lørdag, januar 02, 2010

Lørdag 2. januar
Vi starter dagen med at finde et andet værelse lige nede ved stranden til 35 US dollar. Efter lidt afslapning går vi en tur langs floden Rio Mar.
Vi bader i Stillehavets store bølger. Det er hamrende sjovt at blive ramt af de store bølger men man skal for guds skyld sørge for ikke at kommer for langt ud. Der ryger et par turister hvert år. Det er ikke uden grund surfere valfarter hertil. På et tidspunkt er jeg (Jens) uopmærksom og rammes uforudset af en bølge som giver mig et halv knock out.
 
Fredag 1. januar
Vi når med nød og næppe vores bus ud af byen. Efter Heidi er gået op til receptionen med sin bagage går toiletdøren i baglås og ingen hører mig råbe og skrige ud af vinduet. Da Heidi endelig kommer for at se hvor jeg bliver af er det næsten for sent. Vi løber gennem byen for at komme til busen, og det er noget man bare ikke gør med den luftfugtighed her er. Vi når bussen, men sidder helt bogstaveligt og er 100% drivvåde af sved. Resten af dagen er vi endnu mere fedtede ind i sved end vi ellers ville have været.

Vi skifter uden problemer bus i Palma Norte og kommer til Dominical som er vores bestemmelsessted. Det er et surf og backpackersted som syder af liv, her dagen efter nytårsaften. Vi har problemer med at finde et værelse og ender med et alt for dyrt et til 75 US dollar. Byen er et kaotisk klondyke hvor alle er sin egen lykkes smed og småhoteller og restauranter ligger lidt hulter til bulter. Vi møder senere tre svenskere som kommer til byen et par timer efter os, på det tidspunkt har et hotel åbenbart opgivet at leje mere ud denne dag til en god pris så de får en cabinas til syv personer for 25 Us dollar. De spørger om vi vil dele med dem så vi kan betale 5 dollar pr. Person. Men på dette tidspunkt har vi bundet os til det dyre værelse - ærgerligt! Vores hotel har til gengæld en Italiensk Tapas restaurant (spørg mig ikke om noget i den forbindelse) og her spiser vi et rigtig lækkert måltid for lidt over 200 kroner.

Torsdag 31. december
Vi er oppe i byen 5:50 for at møde en lokal guide som vil lede os på en tur til regnskoven ved Matapalo. Vi er sammen med et ungt Canadisk par. Først kører vi i taxi en lille times tid og resten at tiden går vi i en sekundær regnskov. (sekundær fordi det er tidligere kulturjord som er lagt brak, primær er hvis det er urskov, det vil sige jord som aldrig har været ryddet). Flora, fauna og hvad det hele hedder . er overvældende. Først går vi igennem et område med diverse fugle, sommerfugle, aber og dusinvis af forskellige planter. Og sådan bliver det groft sagt ved resten af dagen. Vi ser alle de fire abearter der er i landet, Cappucino-, spider-, brøle- og xxaber. Kæmpestore Morpheus sommerfugle i massevis som ikke vil side stille og lade sig fotografere. Diverse farvestrålende fugle, som altid sidder i skygge med lys baggrund, så de også er ufotograferbare. Lidt forskellige frøer møder vi også. Hele dagen er det natuligvis brølende varmt og kvælende fugtigt, det er jo regnskov. Ind imellem kommer vi også ud til kysten som er meget surfegnet. En del af området er private lodder som er ejet af amerikanere som som bygger et lille eller stort feriehus og lader resten af jorden ligge som naturområde. Det er jo godt for naturen, men ikke altid godt for de lokale som har mistet meget landbrugsjord på den måde. Jeg forstår bevæggrunden for begge parter og det er ikke altid nemt at sige hvem som har ret. Hvorfor skal naturen ligge i fattige lande hvor vi rige kan besøge den ind i mellem uden omkostninger for vores tilværelse?
Vores guides forældre ejede selv en del af jorden herude før den blev udlagt som naturområde. En amerikaner købte på et tidspunkt jorden og udstykkede den til mindre lodder som blev solgt for formidable summer. Det kunne man høre at guiden var lidt bitter over når han fortalte at det var hans familie som have plantet et bestemt træ eller lignende.

