Søndag 10. januar (Managua til Leon)
Efter at have hævet lidt penge tager vi den korte to timers bustur til Leon hvor vi regner med at have base i nogle dage efter alt det rejseri.
Byen ser ud til at være den charmerende by i gammel kolonistil den skulle være, og vi laver intet fornuftigt i dag.

Lørdag 9. januar (San Juan til Managua.
Pyha det bliver til en del transportdage oven i hinanden, men med enkelte undtagelser så overskygger oplevelsesdelen langt transportkvalerne.
Igen i dag er vi på rejse. Klokken 8 i dag forlader vi igen San Juan. Vi ville egenlig gerne blive her mindst en dag for at opleve dette sted som er noget at det fjerneste fra 'verden-som-vi-kender-den' som man kan komme. Her bor omkring 1.000 mennesker. Her er en af verdens højeste årlige nedbør, omkring 5.000 millimeter om året. Og alligevel har mange af de kendte været her, Horatio Nelson, piraten med rommen (hvad er det nu han hedder?) og Mark Twain, blandt andre. Her er bare vådt, vådt, vådt og så kedeligt at det er facinerende. Det er også stedet hvor hvis man sejler op ad floden så skulle der kun graves en kanal på 14 kilometer for at komme i gennem til Stillehavet. Kun uforståelig stormagtspolitik bestemte at Panamakanalen blev gravet i Panama, som er et totalt ulogisk sted for den (bortset fra navnet altså!). Her er så kedeligt at vi kun kan komme mod Bluefields idag eller på onsdag. Så vi vælger idag selv om vi slet ikke har søbet nok i kedsomheden endnu, for ikke at tale om den helt fantastiske fauna og flora varmen og fugtigheden giver tilsammen. Her kan man virkelig tale om regnskov. Ordet slår næsten ikke til.
Båden til Bluefields er en stor speedbåd med 2 250 hestes påhængsmonstre. Når han trykket den af blæses man tilbage i båden selv om den er så stor at der kan være ca. 20 passagerer. Den forrige afgang blev aflyst på grund af for megen blæst i det Caribiske hav (tænk at tvangsopholde sig her!) Vi kommer afsted til tiden, det vil sige kun cirka en halv time for sent, det er jo Mañana kulturen. Vi kommer let ud over brændingen med fuldt tryk på gassen og nogle ordentlige slag i skrogen. Og sådan fortsætter det i stort set fire timer. Vi banker gennem bølgerne med en fart som de færreste jetski ville kunne klare. Ryg, nakke og baldemuskler bliver ømmere og ømmere og det er ikke hele tiden lige sjovt, vi overvejer i hvert fald mange gange undervejs om det nu var det rigtige at gøre. Især når det for syvende gang kommer en af de kæmperegnbyger som vi nu har været velsignet med i de seneste dage, men selvfølgelig skal det regne 5.000 milimeter om året er der ikke plads til mange pauser. Efter cirka 4 timer lægger vi til ved en flådestation, El Bluff (!) og alt bagage bliver gennemroddet på trods af at det er en national sejllads. Jeg går ud fra det er fordi dette er en af den Columbianske kokain mafias foretrukne ruter mod USA og Europa. Da vi endelig kommer til Bluefields er det med lettelse vi forlader båden, selv om det nu faktisk også var en oplevelse, her bagefter.
En ny bragbyge gør det nemt for os at holde fast i beslutningen om ikke at tage til Pearl Lagune eller Corn island, selv om det trækker. Men endnu 2-3 dage med konstant gråt regnvejt trækker ikke så meget mere.
Vi tager derfor en ny båd op af Rio Escondido. Før vi forlader byen skal vores bagage lige gennemrodes en gang til af nogle toldere (er det Sandinisterne måde at genere det caribiske folk som aldrig har støttet regimet?)
Fra El Rama tager vi bussen til Managua da vi nu vil så langt vestpå at vi slipper for regnen. Nu skal vi igen have sol og være lidt brune. Efter cirke fire timers kørsel bryder vores bus sammen midt i det mørke igenting. Og så sidder vi ellers her i næsten fire timer og venter på at der kommer en anden bus og henter os. I stedet for at komme til Managua kl. ni er vi først på et hotel ved halv to-tiden om natten.


