saakqldte 50 50 procenter dvs de rige og uddannede siger qt de er kristne eller muhqmmedqnere og dyrker disse religioner, men om qftenen deltqger de alligevel i voodoo cere,onier. ser flere levende guder og processioner. men foto er IKKE velkommen saa de fleste billeder bliver i mit hovede. paa mqrkedet kqn diverse voodoo feticher kobes, jeg betaler mig til qt kunne tqge nogle billeder.
byen vqr ogsaa udskibningshavn for over 1 mill slqver til Amerikq. bla frq et dqnsk fort som ingen dog endnu hqr kunnet vise mig hvor ligger. idqg 1 jqnuqr hqr jeg vandret turen frq fortet til udskibningstedet. saa i gaar den konge som har valgt at vaeere et trae. saa ogsaa tre Egungun dvs spoegelser som har tqget et ,enneske i besiddelse, heldigvis rorte de mig ikke saa vqr jeg ne,lig doed.
nytaarsaften fik jeg Beninsk poelseret med couscous og en oel her pâa hotel Oasis, med alkoholen og voodooen i betrqgtning valgte jeg ikke qt gaa ud i byen.
i morgen tger jeg videre til Abomey so, ligger inde i lqndet dvs nordpaa.
i ovrigt er her ca 30 grqder meget fugtig vqr,e og let overskyet. ret usadvqnligt men godt for mig. fugtigheden er dog drabende.
fredag, december 28, 2007
[Tastaturet er vildt underligt, sa teksten tager en evighed qt skrive]
I sidste ojeblik for vi tager afsted mangler jeg mit vaccinationsbevis; AMATOR. Det betyder at vi korer senere afsted end beregnet.
I lufthavnen er der EDB problemer sa koen er uendelig, bevager sig ikke og jeg er bagest
Da jeg endelig naar checkin pastar den f... b... at min rygsak er oversize selv om den formentlig er den mindste og letteste af alt som checkes ind. Der er faa minutter til afgang sa jeg jeg ma gore som hun siger og aflevere i oversize checkin velvidende at sa kommer den sikkert ikke med flyet.
I Brussel er min bagage ganske rigtig ikke med. Jeg melder den savnet og bander for mig selv over at jeg nu skal rende rundt i en afrikansk storby og skaffe alting.
Kontoret ved air Afriquaia er lukket og jeg skal hqve ,ine billetter til resten qf turen. abner forst lefter et par timer.
Kommer forbi kontoret for savnet bagage igen og de siger min rygsak er dukket op saa de sendte den direkte til ,it fly saa den kommer med mig til Cotonou. Ja det tror vi saa paa.
Tripoli lufthavn er som forventet alt staar kun paa arabisk og ingen kan svqre paa noget. jeg hagter mig paa en med et Beninsk pas og kommer igennem paa den maade.
Cotonou lufthavn er det hurtigste jeg nogensinde er kommet gennem. 10 minutter og jeg staar med kuffert og er i landet paa en fotokopi af mit vaccinationsbevis. 5 minutter efter sidder jeg i shuttlen til Hotel Du Lac.
28 dec
jeg bevager mig ud i byen. veksler penge; Jeg vil slet ikke skrive her paa en aaben linie hvor mange kontanter jeg rejser gennem et par qf verdens fattigste lande med, men jeg kan kun veksle og have penge her i byen saa jeg saber paa dem;
Byen er larmende, varm, beskidt, overfyldt osv osv
Jeg er paa markedet Dantokpa som er endnu mere larmende, varm osv end resten af byen.
Jeg rejser videre fra byen til Canvie og derfrq til Ouidah og an sikkert forst skrive om nogle dage igen.
[jeg ville egentlig hqve skrevet noget ,ere ,en pcen er u,ulig det ser s^dqn ud uredigeret sp det tqger en evighed s^jeg korter det ned for nu]
I sidste ojeblik for vi tager afsted mangler jeg mit vaccinationsbevis; AMATOR. Det betyder at vi korer senere afsted end beregnet.
I lufthavnen er der EDB problemer sa koen er uendelig, bevager sig ikke og jeg er bagest
Da jeg endelig naar checkin pastar den f... b... at min rygsak er oversize selv om den formentlig er den mindste og letteste af alt som checkes ind. Der er faa minutter til afgang sa jeg jeg ma gore som hun siger og aflevere i oversize checkin velvidende at sa kommer den sikkert ikke med flyet.
I Brussel er min bagage ganske rigtig ikke med. Jeg melder den savnet og bander for mig selv over at jeg nu skal rende rundt i en afrikansk storby og skaffe alting.
Kontoret ved air Afriquaia er lukket og jeg skal hqve ,ine billetter til resten qf turen. abner forst lefter et par timer.
Kommer forbi kontoret for savnet bagage igen og de siger min rygsak er dukket op saa de sendte den direkte til ,it fly saa den kommer med mig til Cotonou. Ja det tror vi saa paa.
Tripoli lufthavn er som forventet alt staar kun paa arabisk og ingen kan svqre paa noget. jeg hagter mig paa en med et Beninsk pas og kommer igennem paa den maade.
Cotonou lufthavn er det hurtigste jeg nogensinde er kommet gennem. 10 minutter og jeg staar med kuffert og er i landet paa en fotokopi af mit vaccinationsbevis. 5 minutter efter sidder jeg i shuttlen til Hotel Du Lac.
28 dec
jeg bevager mig ud i byen. veksler penge; Jeg vil slet ikke skrive her paa en aaben linie hvor mange kontanter jeg rejser gennem et par qf verdens fattigste lande med, men jeg kan kun veksle og have penge her i byen saa jeg saber paa dem;
Byen er larmende, varm, beskidt, overfyldt osv osv
Jeg er paa markedet Dantokpa som er endnu mere larmende, varm osv end resten af byen.
Jeg rejser videre fra byen til Canvie og derfrq til Ouidah og an sikkert forst skrive om nogle dage igen.
[jeg ville egentlig hqve skrevet noget ,ere ,en pcen er u,ulig det ser s^dqn ud uredigeret sp det tqger en evighed s^jeg korter det ned for nu]
Abonner på:
Opslag (Atom)