Da vi kommer tilbage fra turen henter vi vores vasketøj inden vaskeriet når at lukke. Det er jo nytårsaftens dag, så alt lukker tidtligt. Vi når det, og bagefter går vi til busstationen og køber billetter til Palmar Norte.
Om aftenen spiste vi på en ikke så god restaurant ved kysten.
 
Onsdag den 30. December.

Der er mange lyde her ude i naturen, så jeg vågnede allerede 3.30 da en hane syntes den skulle gale på det tidspunkt. Det blev den så ved med frem til ved 6 tiden. Man kan også høre aberne og alle mulige forskellige slags fugle, så der er rimelig meget liv rundt omkring.

Vores hytte er indrettet med en seng en stol og et bord og alle vægge og lofter er malet med junglemotiv, så vi har også naturen indenfor. Vi skal skifte værelse i dag, til et med aircondition og uden junglemotiver. Vi forsøgte at få et billigere værelse, men det var ikke muligt. Vi hørte at nogle af de andre gæster kun havde betalt 30 $ og vi har betalt 90, så det er noget af en forskel. Denne gang er ikke en fordel at have betilt hjemmefra bortset fra at vi så er garanteret et værelse.

Efter morgenmaden går vi op i byen for at finde ud af hvilke ture det kan lade sig gøre at komme på. Vi køber en kajaktur til klokken 11.00. Det er en god tur, men vi kommer ikke så langt ind i mangroven som vi havde forstillet os. Til gengæld stopper vi et sted, hvor man kan krydse fra floden over til havet. Vi bader og guiden laver et fint bord med ananas, kokos og appelsin som han finder vildtvoksende. Der er nogle bitte små moscittoer der bidder så vi får røde knopper over det hele.

Senere på eftermiddagen går vi en tur i den del af byen vi endnu ikke har været i (med 1.900 indbyggere siger det ikke så meget) men langs landingsbanen og lidt længere nede er der en strand hvor lokalbefolkningen bader og mødes ved en lille bar. Vi får et par af de lokale smooties lavet på blandet andet frisk ananas, himmelsk.

Vi spiser på en glimrende italiensk restaurant. Guderne må vide hvem der har fundet på at åbne sådan en her.
 
Tirsdag den 29. December.
Uret ringede klokken 6.00, og vi kom op og spiste det brød vi havde købt dagen før. Vi fik selvfølgelig ikke kaffe og frugt som lovet, da "damen" ikke var kommet. Vi kom i god tid ned til bussen, og kunne nå at få en kop kaffe der.

Busturen var lang, men gik OK og vi var fremme i Puerto Jiménez klokken 16.00. En mand fra Canada, der havde bosat sig i byen fulgte os ned til vores hotel. Han var kommet hertil med firmaet Chiqita, og var blevet da de havde trukket sig ud igen. Han havde været i landet i 31 år og i byen i 25.
Vores hotel er fint, med naturen lige uden for døren. Da vi sad og fik os en øl kravlede aberne rundt i træerne ved receptionen.

Efter et tiltrængt bad, (hvor en lille frø også lige bor i badeværelset) gik vi op i byen for at spise. Der er masser af steder der arrangerer forskellige ture, men det er lidt uoverskueligt, hvad der er bedst. Det må vi finde ud af i morgen.

Det er en meget varm og fugtig luft der er her, og der er masser af myg, så vi får vist god brug for al vores myggebalsam. Mine ben er blevet ret tykke af busturen og varme, men håber at en god nats søvn vil hjælpe på det, ellers kan jeg vist gå under navnet elefantbens damen.
Mandag den 28.december.

Vi bliver vækket klokken 5. 30. Tager et bad og spiser morgenmad på hotellet. Shuttlebussen afgår klokken 6.30. I lufthaven får tjekket baggage ind. Der er absolut ikke sikkerhed her. Vi tjekker ind et sted, og skal selv aflevere bagagen et andet sted, så her kan man putte hvad man vil i kufferten efter indtjekning. Vi kommer hurtigt gennem sikkerhedskontrollen Jens skal dog lige have tjekket sine sandaler lidt ekstra:-) vi kommer direkte ud til gaten klokken 7.30 og flyet afgår 9.50 så vi har rigtig god tid. Så vi skriver lidt dagbog mens vi venter.