Fredag den 8. januar (San Carlos til San Juan)
Vækkeuret ringer klokken 4.45. Vi står op og går ned til havnen. Båden til San Juan skal afgå klokken 6, og da vi ankommer 20 minutter i seks, er der allerede kø langt ud på gaden. Det regner heldigvis ikke. Der er tre både som bliver fyldt op og vi sejler klokken 6. 30. Det er en lang og flot tur på floden med mange stop undervejs. Floden danner det meste af vejen grænse mellem Nica’erne og Tico’erne. Nica’erne har grænsevagter med mellemrum, mens Tico’erne vist syntes at når nu Nica’erne gør det. så behøver de jo ikke også bruge penge på det pjat. Nica siden er næsten uberørt regnskov hele vejen, mens Tico siden har landbrug meget af strækningen.
Vi ankommer først til San Juan klokken 18.00. Lige da vi står af båden kommer der en kæmpe regnbyge, så vi skynder os i læ i et skur. To turister fra båden som kan spansk, får spurgt til, hvor der er et hotel, og vi følger efter dem, så vi er sikre på at finde et sted. San Juan er ikke et sted, der kommer mange turister, og der er ikke skilte med hotel eller lignende. Det er desuden blevet mørkt, så det er svært at se ret meget. Vi får at vide hvor der er en restaurant og får et dejligt måltid. Bagefter går vi tilbage til hotellet for at ordne billeder og skrive dagbog.

Torsdag 7. januar (Los Chiles til San Carlos) (Nicaragua)
I dag tager vi så videre til Nicaragua. Først får vi de obligatoriske stempler i vores pas for at komme ud af landet, på et kontor i et hønsehus nær havnen. Vi køber biletter til båden (to spillekort med underskrift på!)Vi går lidt rundt og kigger fordi båden først sejler klokken 12. Byen støder lige op til et stort naturreservat som hedder Silvestre et-eller-andet. Der er en utrolig natur heromkring. Fuglelivet er overvældende og brøleaberne høres konstant. Vi ser nogle store fisk (floddelfin?) springe op af vandet nogle gange lidt oppe af floden.
Da båden endelig skal til at afgå finder jeg ud af at man skal betale en havneafgift (!) på en dollar, så klokken 5 minutter over forsent må jeg stå i en alt for lang kø for at betale. Vi når dog med båden.
Selve sejlturen er på omkring to timer gennem et flot flot grønt flodlandskab. Igen med masser at fugleliv omkring os. Allerede her kan man se at der er mere fattigt i Nicaragua. Det regner stadig lidt i små byger, men blæsten er heldigvis væk her.
Efter de nye obligatoriske stempler, denne gang for at komme ind i dette land, finder vi hurtigt et fint hotel, ???
Vi går straks ud i byen for at at arrangere den videre rejse. Ved busstationen stoppes vi af en mand som spørger lidt til hvad vi hedder og hvor vi kommer fra. Pludselig hører vi ham brøle ud af højtalerne, som kan høres i hele området, at byen nu har fint besøg af Heidi og Jens fra Danmark. Vi ser nu at stedet han står foran har et skilt som viser at det er den lokale radiostation. Formentlig har hele byen og omegn nu i radioen hørt at vi er kommet. Selv om her er meget få rejsende, så er det dog noget af en velkomst for at par små danskere.
Trods at vejrudsigten viser regn de nærmeste dage beslutter vi alligevel efter mange overvejelser at tage videre af Rio San juan, ud til San Juan ved den Caribiske kyst.
Aftensmaden får vi på en, for stedet, usædvanlig god restaurant. Vi får en fiskeret og en flodrejeret. Rejen er på størrelse med en hummer. Til dette får vi øl og efterfølgende kaffe og Flor de Canã rom for i alt 120 kroner. Det var nok ikke sket i Roskilde.

Onsdag 6. januar (Santa Elena til Los Chiles)
Hele natten har det blæst det meste af en efterårspelikan med regn. Ikke just hvad man forventer på en ferie her i landet. Men vi er i bjergene og her kan alt jo ske vejrmæssigt. Vi hentes af en taxi kl. 8:00 ved hotellet som kører os på jord og bjergveje til båden som skal sejle os over til Fortuna. Hele tiden regner det i stænger. I Fortuna kommer vi med en bus efter en halv times tid. Så langt så godt.
Efter yderligere et par timer kommer vi til næste stop, Ciudad ???? hvor der skulle køre en masse busser til Los Chiles som ligger ved en lille grænseovergang til Nicaragua. Af en eller anden grund kører der dog først en et par timer efter vi ankommer. Så først kl. 15:00 kommer vi videre. Til gengæld er det en expresbus, så det går tjept derudaf på den gode vej til Los Chiles.
Los Chiles viser sig at være en usædvanlig stille og kedelig by med ret mange Soda’er (bar’er). Vel fordi det er en grænseby. Vi går lidt rundt og kigger på ingenting, og ser en film på fjernsynet på vores værelse.
Tirsdag 5. januar (Santa Elena/Monteverde)
Op igen i dag så vi kan komme på fugletur med hotelværten fra kl. 6:15 sammen med tre englændere. Heidi har haft det halvdårligt i nat og er stadig halvsløj. I dag kan det tydeligt mærkes at vi er i regnskov. Der er små regndråber i luften selv om der ingen skyer kan ses på himmelen. Området her er især berømt for sine ‘cloudforrest’ som giver et helt specielt mikroklima og et særligt dyreliv og fauna. Turen er ok uden at være fantastisk. Vi ser en del fugle blandt andet forskellige kolibrier, men de er vanskelige at fotografere fordi de aldrig står stille i luften der hvor kameraet gerne vil have det.
Klokken halv to hentes vi igen på hotellet. Nu skal vi på en af de adreanalinture som området blandt andet er berømt for. En tur hvor vi glider på wire i stor højde mellem og over regnskovstræerne. Det er ret vildt. Den længste glidetur er over en kilometer langt og man hænger som superman med to tove i ryggen. Det mest grænseoverskridende er dog rapelling lodret 28 meter ned fra en træplatform. Og især et Tarzan-sving i et tov på vel 75 meter ud over en slugt, vildt at blive kastet ud og starte med et frit fald før svinget starter. Vi kan nu officielt begge kalde os "Superman". Hele turen foregår i midten af skyerne helt bogstaveligt. Vi bliver sjaskvåde og kan nogle gange hverken se enden på vores wire eller jorden vi suser hen over. Vildt at føle sig frit svævende i luften. Det er med til at forstærke supermandsfølelsen.

Mandag 4. januar (Santa Elena/Monteverde)
Vi går en halvhård tur op til toppen af (Cerro ????) som er det højeste her i omegnen. Jordvejen stiger 300 meter over 3 kilometer men det føles alligevel som mere en 10% stigning. Fra toppen kan vi se Arenal lidt utydeligt. På nedturen får Heidi lidt ondt i knæet så hun går en stor del af vejen baglæns.
Vi spiser en lækker frokost på en lille amerikanskejet cafe/bageri. Vi slutter af med et par dejlige kager/chokolade. Undervejs besøger vi også et par gallerier med diverse farvestrålende genstande.
Klokken 5:30 bliver vi hentet til vores nattetur i regnskoven. Vi er en gruppe på i alt 8 personer. Straks vi kommer ind i skoven bliver vi nærmest overrendt af divers pattedyr som guiden siger man normalt ikke kan regne med at se (ja ja!). undervejs ser vi diverse underlige og nogle gange farvestrålende insekter og fugle. Blandt andet en tarantel større en min hånd. Yarkk! Absolut en spændende måde at se noget andet på. Jeg får taget en masse billeder. Men det bedste billede kommer jeg først i tanke om bagefter. Det var at tage et af otte bagdele som nærmest ligger ind over et hul i jorden i en nattesort mudret regnskov, for alle samtidig at se på et eller andet ligegyldigt grønt insekt som vi ellers ville have syntes var ulækkert eller irriterende. Men sådan er det jo at være turist!
Tilbage i byen spiser vi verden kedeligste pizza på verdens kedeligste italienske restaurant.

Søndag 3. januar (Dominical til Santa Elena/Monteverde)
Vi tager klokken 8 bussen til Quepos hvor vi efter 15-20 minutter forsætter med en anden bus til Punterenas. Vi får lidt at drikke før vi går mod buscentralen i god tid da vi pludselig ser bussen køre mod os på vejen en kvarter før planlagt afgang. Vi kommer heldigvis med.
Punterenas er en beskidt industriby hvor vi heldigvis kun lige skal have noget at spise før vi fanger dagens tredje bus mod Monteverde/Santa Elena. De sidste par timer af turen går på jordvej med kraftige stigningsprocenter som bussen kun lige kan klare at dømme efter lydene som kommer fra motoren. Men en flot flot tur.
Vi ankommer til Monteverde næsten en time efter planen og det er blevet mørkt hvilket altid gør det lidt mere besværligt at finde et værelse. Vores foretrukne hotel er optaget så vi lader os overtale af en mand på gaden til at se på hans hotel. Det er et nyt og lidt kedeligt hotel (Puentes del Sol) i udkanten af den lille by, men det tager kun 10 minutter at gå til centrum så det er ok. Vi spiser på en god restaurant i byen. Og det var så den dag.