Flyveturen går fint, og vi er fremme i San Jose klokken 11.45 Costa Rica tid som er 7 timer efter DK. Vi tager bussen til San Jose. Vi står af på endestationen og går mod det hostel vi havde booket til i går, Jeg (Heidi) er ved at gå til fordi mine sandaler gnaver helt vildt og jeg har allerede fået vabler. (så kan man lære ikke at tage nye sko med, som man ikke har gået i før). Så jeg skifter til mine løbesko på vejen. Da vi kommer til Det hostel vi skulle have boet på, er der ingen ledige værelser, så vi må ud at finde et nyt sted. Vi går ind et par steder, hvor der er optaget. Vi finder et hotel Little Havana. De har et rum til 89$ Det er alt for dyrt,men vi tager det, da jeg ikke orker at gå mere rundt.

Efter vi har fået værelset går vi ud i byen. Vi spiser på en Boliviansk restaurant, hvor maden er super god. Derefter går vi ned til busstationen for at købe billet til i morgen, hvor vi skal til Puerto Jiménes. Vi finder det nemt,og det tager ca. 20 minutter fra hotellet.

Bussen kører først 7.30. Vi havde ellers læst at den skulle køre klokken 6. Bagefter går vi ned på Avenida central som er en gågade for at se om vi kan finde nogle sandaler som ikke laver vabler. Det er ikke sådan lige til, men til sidst finder vi nogle sandaler som er gode og ikke for dyre 8900 colon. Vi fandt også en butik med rigtig gode sandaler, men jeg har jo nogle hjemme i DK så jeg synes det er for fjollet at købe et par mere. Vi køber også et kort over Costa Rica, så vi bedre kan planlægge hvor vi vil rejse rundt. Så køber vi ind til noget morgenmad, for det dyre hotel serverer nemlig ikke morgenmad i højsæsonen?! De vil dog godt give en kop kaffe og lidt frugt, men nu må vi se om det sker. Da vi kommmer tilbage til hotellet drikker vi en øl og bliver enormt trætte. Det må være tidsforskellen der driller lidt, selvom vi fik sovet 7 timer i træk og egentlig ikke synes at det virker forkert. Tog bad og gik ud og fik lidt mad, hvorefter vi gik tilbage for at sove.
 
Søndag den 27. December.
Vi stod op klokken 4.30, så vi kunne nå toget til lufthavnen fra Roskilde station klokken 5.09. Taxaen kom til tiden og vi var i Kasturp klokken 6.00. Der var lange køer både ved tjek ind og ved sikkerhedskontrollen. Vi går i loungen og spiser lidt morgenmad. Flyet til London afgår som planlagt.

I London finder vi ud af at der er mere sikkerhedskontrol. Vi får boardingkort både til Miami og San Jose. Der står ikke fra hvilken gate vi skal flyve fra, men vi finder hurtigt Loungen og sætter os for at vente. Vi kan se vores fly på skærmen, men der bliver ved med at stå"please Wait" så det gør vi. Ca ti min før flyet skal flyve kommer der gate nummer på og vi går ned til gaten. Der er lang kø og der er lavet ekstra sikkerhedskontrol på grund af terrorforsøg dagen før, så alle skal have gennemsøgt håndbagage og bliver kropsvisiteret, selv skoene bliver tjekket. Vi kommer afsted to timer forsinket. Iflyet må vi den sidste time af turen ikke have håndbagagen i nærheden, må ikke have tæppe over os og ikke gå på toilettet. Fuldstændigt hysterisk og uden mening.

I Miami, skal man selv hente bagage og have det i gennem toldkontrol. Vi har en time til vores fly går, og da vi har vores bagage 15 minutter før flyafgang, kan vi ikke få lov at komme med flyet, så vi bliver nødt til at vente med at komme med et fly til dagen efter og bliver indkvarteret på Red Roof Inn. Vi går over på en restaurant ved siden af hotellet og er tilbage og i seng klokken 5.30 dansk tid(23.30 i Miami), så det er præcis 25 timer efter vi stod op hjemme i Roskilde.
 
 

Ingen kommentarer: